Palmesøndag del 263
(Dalton Trumbo, USA
Cannes 1971, Jury Grand Prix + FIPRESCI Pris)

Man kunne seriøst skrive en bog om alle de ikonoklaster, der forsøgte at revolutionere filmverdenen i halvfjerdserne, men som blev mere eller mindre kastet væk, da blockbustervejen åbenbarede sig for studierne. Eller, egentlig findes den bog allerede, den hedder Easy Riders, Raging Bulls, og handler om alle de usual suspects, fra Francis Ford Coppola til Martin Scorsese, og egentlig ikke så vanvittig mange andre. Men man kunne skrive en helt anden bog, om dem som forsøgte helt at komme udenom systemet, og at lave film helt væk fra Hollywood. Ikke at den bog ville være meget mere opløftende, for de blev også glemt, og der er også en del længere mellem snapsene blandt deres film.

Men hvis en sådan bog blev skrevet, så ville Johnny Got His Gun have en fornem placering. Produceret uden for studiesystemet, af en tidligere blacklistet instruktør, og med en sylespids anti-krigs kommentar, der ramte lige ned i Vietnamkrigen. Men samtidig er det som få film et værk der føles uden for sin samtid. Baseret på en bog fra 1939, om Første Verdenskrig, instrueret af en instruktør der var størst i halvtredserne og tresserne, og i eftertiden uløseligt forbundet med en sang fra firserne.

Hvilket igen alt sammen passer godt med filmen, der netop også handler om en mand, der er fanget uden forbindelse til sine omgivelser. Måske er det en delvis grund til at filmen stadig holder så godt?

‘Johnny Get Your Gun’ var et slogan til unge mænd om at blive soldater, der især var populært under Første Verdenskrig. Dalton Trumbos bog Johnny Got His Gun beskrev så i 1939 hvad der kan ske hvis Johnny gør den slags. Joe Bonham bliver sprængt i stumper og stykker, og ender indlagt på et hospital. Han har ingen arme, ingen ben, og det meste af hans ansigt er sprængt væk, så han kan intet se, intet høre, og ikke tale. Men han kan dog, i modsætning til hvad hans doktor troede, stadigvæk tænke klart. Så filmen er en skildring af hans verden på hospitalet, blandet med minder og fantasier om hans fortid. Efterhånden bliver han mere og mere desperat efter at kunne kommunikere med hans omgivelser, men officererne har ikke lyst til at han skal have noget at sige, for hans tilstand er ikke så motiverende for omgivelserne, så de vil helst bare gerne have ham til at ligge og være invalid i fred.

Johnny Got His Gun har nogle ret unikke æstetiske træk, og så nogle ret tidstypiske træk. Scenerne på hospitalet er virkelig fabelagtige, og mister ikke sin kraft selvom man har set dem et par hundrede gange, hvilket nogen jo så sådan set har. Det hele er i sort/hvid. Åbningsscenen hvor kirurgerne ligner rumvæsener i deres store hvide dragter giver mindelser om b-film fra halvtredserne, andre scener minder mere om stumfilm. De indre scener er så lidt mere en blandet landhandel. De er holdt i farver, nogle gange realistiske farver, andre gange mere eksperimenterende. Nogle af dem er meget direkte minder om fortiden, andre gange er det tydelige drømmescener, som når Donald Sutherland i et par scener spiller Jesus Kristus, og til tider er der scener hvor det kan være lidt svært at regne ud, blandt andet i et par scener mellem Joe som barn og hans far. Nogle af dem er virkelig stærke og velskrevne, gerne de mest biografiske, der har overraskende detaljer som når Joes kærestes far nærmest direkte opfordrer de to unge mennesker til at have sex inden han skal væk, hvor han virker som om han godt ved at deres unge liv snart er forbi. Eller diskussionen mellem Joe og hans far om demokrati og krig, hvor faren er helt med på at ofre sin unge søn for demokratiet, uden at han rigtig kan forklare hvad demokrati er, men hvor det ikke er skildret nedladende, men som en mand, der på sin egen måde er uegennyttig og næstekærlig, dog på en virkelig uheldig måde. De scener er virkelig stærke. De er vist også hentet direkte fra bogen.

