Palmesøndag del 264
(Ridley Scott, UK
Cannes 1977, Bedste debut)
Jeg er lidt sur på Ridley Scott over hans film House of Gucci. Scott debuterede i 1977 med filmen The Duelists, og i år, næsten 45 år efter, er han klar med filmen The Last Duel. Da jeg første gang hørte det forestillede jeg mig naturligvis, at sidstnævnte film var tænkt som den nu 83-årige instruktørs svanesang. Men nej. Bare to måneder efter kommer House of Gucci. Det havde ellers været virkelig fornemt auteristisk.
Men Ridley Scott er lige knap en auteur. I sin lange karriere har han lavet lidt af hvert som en kamæleon, og der er næppe et træk der kan siges at gå igen i alle hans film. Selv de træk som deles i flere af hans film kan synes noget upersonlige, som f.eks at flere af hans Historiske film som Gladiator og Kingdom of Heaven synes mest optaget af at kommentere på deres samtid.
Til gengæld siger hans karriere noget om filmkunstens udvikling. Særligt The Duelists, første og eneste gang Scott var i Cannes, hvor han endda vandt prisen for bedste Debut. Vejen var reelt åben for en Cannes-karriere. Men der var også en anden vej åben, som Scott valgte at tage. Det der vejkryds, med to så forskellige veje til hver side, det var ret særligt for sluthalvfjerdserne.
The Duelists er baseret på en novelle af Joseph Conrad, der igen er baseret på virkelige begivenheder. Hovedpersonerne er to officerer i Napoleons hær, Feraud (Harvey Keitel) og d’Hubert (Keith Carradine), der udkæmper et væld af dueller over en 16-årig periode. I filmens åbningsscene ser vi Feraud kæmpe med kårder mod en fremmed, der viser sig at være en vigtig person i den by hvor hæren er udstationeret. d’Hubert bliver derfor beordret til at arrestere Feraud, og der er derfra deres fjendskab stammer. Men det er nu ikke årsagen, der er det vigtige, snarere udvikler deres kamp sig til en indædt blodfejde, som særligt d’Hubert har svært ved at forstå, men samtidig også svært ved at lægge bag sig. Omverdenen deltager også til tider i fejden med lige dele fascination og afsky, og de to mænds indbyrdes forhold påvirkes naturligvis også af Napoleons op- og nedture, altimens de to forfremmes, udstationeres, er en del af det grufulde tilbagetog fra Rusland, og til sidst skal navigere i restorationstiden efter Napoleons fald, hans tilbagekomst og kampagnen på vej mod Waterloo, samt håndtere skuffelserne og frustrationerne efter revolutions-epoken endegyldigt er blevet besejret.
Ridley Scott er et eksempel på en ny generation af britiske instruktører, der kom fra reklamebranchen. Folk som Scott, Alan Parker og Hugh Hudson blev de nye hyldede instruktører, og tog over særligt fra den ‘frie stil’ hos folk som Lindsey Andersson og Richard Lester. At der indimellem også var en særlig generation af socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh, der begge lavede nogle af deres stærkeste værker i halvfjerdserne, det var først noget der gik op for folk i almindelighed i halvfemserne, og i særdeleshed for Cannes, der overhovedet ikke lukkede socialrealismen ind i varmen i dets storhedstid. I stedet var der den her relativt glatte og populære stil fra reklame-instruktørerne. Som bestemt også kan noget! Jeg kan godt forstå at The Duelists skabte opmærksomhed i 1977, for der er en intensitet og en sikkerhed i dens filmsprog, som samtidig også har noget ret nyt over sig. Hvis man sammenligner med den tidligere tju-bang film om Revolutions-tiden jeg har skrevet om, Knald, fald og revolution af Jean-Paul Rappeneau, så er det på et helt andet niveau, med en reel vilje til at tænke nyt og fortælle i billeder.
De mange dueller er opfindsomt instrueret, med hver sin visuelle stil. Den første, som kun involverer Fereaud, ser vi fra en ung piges synspunkt. Hun kommer gående gennem landskabet med sine gæs, da der pludselig tårner en soldat op foran hende. Og bagved hopper to mænd rundt med kårder. Hendes hverdag er pludselig infiltreret af voldens galskab. Den tredje duel er særskilt blodig og desperat, og to tilskuere spørger bekymret hinanden ‘er de begge døde?’ Den fjerde foregår til hest, og bliver til en hurtig-klippet montage af heste i fart og d’Huberts overophedede tankespind om den forestående konfrontation. Den afsluttende duel foregår med pistoler, hvor de to mænd sniger sig rundt i en slotsruin, fortidens to mænd der stadig ikke har afgjort deres uoverensstemmelser i det ruinøse Europa.
