Palmesøndag del 470
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 1986)
Der findes to former for amerikanske indie-instruktører. Den mest sædvanlige er den, der forsøger at balancere at arbejde inden og uden for systemet. Steven Soderbergh har lavet helt små film optaget på iPhones, men også kæmpe stjernefilm som Ocean’s-trilogien. Det behøver ikke at være dårligt, David Lynch lavede Twin Peaks til tv, og selv Mulholland Drive begyndte som en tv-film. Men det betyder, at meget få amerikanske instruktører kan siges at være sådan rigtig konsistente. Selv Coen-brødrene har et ligegyldigt Ladykillers-remake i deres filmografi. Så der er næsten kun to af de største, der er forblevet helt sig selv: Quentin Tarantino. Og så Jim Jarmusch.
Jim Jarmusch er nok den største amerikanske indie-instruktør nogensinde, større end de andre, der har formået at holde sig uafhængige, mere indie end de andre, der er større end ham. Han har på godt og ondt lavet en virkelig konsistent filmografi, det meste af tiden med virkelig dedikerede filmiske principper. Han producerer sine egne film, og indtil for nylig insisterede han på at beholde negativerne til hans film, helt uhørt i den amerikanske filmhistorie.
Der er mange grunde til, at det trods filmbranchens op- og nedture er lykkedes Jarmusch at blive ved med at arbejde på sin egen måde i over fyrre år, men en af de vigtigste handler om, at den europæiske festival-kultur har bakket ham op. Hans debutfilm Permanent Vacation blev vist i Forum-serien i Berlin, og hans gennembrud Stranger Than Paradise vandt Camera d’Or i Cannes for bedste debutfilm – desuagtet at det altså var hans anden film, en smule bizart – hvorefter de fleste af Jarmuschs andre film har været vist i Hovedkonkurrence i Cannes. Begyndende med Down By Law, der måske endnu mere end Stranger Than Paradise beviste, at Jarmusch var kommet for at blive.
Måske Cannes ikke talte Permanent Vacation med, fordi det teknisk set er en skolefilm. Jim Jarmusch kom til New York fra Ohio for at læse litteratur, søgte derefter ind på filmskole, og fik et ret stort legat, som han brændte af på at lave sin egen film i stedet for at tage flere timer. Han forsøgte at bruge Permanent Vacation som afgangsprojekt, men den var for lang, så han er teknisk set aldrig blevet færdiguddannet. Men Permanent Vacation er en fremragende debut, som fortjener at blive mere set. Chris Parker spiller en mand, der vandrer rundt i New York, det er virkelig skrabet og billigt, men Jarmuschs humor og skrivestil kan allerede fornemmes, og der er fremragende elementer, som en scene hvor det lyder som om der udspiller sig en krig rundt om en tom ruin, eller slutningen, der synes omend meget inspireret af Chantal Akermans News From Home. Det er lige dele New Yorker boheme-energi og streng europisk filmkunst, på et ekstremt skrabet budget.
Jarmuschs umiskendelige talent blev hurtigt spottet, og han arbejdede som assistent for først Nicholas Ray og derefter Wim Wenders. Det var Wenders som gav Jarmusch den 35 mm film, som blev til første del af Stranger Than Paradise (bortset fra enkelte stykker sort film, som unge Jarmusch såmænd fik fra den strengt eksperimenterende franske filmduo Straub–Huillet) Efter nogle forviklinger, hvor Jarmusch bl.a. måtte nappe negativet til den første tredjedel tilbage fra en producer der lidt overraskende viste sig at eje filmen, fik han færdiggjort de to sidste dele af filmen. Og dermed gjort filmen meget større: Første tredjedel af filmen foregår igen i New York, i Brooklyn, hvor tre unge hipstere hænger ud, men i del to og tre bevæger de sig først til Cleveland og derefter til Florida.
Der sker en gradvis professionalisering henover Jarmuschs første tre film. Down By Law er nogenlunde så professionel, som Jarmusch nogensinde bliver. Den ene hovedrolle spilles af John Lurie, der også spillede hovedrollen i Stranger Than Paradise og lavede musik til Permanent Vacation, men de andre to store roller spilles af Tom Waits og Roberto Benigni, der allerede dengang var store stjerner. Omend absolut ikke inden for amerikansk film, så mainstream bliver Jim Jarmusch aldrig rigtig. Endnu mere en opgradering er det, at Jim Jarmusch via Wim Wenders begyndte at samarbejde med fotograf Robby Müller, der fotograferer New Orleans meget anderledes, men kvalitetsmæssigt lige så storartet, som han filmede USA i Wim Wenders kæmpe arthouse-succes Paris, Texas.
