Girls of the Sun

Palmesøndag del 231
(Les filles du soleil, Eva Husson, Frankrig
Cannes 2018)

Ifølge introteksten er der blevet ændret på kronologien i Girls of the Sun. Og ja, det er der helt åbenlyst. Filmen skildrer et specifikt slag i 2014 fra krigen mod ISIS, hvor yazidierne kæmpede tilbage efter at være blevet massakreret i hvad der er blevet kaldt et folkemord. Men den ene af filmens hovedpersoner, krigsfotografen Mathilde, er baseret på den virkelige fotograf Marie Colvin, der døde i Syrien i 2012.

Der er med andre ord blevet redigeret i det, for at gøre en død karakter levende. Det er meget passende for Girls of the Sun, der insisterer på at være optimistisk selvom dens emne er horribelt deprimerende. Det kan ofte medføre overfladiske og leflende film. Men Girls of the Sun formår at få det til at fungere.

Mathilde (Emmanuelle Bercot) ankommer til en lille udpost, hvor en kvindelig brigade ledet af den unge Bahar (Golshifteh Farahani, kendt fra bl.a. Paterson) holder stand mod ISIS. Gennem flashbacks får vi oprullet Bahars ubegribeligt traumatiske fortid, baseret på virkelige hændelser fra massakren på yazidi’erne. Vold, drab, voldtægt, selvmord. Men også håb og stædighed og viljen til at flygte. Og til sidst, viljen til at kæmpe imod igen. Og for Bahar måske endda finde den søn, som ISIS har bortført for at indoktrinere.

Eva Husson var skuespiller i halvfemserne og instruerede bl.a. musikvideoer inden hun debuterede i 2015 med den slående Bang Gang: A Modern Love Story. Det er en ret så typisk fransk film, hvor unge mennesker trasker rundt og kysser lidt, inden de så lige pludselig beslutter sig for at organisere orgie-fester. Og hermed er Eva Husson så den anden franske instruktør i Cannes 2018 der debuterede med en film om at organiserer orgier, sammen med Yann Gonzales der lavede You and the Night. Men hvor Yann Gonzales er hvad man kan kalde en queer-instruktør, optaget af sex som muterende, mystisk, mærkværdig energi, så er Husson mere nøgtern. Bang Gang handler om at være ung, og pludselig skulle håndtere en enorm seksuel kraft. Hvilket er skræmmende, men jo egentlig også ret så fedt. Der er hos Husson mere en vilje til at kigge på de her elementer, sex og død, gennem en mindre hetero-normativ linse, end der er queer-eksplosive provokationer. Det er et grads-spørgsmål, for Hussons film kan bestemt også være anderledes og mærkværdige.

Som nævnt har Husson genoplivet en krigsfotograf, der ellers døde i 2012 (og det er altså tydeligvis en stand in for Marie Colvin, øjeklappen er et giveaway). Derudover har hun koblet en lykkelig slutning på en grum og forfærdelig massakre, som i virkelighedens verden ikke rigtig havde nogen positiv slutning. Jo, ISIS tabte, men det er ikke fordi yazidi’erne pludselig har fået deres eget land, eller at kvinder pludselig har fået ligestilling. USA spiller en overraskende positiv rolle i filmen, men et par år efter fortællingens afslutning, kom Trump til magten, og han havde ikke rigtig nogle konstruktive idéer om hvordan man forbedrede forholdende for det historisk undertrykte folkefærd. Det minder mig lidt om kritikken af Schindlers liste, at det er en film der laver en fortælling om godhed og heltemod ud af hvad der egentlig er det modsatte. Men jeg synes egentlig Husson får det til at fungere, ved at zoome så meget ind på et helt specifikt moment i krigen.

Man siger ofte, at det er umuligt at lave en anti-krigsfilm, for krigsscener vil altid, lige meget hvad man gør, være elementært medrivende, og dermed få krig til at se bare en smule spændende ud. Det er selvfølgelig sandt. Men ligeledes kan man også sige, at det er nærmest umuligt at lave en pro-krigsfilm, for lige meget hvor meget jubel og strygermusik man putter indover, vil der optræde ulykkelige ting som død og sorg. Selv den mest opkørt propagandistiske sovjetiske propaganda-film om Den Store Fædrelandskrig har som subtekst, at det nu alligevel havde været bedre hvis ikke de grumme nazister havde startet.

Her bliver Girls of the Sun rigtig interessant, for dens setup er faktisk i sjælden grad pro-krig, pro-vold, pro-drab. Slaget er nemlig sådan nogenlunde afgjort på forhånd, amerikanerne vil snart bombe ISIS så meget, at de vil blive tvunget til at flygte, det er de alle sammen enige om, både mænd og kvinder. Reelt kunne de bare læne sig tilbage og vente. Men det nægter Bahar og hendes kvinde-brigade, for hvis ISIS trækker sig tilbage, så har de tid og fred til at henrette deres fanger. Nej, de skal simpelthen slås ihjel så hurtigt som muligt, så så mange af fangerne kan blive reddet.

Her er Hussons feminisme altså virkelig interessant. Der er ikke ret meget kultur om kvindelige soldater, men som Husson fremstiller det står de for en mere direkte form for krig. Det er en personlig frygt for ISIS-soldaterne at blive slået ihjel af kvinder – de kommer direkte i helvede hvis det sker – så kvinderne skal slå ihjel på måder hvor deres modstandere opdager det. Og de slår ekstra meget direkte ihjel, fordi det er mere målrettet, og man derved kan redde uskyldige. Nogle havde måske forestillet sig en krig med et kvindeligt ansigt ville være en blødere, mere medfølende form for krig, men nope. Det er ikke noget letkøbt kvindebillede Husson giver os.

Det var det heller ikke i Bang Gang: A Modern Love Story. Her blev ung kvindelig seksualitet også vist på både godt og ondt – festerne stoppes da alt for mange får kønssygdomme – med et større blik for at skildre situationen korrekt, end at følge nogen ideologi. Husson har et auteuristisk syn på køn, synes jeg at kunne se, og det bearbejdes og kobles til mange elementer i filmsproget, men det er i dialog med de specifikke omstændigheder i hendes film. Girls of the Sun lever f.eks også i høj grad af de fantastiske landsskabsbilleder, eller rettere af en fornemmelse af, at karaktererne hører til i de her landsskaber, at landsskaberne spiller en rolle i fortællingen. De er Girls of the… Helt hvordan det hænger sammen er ikke helt tydeligt for mig, men det er visuelt slående.

Slående. Sådan er Girls of the Sun, og det er synd at den ikke er blevet mere anerkendt for det. For jo, jeg er enig i meget af den kritik den ellers har fået: Den hænger ikke rigtig sammen, der er noget dramaturgisk kokset over konstruktionen med to hovedpersoner, hvor den ene fortælling forsvinder fuldstændig i lange perioder, og det aldrig rigtig samler sig. Og der er for meget patos i flashback-sekvenserne, og det er ikke fordi vi ligefrem genopfinder den dybe tallerken i krigssekvenserne. Men der er altså forsøget på at lave noget helt nyt, filtrere kendte elementer gennem et nyt filter. Hvis hun bliver ved med det, så kommer Husson tilbage til Cannes. Og formentlig med bedre film.