Samtidig er det en mainstream-film, der snarere lukrerer på andres idéer end den skaber nyt. Ridley Scott har været fuldstændig åben om inspirationen fra Stanley Kubricks Barry Lyndon, der er periodens store Historiske mesterværk, og i øvrigt med sin afsluttende duel når et niveau af intensitet og opfindsomhed som The Duelists aldrig er i nærheden af at kunne drømme om. Det forsøger den heller ikke. Filmen er også tydeligt inspireret af datidens malerier, og f.eks er den afsluttende scene, hvorfra billedet i toppen af denne tekst er taget, helt tydelig inspireret af et berømt maleri af Napoleon på St Helena. For at være helt ærlig giver det ikke 100% mening i sammenhængen, for Feraud er med vilje ikke nogen interessant karakter, så der er ikke den samme psykologiske indlevelse som der er i maleriet. I stedet er det et ikon, en situation, og den slags er Scott ret god til at skabe. Han er virkelig visuel, god til ikonografi – det skal man nok også være som reklamemand – og villig til at genskabe det som virker. Det er aldrig gennemtænkt som hos Kubrick, men det behøver jeg heller ikke at det skal være. Der opstår mange interessante ting alligevel, selvom jeg da gerne tænker det ikke er tiltænkt.
Ridley Scott kunne have fortsat ud af det her spor, og fået en karriere, hvor han gentagne gange var vendt tilbage til Cannes. Han kunne med andre være blevet til Alan Parker. Men han valgte anderledes. Inspireret af Star Wars fik han smag for sci-fi, og lavede de næste år Alien og Blade Runner. De to film er blevet til klassikere, men det er ikke film der får en inviteret på filmfestivaler. Herefter fortsatte han en karriere i hjertet af industrien, en karriere der har kastet en del Oscar-nomineringer af sig, og som nok også har gjort det nemmere at finde finansiering til at lave et væld af film, flere end de fleste festival-favoritter.
Jeg er fascineret af det valg. Og jeg er fascineret af lige præcis de her år, hvor flere af eftertidens – kommercielt – største instruktører netop stod over netop det her valg. Steven Spielberg var også tidligt i Cannes, i 1974 med The Sugarland Express, inden han året efter lavede Dødens gab, og så dermed ret tydeligt havde valgt et andet spor. George Lucas lavede Golden Globe-vinderen Sidste nat med kliken inden han lavede Star Wars. Sjældent har mainstream og artfilm været så nært forbundet, som i de her instruktørers tidlige år, hvor de kunne have valgt at blive de næste Scorsese, Coppola og Kubrick. I stedet fandt de en mere populistisk stil.
En virkelig særlig ting ved The Duelists er, hvor meget den fokuserer på tilskuerne til de her dueller. Dels opstår der tydeligvis noget mytologi, altimens sammenstødene bliver genfortalt, der især hos Feraud efterhånden fortrænger hvad der var den reelle uoverensstemmelse i første omgang. Dels er der hele tiden tilskuere til duellerne. Den unge pige, drengene i vindueskarmene, soldaterkammeraterne der sidder klar med vin. Scott har hele tiden et publikum i tankerne. Og det har han jo netop også æstetisk. Det er nok det, der først og fremmest er særligt hos ham og hans samtidige. Fra reklamefilmene lærte han hvordan man påvirker og manipulerer folk, og det førte han videre i hans filmsprog. Til tider er det kun brugt til at lave effektive genre-film – Alien er da især en mesterlig emotionel rutsjebane – men til tider er det også en tematik han interesserer sig for. The Duelists er på den vis også forgængeren for film som f.eks Gladiator, hvor vold netop også er en tilskuersport. Det er ikke fordi der overhovedet ikke er auteristiske træk hos Ridley Scott. Men det handler mest om hans håndværk. The Duelists har ikke specielt meget dybt at sige om sine personer, sit plot, eller den tid den skildrer. Men den får sagt noget om duelleren, om fascination og tiltrækning af vold og død, og om vores trang til at se. Hvilket også er en ret filmisk ting at beskæftige sig med.