Palmesøndag del 359
(Caché, Michael Haneke, Frankrig
Cannes 2005, Bedste Instruktør + FIPRESCI Pris + Økumenisk Pris)
Hanekes prishøst fra 2001 til 2012 er velsagtens det bedste run i Cannes-historien. Jury Grand Prix for Pianisten, Bedste Instruktør for Skjult og så to Guldpalmer for Det hvide bånd og Amour. Tror aldrig nogen anden instruktør har gjort noget lignende. Hvad var det for en kode han knækkede? Jeg tror det har med plot at gøre: Hanekes første række film kredsede om uforklarlig og pludselig vold, og at noget er uforklarligt og pludseligt gør det i sagens natur svært at skabe en tilfredsstillende dramaturgi op omkring det. Her ændrede Haneke stil fra og med Pianisten. Der er stadig megen vold og andre ubehagelige scener, men nu dykkede Haneke ned i forklaringerne, tog det måske mere seriøst på traditionel vis, end den måde han f.eks skildrede Bennys uforklarlige mord på i Bennys Video.
I Pianisten betød den dvælen ved forklaringerne et lidt plat freudiansk forklaringsniveau. I Det hvide bånd er volden overdetermineret af historiske og traumatiske begrundelser. I Skjult er balancen fuldstændig perfekt. Selve setuppet er genialt, og Haneke formår at få blandet snart sagt alle hans interesser ind i filmen, fra hans mediekritik, over hans interesse for det tabuiserede og fortrængte, og til hans fokus på Historiske forbrydelser. Resultatet er en af 00’ernes helt store arthouse-film, der både har et fantastisk plot, men som også her snart tyve år efter står som en af de mest subtilt gennemført æstetiske film fra den tid.
Hvor er det dog et vidunderligt setup. Ægteparret Georges og Anne (som de som sædvanlig hedder i en Haneke-film) modtager en dag et videobånd med posten, af at nogen har filmet deres hjem udefra. Det er meget mystisk, og de kan ikke finde ud af hvor i alverden kameraet har stået. Der kommer flere bånd, og da et af dem ser ud til at være optaget ude i en parisisk ‘banlieue’ begynder Georges at mistænke, at de må være fra en mand ved navn Majid, som Georges muligvis bærer skylden for endte med at sidde fast i en lille lejlighed i et ghetto-kvarter, meget langt fra den priviligerede verden Georges og Anne bevæger sig rundt i.
I mange af Hanekes østrigske film ligger skylden fra Anden Verdenskrig som et ulmende traume i baggrunden af fortællingen. Ligesom det gør hos mange andre østrigske instruktører – som f.eks når en gammel senildement mand synger nazisange i Seidls Rimini. Så det er lidt ironisk, at det var i den franske Historie, at Haneke fandt den perfekte begivenhed at bruge til at udfolde det tema. Den 17. oktober 1961 massakrerede franske politifolk, under ledelse af Maurice Papon, der havde en fornem karriere i fransk politik inden han i halvfemserne blev afsløret som nazikollaboratør, hundredevis af fredelige algierske demonstranter, og kastede ligene i Seinen. Derefter blev historien dysset ned, og det indgår f.eks ikke rigtig i de mange franske film, der ellers forsøgte at kredse om traumerne fra krigen i Algeriet. Først i halvfemserne blev det offentligt kendt, hvor mange uskyldige mennesker den franske stat havde myrdet på gaderne i Paris, så sent som i 61.
Den her fornemmelse af skyld, af fortidige ugerninger, som man ikke har taget et opgør med, det bruges fremragende i Skjult gennem fortællingen om Georges. Georges var kun seks år i 1961, har reelt ingen del af skylden, men to algierske arbejdere på hans forældres farm blev myrdet, og da hans forældre så derfor ville adoptere deres søn Majid, så modarbejdede Georges det, og fik ved hjælp af løgn og manipulation Majid fjernet, hvorefter den lille forældreløse dreng endte på en livsbane, der førte til en lille fattig lejlighed i forstæderne. Alt imens Georges selv bliver tv-vært for et intellektuelt program, der diskuterer fransk litteratur.
Set fra Georges synspunkt har han ikke rigtig gjort noget galt. Jo, selvfølgelig var det forkert at lyve og manipulere, men han var seks år gammel, og Majids ulykke skyldes i stedet mest at hans forældre blev myrdet, og det skal Georges vel ikke føle kollektiv skyld for. Men se det fra den anden vinkel. Majids to forældre drager til Frankrig, formentlig med håbet om et bedre liv for deres søn, og da de så bliver myrdet af den franske stat, så er der stadigvæk et håb om at Georges forældre vil sørge for den lille dreng, indtil Georges sætter en stopper for det. Der er sket en voldsom uretfærdighed her, og man ville ikke kunne fortænke Majid i at fundere over, om ikke Georges med sit luksusjob ville være i stand til at betale en eller anden form for erstatning. Måske var han som lille dreng ikke bevidst om hvor meget skade han forvoldte, men som voksen mand er han i stand til at gøre det en lille smule godt igen.