Plottet er også en del mere normalt, i og med at der er et plot! Igen er filmen tredelt: I første del følger vi Zack (Waits), en radio dj, og Jack (Lurie), en alfons, gennem natten i New Orleans, der ender med at de begge to arresteres for alvorlige forbrydelser, som de ikke har begået. I anden del er de i samme celle i fængsel, hvor de som tredje cellekamerat får italienske Roberto (Benigni), kaldet ‘Bob’. Og i tredje del bryder de ud af fængslet igen, og flygter gennem sumpene uden for New Orleans. Tre dele: Byen om natten, en enkelt fængselscelle, og sumpe hovedsagligt ved dag.
Selvom der er ét sammenhængende plot, hvor det der sker i filmens første minutter stadigvæk betyder noget i filmens sidste scener, så er det dog nok ikke plottet, som filmen er mest kendt for. I stedet er det dels den hypnotiske stemning – i særlig grad udfoldet i den første del i New Orleans-natten – dels de enkelte scener. Hvoraf de mest legendariske er dem, hvor Roberto Benigni får lov til at folde sig ud. Særligt naturligvis når han får først Zack og Jack og derefter hele fængslet til at råbe med på ‘I scream / You scream / We all scream for ice cream’. Selv da Jarmusch var aller mest skrabet skolefilm var han mere underholdende end de fleste undergrundsinstruktører, men Down By Law er nærmest en crowdpleaser, så sjov er den.
Over tre film havde Jarmusch også allerede etableret sit helt eget lille auteur-univers. Han havde lavet portrætter af fire amerikanske byer, New York, Cleveland, Florida og New Orleans (og hans næste to film skulle føje Memphis og Los Angeles til listen, og mange er kommet til senere). Men hvis han var i gang med at lave et portræt af USA, så var det et skævt portræt. Fordi Jarmusch film er så ‘cool’, og fordi han så ofte caster rockstjerner selv i hovedrollerne, så har han lidt et ry for at lave hipster-film, men egentlig er hans hipstere ofte filmenes negative karakterer. Både i Down By Law og Stranger Than Paradise er de unge amerikanske hipstere ret selvoptagede og fanget i en rille, mens filmens energi kommer fra unge immigranter: Eva fra Ungarn i Stranger Than Paradise og Bob i Down By Law.
Mere minder Jim Jarmusch film mig egentlig om en mere amerikansk udgave af Chantal Akerman. I mange Akerman-film har vi den flanerende vandrer i hovedrollen, der tydeligvis ikke ved hvad hun vil med sit liv, på godt og ondt, mens der også er fokus på de traditionelt marginaliserede personer som f.eks husmoren eller immigranten. Begge instruktører trækker meget på strukturalisterne fra tresserfilmen, hos Akerman tilføjet en feministisk dimension, hos Jarmusch en absurdistisk leg med forskelle og gentagelser (som når personerne hedder Zack og Jack og lidt er hinandens dobbeltgængere, eller når der er samme antal af klip i forskellige montager af New Orleans).
Mere præcist er de to instruktører udtryk for to forskellige måder at komme videre med eksperimentalfilmen på. Hos Akerman har den fået en personlig og på mange måder politisk dimension, mens Jarmusch tilføjer kulturelle referencer og filmisk leg, og dermed på mange måder opfinder en helt ny form for amerikansk indiefilm.
Og det gjorde Jarmusch faktisk allerede mere eller mindre med Permanent Vacation. Men det er med Down By Law, at han beviste hvor meget den form for film kan. Dels fordi filmen altså virkelig er en crowdpleaser, en af de filmhistorisk vigtige film, man bare kan se igen og igen. Dels fordi han fik givet plads til personer som tyske Robby Müller og italienske Roberto Benigni. Og altså, al film er da bare bedre, når man kan få de bedste italienske komikere til at vise hvad de kan.