Palmesøndag del 261
(Herbert Biberman, USA
Cannes 1969)

Mange politiske mennesker mistede orienteringen efter maj 68. Især i Frankrig. De voldsomme begivenheder, som så ovenikøbet endte uden forløsning, medførte for mange en forvirring. Det bliver der den dag i dag lavet en del film om, som f.eks Olivier Assayas’ Efter revolutionen eller Michel Hazanavicius’ Redoutable. Men det var selvfølgelig ikke alle der opfattede tingene på samme måde dengang. Nogle blev yderligere radikaliserede af det mislykkede opgør, og for dem blev tingene blot endnu mere klare, selvom mange af dem også senere måtte indse fejl – mit tragiske yndlingseksempel er Godards Dziga Vertov-gruppe, der måtte opgive den triumferende guerilla-skildring Jusqu’à la victoire fordi alle de medvirkende kombattanter kort efter blev besejret og slået ihjel. Men andre ting blev lært i 68, som forblev lært bagefter. Selvom rigtig meget blev rullet tilbage, så var der ting der forblev forbedret.

F.eks var det ikke alt ved politiseringen af Cannes som var lige skidt. Jo, der blev lavet en masse politisk bras, og der var mange idiotiske kampe om politik, der tog fokus væk fra æstetik. Men der blev også gjort op med nogle uretfærdigheder. F.eks hjalp Cannes i årene efter 68 med til at puste lidt nyt liv i de karrierer der var blevet kvast af McCarthyismen i halvtredsernes USA. Og det kom der faktisk nogle rigtig gode ting udaf.

Herbert Bibermans Slaves er dog ikke rigtig et godt eksempel. Det er faktisk en virkelig dårlig film, fra en instruktør nær pensionsalderen, der ikke var blevet bedre af at have været bandlyst fra branchen i femten år. Omvendt er den dog vitterlig historisk interessant, og en film der på mange måder virkelig var forud for sin tid.

Herbert J. Biberman arbejdede som manusforfatter og en gang imellem som instruktør dengang Hollywoods studiesystem var på sit højeste. Fin karriere, men ikke nogen giga klassikere, som vi alle kender. Hans krigsfilm The Master Race fra 1944 om en nazi-propagandist der infiltrerer en belgisk landsby lyder i det mindste interessant. Bibermans berømmelse kom i stedet i halvtredserne, da han blev en af ‘Hollywood 10’, ti filmarbejdere, der blev straffet af kongressen for ikke at ville svare på spørgsmål om deres kommunistiske fortid, for derefter at blive blacklistet. Bibermans reaktion var beundringsværdig kompromisløs. Han skrev og instruerede indie-filmen The Salt of the Earth, uafhængigt af studierne. Til gengæld var filmen delvist finansieret af fagforeningsmidler, og omhandlede en lang og hård strejke i en zinkmine. Rendyrket venstreorienteret filmkunst, faktisk en ret fascinerende film, semidokumentarisk, med amatørskuespillere fra området i de fleste roller, og i en stil der mimer sovjetisk film ret meget. Det er en film, der i eftertiden er blevet optaget i kongressens filmbibliotek, opkøbt til MOMA, og hyldet af Noam Chomsky. Der er også lavet en tv-film om skabelsen af filmen, hvor Jeff Goldblum spiller Biberman! Men i 1954 kaldte Pauline Kael den for kommunistisk propaganda, og den blev næsten ikke vist i biograferne, og Bibermans karriere var endegyldigt død.

Klip til femten år senere. Jeg kan ikke decideret regne ud hvad Biberman lavede i mellemtiden – jeg tror muligvis familiens penge kom fra hans kone Gale Sondergaard, tidligere Oscar-vinder, hvis filmkarriere også blev smadret af at være gift med en kommunist, men som var i stand til at arbejde med teater i New York – og jeg kan heller ikke helt regne ud hvordan han igen fik lov til at lave film. Men det gjorde han da i 1969, og resultatet var lige så politisk som førhen. Slaves handler nemlig om slaveri og racisme, hvilket stadigvæk ikke var normal kost i sluttressernes USA. Den fik da heller ikke gode anmeldelser, og jeg vil sige en del af dem bærer præg af generel uvilje mod at se film der omhandler hvide racister (kæmpeidioten Vincent Canby fra New York Times kaldte den f.eks ‘cinematic carpetbagging‘) Der er dog også en del, der ganske rigtigt påpeger at filmen virker ualmindeligt gammeldags, lavet som en dårlig b-film fra trediverne. Og at den derudover nok ikke er halvt så progressiv som den forsøger at være.

