Palmesøndag del 262
(Gérard Brach, Frankrig
Cannes 1971)

En båd på en græsplæne. En komplet ubrugelig ting, fjernet fra der hvor den hører hjemme. Sådan kan det også godt lidt være med film på en filmfestival. Helt fjernet fra deres naturlige habitat – biografpublikummet. Meningsløst nørkleri, bare for egen selvrealiserings skyld.

Men skal passe på med at lave alt for politiske historiske læsninger af film, men Gérard Brachs film – der for tiden kan ses på Netflix – virker lidt som en kommentar til alt for politisk kunst. Det er ligegyldigt. Det er som at have en båd på græs. I kommer alligevel op at skændes om alt muligt andet. Det er en melankolsk, og på flere måder udmærket film. Som dog alligevel ikke kan komme fri fra at føles en smule ligegyldig. Den er lavet som rent emotionelt værk, uden for mange bagtanker. Men den er ikke rigtig stærk nok til at vi for alvor føler noget. Og så bliver det igen lidt ligegyldigt.

To mænd sidder og snakker under dæk. Snakker lidt politik. Joker lidt om deres forskelle. Kommer til at knuse et spejl. Så bliver den ene mand sur, og springer overbord, og… ned på græsset? Klip til et total-billede, og vi ser den store båd, på den meget grønne græsplæne. Det er mere eller mindre heromkring hele filmen foregår. Ejeren af båden er den unge Oliver (britiske John McEnery), en rig mand, der ikke rigtig kan begå sig i nogle miljøer. Hans ven David (Jean-Pierre Cassel) er mere praktisk anlagt, fisker fra Bretagne, god til at arbejde med både. Og også i stand til at knytte emotionelle bånd, som i forholdet til den unge Eleonore (Claude Jade). Det har Oliver dog svært ved at acceptere, og der udspiller sig derefter en art trekantsdrama mellem de tre, desuagtet at Oliver egentlig ikke virker romantisk interesseret i Eleonore (omend en smule i David, måske, men det blev ikke sagt ret tydeligt i film fra 1971), men mere bare virker kontrollerende og tvær og efterhånden mere og mere grænseoverskridende. Og så bliver de ved med at arbejde på den her båd, som bliver ved med at stå på det her græs, helt indtil filmen slutter.

Gérard Brach var mere kendt som manusforfatter end som instruktør. Han arbejdede blandt andet en del sammen med Roman Polanski, der også er medforfatter på Le Bateau sur l’Herbe (hvilket dermed så vidt jeg kan se gør det til første gang Polanski var i konkurrence i Cannes, han deltager først som instruktør med The Tenant i 1976) Som instruktør har Brach her en ret minimalistisk og meget stemningsfyldt stil, fyldt med lange og tålmodige klip, særligt af filmens mange transportture mellem by og græsplæne. Han har dog ikke megen lydlig tålmodighed, hvor lydsiden tværtom er godt smurt ind i melankolske strygere. Det fungerer nu egentlig meget godt, det bliver nærmest en kontrast til spillet de tre mennesker imellem, hvor der egentlig sjældent bliver givet udtryk for de helt store følelser. Det forbliver meget indadvendt. Og også lidt freudiansk, hvor forholdet mellem Oliver og dennes mor tydeligvis er komplet dysfunktionelt på en måde der virkelig skæres ud i pap.

Oliver er filmens rodløse centrum, en ung og hip rig dreng, der synes taget fra bl.a. Antonioni eller samtidige britiske film. Det passer derfor meget godt, at han bliver spillet af en britisk skuespiller, som også har noget aristokratisk over sig. Det er en ‘ennui’-film, hvor en nærmest perverteret overklasses problemer bliver taget yderst seriøst, også selvom problemerne nogle gange lader til at være, at de skal tage sig sammen. Oliver har f.eks virkelig problemer med at acceptere andres grænser, og vader f.eks gentagne gange ind på soveværelser hvor Eleonore ligger og sover. Man kan godt lidt spørge sig selv om hvorfor vi skal bruge så lang tid på en lidt karikeret karakter. Omvendt kommer både David og Eleonore så også lidt til at fremstå som tomme karakterer, der først og fremmest bliver defineret i forhold til Oliver, uden at vi rigtig kommer ind under huden på dem. Der er også noget lidt fjollet ved castingen af den 23-årige Claude Jade, og den 39-årige Jean-Pierre Cassel, hvis de skal forestille at være jævnaldrende. Det knirker i filmens detaljer, hvor det ikke rigtig hænger sammen. Den har det her kæmpe nærmest symbolske sejlskib kørende for sig, og en hel masse store emotionelle strøg, men særlig subtilt er det ikke.

Men der er dog noget fascinerende ved det her sejlskib. Også i forhold til Polanski, det er svært ikke at sammenligne filmen med hans debut Knife in the Water, der også handlede om tre unge menneskers interne drama på en båd. Men her var båden dog i vandet, folk var ude at sejle, og følelserne var nogenlunde forståelige og genkendelige. Her sidder båden fast, og personernes indre liv er lige så rodløse, unyttige og forvirrende. Den del er ok interessant. Men desværre kaster filmen sig så også over en tematik, som heldigvis efterhånden hører en anden tid til: Eleonore beslutter sig pludselig til, ganske umotiveret, og komplet falskt, at anklage Oliver for et seksuelt overgreb. Efter et øjeblik trækker hun i land som om det var en joke, men skaden er sket, David er rasende, og vil ikke længere lytte til hvad hun siger.

Der var overraskende mange ‘falske voldtægtsanklager’ i filmene fra ‘free love’ perioden. Det er værd at huske på, at det ikke altid var en ‘free love’ periode for kvinder, men derimod en periode hvor mænd regulerede de seksuelle spilleregler på nye måder. Og til tider brød grænser på groteskt ulovlige og uacceptable måder (ping Roman Polanski, der indrømmede ‘ulovlig sex’ med en 14-årig, hvis vidnesbyrd handlede om drugrape). Det er ikke lige så slemt her som i Cannes-vinderen The Knack… Or How To Get It, hvis groteske kønspolitik gør filmen nærmest umulig at tage seriøst i dag, men det er alligevel et udueligt manus-trick. Hvorfor siger Eleonore det her, for så straks at trække i land igen? Hvorfor lytter David pludselig ikke længere til hvad der bliver sagt? Hvad faen er det egentlig der foregår med Oliver og hans grænseoverskridende adfærd? Det er ikke så meget ‘politisk ukorrekt’, som det mere er et komplet bizart og uforståeligt plottwist, som simpelthen ikke giver mening hvis ikke man på forhånd køber nogle groteske og reaktionære idéer om kvinder og sex og voldtægt. Her på afstand bliver filmen pludselig komplet meningsløs og nyttesløs…

… som en båd på en græsplæne. Så det ender bare med at styrke filmens tematik, kan man sige. Først og fremmest er Le bateau sur l’herbe et opgivende suk, en kasten armene i vejret, en art filmisk ¯_(ツ)_/¯. Og man kan sige, den ville ikke virke lige så opgivende, hvis det var et stilrent mesterværk. Så det er jo sådan set heldigt nok. Det gør dog ikke filmen mere relevant i dag.