Palmesøndag del 468
(یک تصادف ساده, Yek tasādof-e sāde, Jafar Panahi, Iran
Cannes 2025, Guldpalmen + Prix de la Citoyenneté)
Der er en tid til at lære nyt, og så en tid til at bruge alt hvad man har lært til at fortælle sit livs historie. I de sidste femten år har den iranske instruktør Jafar Panahi drevet gæk med det iranske regime, brugt alle mulige krumspring for at omgå det filmforbud de har givet ham, og i den kamp skabt nogle af tidens mest overrumplende og nyskabende film. Men så i 2022 smed regimet ham syv måneder i fængsel, og den oplevelse satte nogle tanker i gang, som blev startskuddet til en af hans mest personlige og modige film.
It Was Just An Accident er ikke på nogen måde nyskabende, hvis man har set Panahis andre film. Men den fortæller en ekstremt vigtig og fascinerende historie. Og så er Panahi gennem 30 års filmskabelse under svære omstændigheder blevet så ekstremt dygtig, at filmen simpelthen oser af mesterskab. Den stærke historie turneres fabelagtigt, gennem grin og gråd, indtil den mesterlige slutning.
Det er en af årets film.
Mens han var i fængsel, fik Panahi ofte bind for øjnene, og det gik op for ham, at han begyndte at kunne genkende sine fangevogtere på lydene. Det er dét, som er omdrejningspunktet i hans nye film. En aften hører mekanikeren Vahid (Vahid Mobasseri) en særlig lyd. Der går en kunde rundt med et kunstigt ben, og det lyder umiskendeligt som den fangevogter, som de kaldte ‘træbenet’, og som var frygtet som den værste af de værste i fængslet.
Næste dag kidnapper Vahid den fremmede mand for at begrave ham levende, men manden benægter at være fængselsvagt, og påstår han først har mistet benet for nyligt. Så derfor forsøger Vahid at finde andre medfanger, der kan hjælpe med at identificere den kidnappede mand. Det bliver hurtigt en nærmest humoristisk rejse gennem Teheran med flere og flere mennesker i Vahids varevogn, hvor den alvorlige grundtone dog aldrig er langt væk fra filmens plot.
Filmen er optaget i smug hovedsagligt på Teherans gader. Der er ikke ret mange skuespillere, og kamerasproget er helt småt. Meget foregår i lange takes, hvor kameraet langsomt drejer rundt, når karaktererne går frem og tilbage. Det er mesterligt kontrolleret, men det er også ret så minimalistisk og normalt, sammenlignet med hvad Panahi tidligere har bedrevet.
Panahis karriere er lang og varieret. Han lavede først to børnefilm, The White Balloon om en lille pige, der gerne vil have en guldfisk, og The Mirror om en anden lille pige, spillet af søsteren til den første films hovedkarakter, der forsøger at komme hjem fra skole. Men der sker noget særligt i The Mirror. Cirka en tredjedel inde i filmen bliver den lille pige så frustreret over, hvor svært det er at komme hjem, at hun nægter at være med i filmen længere. Hun river den gipsarm, hun har fået af produktionen, af, og løber sin vej. Resten af filmen filmer filmholdet hende på afstand. Det er egentlig præcis samme film, en lille pige forsøger at finde hjem, men den foregår bare på et andet virkelighedsplan. ‘At fjerne gibsen’ kalder Panahi det, når han skifter virkelighedsplan i sine film, noget han ret ofte har eksperimenteret med sidenhen.
De efterfølgende film, Cirklen (2000), Blodrødt guld (2003) og Offside (2006) var mere socialrealistiske og næsten regimekritiske, men i Offside spillede virkeligheden igen en rolle. Filmen handlede om unge kvinder, der klædte sig ud som mænd for at kunne se fodbold, og var delvist optaget under den afgørende kamp i Irans kvalifikation til VM i 2006, hvor udfaldet af kampen også blev inkorporeret i filmens fortælling. Det var forbløffende, hvordan Panahi på det her tidspunkt virkede som om, han kunne få selve virkeligheden til at forme sig efter hans filmiske ønsker.
Men i 2009, efter det der blev kaldt den ‘grønne revolution’, blev Panahi taget af regimet, idømt fængsel, og fik et filmforbud. I årene derefter lavede han dog bare en stribe af film i smug. This Is Not A Film (2011) foregik i hans lejlighed, og var meget dokumentarisk. Closed Curtain (2013) foregik i hans sommerhus, og var ekstremt æstetisk og eksperimenterende. Taxi Teheran (2015) foregik i en bil i Teheran, og her virkede det igen, som om Panahi fik hele byen til at danse efter hans kamera. 3 kvinder (2018) og No Bears (2022) var lidt af det hele, til dels metafilm om filmens muligheder i Iran, dels forsøg på normale og stærke filmdramaer.
It Was Just An Accident føles ret meget som en tilbagevenden til socialrealismen fra Cirklen og Blodrødt guld. Ligesom de film er der også en lidt cirkulær struktur, hvor vi starter og slutter på nattemørke landeveje med blodrødt lys fra forlygter. Der er ikke ret meget leg med virkeligheden eller metacinematiske eksperimenter. Og så alligevel.
For det er som om, at Panahis idé om ‘at fjerne gibsen’ mellem lag af virkelighed stadigvæk findes i filmens fortælling. Der er to lag i virkelighed i det Iran, vi får at se. Der er det normale samfund, som egentlig ser ret moderne og progressivt ud, og hvor folk smiler og har det udmærket. Men krads en lille smule i det, og en helt anden verden kommer til syne. Her går folk rundt med enorme traumer fra de vilkårlige og torturfyldte fængselsophold, de har været ude for. Og smilende familiefædre viser sig (måske) at være fanatisk religiøse torturbødler. Og alle myndighedspersoner er dybt korrupte, og kan ødelægge livet for sagesløse borgere, hvis de ikke er tilfreds med de ‘gaver’, de får.
Man kan aldrig helt stole på, hvad man ser i en film af Panahi. Før var det legende og overrumplende. I It Was Just An Accident er det en del mere dystert. Men det er den samme sofistikerede tilgang til filmmediet og fortællekunsten, der har gjort Panahi til – efter min mening – en af filmhistoriens absolut største kunstnere, oppe sammen med hans læremester Abbas Kiarostami og folk som Lars von Trier, Chantal Akerman, Tarkovskij, Ingmar Bergman. Helt deroppe. Og den Guldpalmevindende It Was Just An Accident er en foreløbig krone på værket. Iran har udstedt endnu en arrestordre på den nu 65-årige instruktør, og hvem ved, hvad det skal ende med. Men Jafar Panahis karriere, hans konstante leg med filmmediet, og opfindsomme kamp mod regimet, er noget helt enestående i moderne kulturhistorie.