F.eks så er det meget lidt progressivt, at vi lægger ud med at være hos en ‘god’ slaveejer. De seneste års skildringer, såsom 12 Years a Slave, Django Unchained og Underground Railroad skildrer slaveriet som et strukturelt helvede – ganske korrekt, efter min mening – men også f.eks Onkel Toms Hytte begynder hos en godsindet slaveejer, som egentlig er god nok, men som så bare bliver nødt til at sælge sine slaver af økonomiske grunde. I Slaves bliver de to slaver Luke (Ossie Davis) og Cassie (Dionne Warwick) købt af MacKay (Stephen Boyd), der så tværtom er et gennemført dumt svin. Her bliver mændende udpint og tævet, mens kvinderne udnyttes seksuelt, og hvis nogen forsøger at stikke af bliver alle tortureret indtil de fortæller hvad der er foregået, hvorefter folk henrettes summarisk. Det er rædselsvækkende, javist. Det er også meget tydeligt en personlig ondskab, frem for en strukturel.

Der er flere ret så nederen ting. Det er i og for sig prisværdigt at sætte fokus på den seksuelle udnyttelse af slaverne, og dermed også gøre filmen til en feministisk kritik, men det gøres godt nok meget eksploitation agtigt, med fokus på Dionne Warwicks regelmæssigt afklædte krop. Den onde onde MacKay er også den karakter der kommer mest til orde, med alenlange monologer om hvor racistisk han er, og hvordan verden hænger hierarkisk sammen, hvilket lidt per automatik gør ham til en mere interessant karakter end de slavegjorte, der meget af tiden lider i stilhed, eller har kortfattede diskussioner om hvad de nu bør gøre. Og endelig er det lidt som om filmen i sidste ende mest har lyst til at sige man bør lide og opofre sig selv. Det hjælper måske ikke, men man slipper for at gøre onde ting selv, så…

Hertil skal det siges, at filmen blev lavet i 1969, lige efter mordet på Martin Luther King, og der er en klar og tydelig reference hertil. Det hvide USA slår sorte ihjel hvis de forsøger at sige fra, er filmens budskab, og det var såmænd modigt sagt i 69, og ganske betimeligt. Det hjælper ikke rigtig med at finde en vej videre frem. Og det gør filmens æstetik dælme heller ikke. Det hele er filmet helt håbløst gammeldags, men til gengæld sovset ind i musik, særligt fra Dionne Warwick, i et forsøg på at få det til at føles tidssvarende, men lydbilledet bliver i stedet bare kvælende. Lig hertil et langsomt tempo, pinlige replikker der skærer alt ud i pap, og dårlige biroller, og resultatet er til tider nærmest latterligt. Anmelderne beskriver også at kernepublikummet skreg af grin. Men åbenbart solgte filmen mange billetter.

USA har faktisk lavet en del film om slaveri. Men på ret mærkværdige måder. Helt tilbage til Birth of a Nation (1915), hvor slaveriet bliver beskrevet som en helt forfærdelig fejltagelse, omend mest fordi den gigaracistiske film mener det er dumt at der er sorte mennesker i USA i dag. Derefter blev der lavet en del film om hvide slaver, som f.eks Ben Hur, Spartacus og De ti bud. Og så er der en del udlændinge der laver film om slaveri, som Gillo Pontecorvos Burn med Marlon Brando, og Steve McQueens Oscar-vinder 12 Years a Slave. Det kan dog godt lidt føles som om amerikanerne ikke rigtig har haft lyst til at se problemet direkte i øjnene. Faktisk skal vi (så vidt jeg ved) helt op til Nate Parkers Birth of a Nation før en afrikansk-amerikansk instruktør får lavet en film om slaveriet. Slaves er nærmest ukendt i dag, og med god grund, da det ikke er nogen ret god film. Men det er den første amerikanske film jeg kender der direkte fordømte slaveriet i sydstaterne som racistisk og inhumant. Måske er det derfor heller ikke så overraskende, at den ikke gør det med den politiske kraft som film gør det med i dag. Det kan man tilgive. Men at den er så kedelig og gammeldags, det duer ikke rigtig.