For mig er det det der virker så dybt urovækkende og thriller-agtigt i Skjult, at den pointerer der findes mulige andre vinkler, end dem vi normalt ser. Dem vi er trygge ved at se. Når der sendes videobånd af Anne og Georges, så er der en eller anden, der siger at deres liv også kan ses udefra, og måske det ser helt anderledes ud med det blik. Efterhånden som båndene begynder at kunne stykkes sammen til en fortælling, lagt sammen med de mærkværdige tegninger der er lagt ved, så er der også en eller anden der forklarer det priviligerede par, at de ikke har eneretten til at fortælle deres egen historie. Det er muligt at fortælle den anderledes, det er muligt at konstruere en fortælling, hvor de ikke er heltene, men måske er skurkene. Og den mulighed får Haneke til at føles voldsomt utrygt og traumatiserende.
Men vi lever jo alle sammen i den vestlige verden med visheden om, at vores liv privilegerede liv måske ser helt anderledes ud fra andre vinkler. Haneke legede også med det i Kode ukendt, hvor en mand smider lidt affald ned til en tigger, en anden mand konfronterer ham for at være ubehøvlet, og historien ender med at den stakkels kvinde bliver deporteret og har mistet alle de penge hun lagde i at komme fra Rumænien til Frankrig. Fra hendes synsvinkel, så spiller de to mænd en negativ rolle. I fortællinger fra de marginaliseredes synspunkt vil de fleste af os nok fremstå kolde, priviligerede og ubetænksomme. Så det er heldigt der ikke fortælles ret mange historier fra de marginaliseredes synspunkt.
Prøv også at tænk på hvad der sker i Skjult, da Pierrot er blevet væk. Anne og Georges tilkalder politiet, som tager Majid og hans søn med på stationen. Men det viser sig Pierrot blot har været hos en ven, uden at give besked. De to par middelklasse-forældre undskylder, trøster hinanden, sørger for hændelsen ikke ødelægger en relation, der fortsat kommer til at være vigtig for de to skolekammerater. Ingen tænker på at gøre noget ved, at man smadrede aftenen for de to immigranter, og pudsede politiet på dem. Og de to har heller ikke selv ret mange muligheder for at få den historie fortalt.
Der er megen spekulation om hvem der egentlig sender videobåndene, og den kryptiske slutning antyder en ganske mærkværdig konspiration. Og på den anden side kan det være nærliggende at sige det er en Haneke-lignende skikkelse selv, der torturerer sine hovedpersoner, lidt ligesom han gjorde det i Funny Games. Men egentlig går jeg ikke så meget op i hvem der står bag plottet, det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at filmen viser der er et alternativt plot, udover det plot som middelklasseparret selv fremstiller. Og viser hvor traumatisk og ubehageligt det kan være, når den slags fortrængte plots kommer tilbage til overfladen – hvilket også understøttes af de ufatteligt stærke glimt af fortiden, der er klippet ind i fortællingen undervejs.
Det essentielle ved videobåndene er også, at Haneke lagde et kæmpe arbejde for, at de ikke skulle skille sig alt for meget ud fra resten af filmen. Så vi er ofte i tvivl om det vi ser er et nyt videobånd, eller om det er filmens ‘reelle’ realitet. Og for at det skulle kunne lade sig gøre, så er filmen filmet med digitale kameraer, og der er gjort en del ud af at lyssætningen ikke skulle virke for filmisk. Det giver hele filmen et subtilt bizart look, der måske rent æstetisk er Hanekes største præstation nogensinde. En film som Det hvide bånd er langt mere typisk æstetiseret, og hans første østrigske film er langt mere fortællemæssigt eksperimenterende, men intet andet ser så lavmælt bizart ud som f.eks de mange scener der er filmet imod lyset i Skjult. Det er valg, der er taget af ikke-æstetiske årsager, men af plot-relaterede problemer for at få videobåndene til at virke i sammenhængen, men som skaber noget helt unikt æstetisk.
Og det er det paradoksale ved Hanekes Cannes-mæssige storhedstid. Han brød igennem til jury’erne, og til et langt større arthouse-publikum, ved at fokusere mere på plot end før, men det betød i film som Skjult at de blev på egen vis mindst lige så radikale som før. Gense starten af Skjult, hvordan vi starter med et utroligt langt og til at begynde med uforståeligt klip bare af en bygning set udefra, hvorefter vi bare følger et par rundt i en tom, hvid og lidt for lys lejlighed. Og så bare to klip derefter er vi igen tilbage ved endnu et langsomt klip af en lejlighed set udefra. Og hvad er der indimellem? Kun et lille klip af Pierrot til svømmetræning, som intet har med plottet at gøre. Haneke blev måske blødere med årene. Men Skjult er et helt unikt og kompromisløst mesterværk.