Drømmescenerne er meget tydeligt halvfjerdserprægede, minder meget om f.eks Fellini. Donald Sutherland er godt nok en hippie-Jesus, og der er mærkelige romerske ruiner i Joes drømmeverdener, som måske ikke rigtig giver så meget mening. Det føles en lille smule som fyld, for det er heller ikke på grund af hans indre psykologi at Joe er interessant, men på grund af hans situation. Den situation er også så meget mere surreel og ubehagelig, at ingen mareridtsscener kan måle sig med det. Det er da heller ikke rigtig drømmescenerne, som er kendte længere.

Dalton Trumbo er en stor person i Hollywoods historie. Bryan Cranston blev nomineret til en Oscar for at spille ham for et par år siden i Trumbo. Den store forfatter skrev politiske bøger i trediverne, og blev umiddelbart derefter en af de højst lønnede manusforfattere i Hollywood, nomineret til sin første Oscar i 1941 for Kitty Foyle. Men Trumbo var også kommunist, og han var en af de mest berømte af de blacklistede Hollywood Ten, den gruppe der også inkluderede Herbert Biberman. Trumbo kom endda i fængsel, hvorefter han valgte at flytte til Mexico. Han havde sikkert penge nok. Han havde også et umiskendeligt talent, så han skrev stadig manuskripter, men de blev filmatiseret med andres navne på. Klassikere som Gun Crazy og Prinsessen holder fridag er skrevet af Trumbo, det andet manus vandt en Oscar, ligesom også den mindre kendte Min bedste ven Gitano gjorde det. I 1960 blev han offentligt krediteret på storfilmene Exodus og Spartacus og derefter fik han lov til at komme tilbage igen. Johnny Got His Gun var hans første film som instruktør, og han var selv i stand til at medfinansiere den, og han vandt to store Cannes-priser for den og blev generelt hyldet. I 1975 fik han endda den Oscar for Min ven Gitano, som han skulle have fået i 1956. Året efter døde han.

Men helt så jublende er historien dog ikke. For man kan også vende det om, og sige at Trumbo alligevel var nødt til at finansiere sin egen film, studierne ville ikke være med. Og der er det med filmverdenen i 1971, at den ikke rigtig var gearet til uafhængige film. Filmen vandt på filmfestival, blev sat op i USA, fik top-karakter af Robert Ebert, og gik egentlig meget godt. Men så forsvandt den bare. Hvem skulle også holde den i live, det var dyrt at genudgive en film, der var intet sekundært hjemmevideo marked, og hvis ikke man fik den vist i fjernsynet i ny og næ, hvornår skulle nye personer så se den? Så Johnny Got His Gun forsvandt ret meget. Indtil slutfirserne.

Det er altså virkelig en imponerende klippet musikvideo, Metallica fik stykket sammen til One. Deres sammenklip forklarer næsten filmens plot bedre end filmen gør, og de får rigtig meget af den psykedeliske stemning med. Og den video endte i tung rotation på MTV, og er blevet en klassiker, og mange mange mennesker må have stiftet bekendtskab med den film på grund af den video. Metallica har faktisk købt rettighederne til filmen, så de ikke længere skal betale for at bruge den i videoen. Det er først og fremmest som musikvideomateriale, at Johnny Got His Gun lever videre. Men der er den egentlig nærmest også udødelig.

Og det er lidt den mærkelige fortælling om Johnny Got His Gun. Fanget mellem en trediver litterær stil, en halvfjerdser filmisk stil, og stor i en firser metalkultur. Men den klarer at leve på så mange måder. Nok fordi den er så stærkt skrevet, med virkelige litterære politiske slogan-agtige replikker, og forfærdende billeder. Det er ikke noget stort auteur-værk, og der var nok en million andre mennesker, der kunne have instrueret den lige så godt. Men på mange måder er det svært at se hvordan det kunne være gjort meget bedre.