True Detective S02E08 – Omega Station

Med det her sidste afsnit, med den her måde at slutte historien af på, så vil jeg udnævne True Detective sæson 2 til at være årets vigtigste tv-serie! På den dårlige måde… De sidste par afsnit arbejdede på at strømline fortællingen, forsimple den i tid og rum, opbygge en enkelt gennemgående stemning, forklare mysterierne og sortere de uvigtige fra. Men da det kom til stykket var fundamentet simpelthen ikke godt nok, der var for meget forvirrende fyld, der dækkede for plot, tematik og karakterskildring. Og mange af de ting der ikke fungerede var lige præcis ting, der skulle have været anderledes med de her nymodens antologi-serier. Drømmen er slut, folkens. Hvis der var nogen som helst hvis drøm handlede om mere overskuelige tv-sæsoner med større stjerner i hovedrollerne.

Ting som antologi-serierne skulle have forbedret:

1) Bedre skuespillere i rollerne. Vi så Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne sidste sæson, og forventede lige så store stjerner i år. For True Detective var jo det nye sort, hvorfor skulle store stjerner ikke have lyst til at være med? I stedet fik vi stjerner med fortiden bag sig som Vince Vaughn og Colin Farrell, og skuespillere der aldrig rigtigt brød igennem som Rachel McAdams og Taylor Kitsch. Og flere af dem passede ikke engang til rollen, og de kunne ikke stille meget op mod dårlig dialog og karakterisering. At korte perioden en filmstjerne skal binde sig til en tv-serie ned til en enkelt sæson, betød ikke mirakuløst bedre skuespil, hvis ikke karaktererne er gode. Det handler stadig om at skabe de rigtige roller, og caste dem ordenligt. Det fejlede ret så meget, med især Vince Vaughn helt forkert i hans rolle.

2) Mere simpel fortælling, med begyndelse, midte og slutning. Det fungerede faktisk sidste år, hvor slut afsnittene måske nok var kedelige i sig selv, men bandt en effektiv krølle på historien. Men når ikke man skulle tænke på at bygge universet nok ud til at kunne rumme en flerårig fortælling, så skulle det hele gerne blive langt mere enkelt. Men det skete mildest talt ikke i den her sæson, hvor der var plot nok til to afsnit, og subplots nok til halvtreds. Sæson 2 af True Detective var et monster, hvis plottråde bredte sig i alle retninger, og som til tider virkede som om den opfandt spillereglerne mens den gik frem. Det var komplet uoverskueligt at finde rundt i, som femte sæson af 24 med fire gange Jack Bauer.

3) Klarere kunstner-stemme. Alle afsnit skrevet af samme person. Og sidste sæson, instrueret af samme person. Antologi-serien giver potentielt mulighed for mere tydeligt ‘auteur’-tv. Men Nic Pizzolatto ville ikke have en enkelt instruktør at kæmpe med, så resultatet blev dels en visuel pærevælling, hvis eneste gennemgående træk var de mange billeder af motorveje, der efterhånden blev ufrivilligt komiske. Og omvendt, så kom forfatterens tics og tematikker til at præge serien så meget at man nærmest kvaltes i fortællinger om maskulinitet og fædreskab. Der var både for meget og for lidt personlighed over den her serie. Lige som med så meget andet middelmådigt tv.

Et eksempel på hvor mærkeligt denne sæson var skruet sammen: Der var hele tre cliffhangere i syvende afsnit – Paul dør, Frank går i krig, Ray og Antigone har sex – men ingen af dem havde noget med mordet på Caspere at gøre. Hele sæsonen var bygget op om det mord, men overgangen til sidste afsnit handler om alt muligt andet. Så hvordan bliver mordet opklaret? Jo, Ray og Antigone taler sammen, får pludselig en idé om at det måske var fotografen fra settet, får hans adresse fra hans fagforening (præcis hvordan to mordanklagede personer får den adresse står lidt hen i det uvisse) og bingo, der ligger fuglemasken fra første afsnit. Sagen opklaret, ud af det blå, uden nogen opbygning, uden at man føler noget. Der blev bundet lidt på det, idet Lenny myrdede Caspere i raseri over at han gjorde hans søster til en luder, i et rasende forsvar for en kvindes seksualitet – som hun naturligvis ikke har bedt ham om at foretage. Altså rimelig meget den samme fejl som Ray lavede dengang. Så på den ene side bliver hele sæsonen bundet sammen af et tema om mænd, der tror de skal beskytte kvinder, og fucker alting fuldstændig op. Og så på den anden side fortæller Antigone Ray, at mange kulturer ville mene at han intet har gjort galt. Og i sidste ende dør både Frank og Ray mens de formår at holde deres kvinder i live, og det skal vist nok forstås heltemodigt? Også tematisk har det hele været ét stort rod.

Men altså, Leonard har aftalt et møde for at slå Holloway ihjel, og Ray tager i stedet til mødet, forsøger at optage en tilståelse, men det går helt galt, og både Leonard og Holloway dør, Burris bliver lettere såret, og Rays optagelse går i stykker. Og så er det lige som om hele plottet omkring de korrupte politifolk og diamanterne bliver lagt død, og i stedet skiftes der helt fokus på det andet plot, det med Frank og russerne og sexfesterne og togbanen. Frank og Ray likviderer alle russerne og stjæler 12 millioner. Men på vej til Venezuela bliver de indhentet af hver deres fortid. Frank stoppes af mexikanerne, og Ray stoppes en sidste gang af Burris og hans lejesvende fra Black Mountain. Og så dør alle mænd, mens alle kvinderne når fri til Venezuela. Er det tragisk? Eller tragi-komisk? Det var i hvert fald virkelig svært at engagere sig i. En epilog ser dels alle konspiratorerne indtage deres vante pladser i det politiske system, al snavset fejet ind under gulvtæppet, men også Antigone og Jordan overdrage alle deres dokumenter til journalisten der skrev om korruption helt tilbage i starten af sæsonen. Og Antigone har en baby! Og jeg kan ikke andet end at tænke på, hvorfor faen det har taget over ni måneder at få fat i en journalist der har fornemmet noget var galt? Hvor mange politibetjente døde under den her sag? Alle dem fra skudduellen i afsnit fire, Paul, Ray, Holloway, sammen med en hel masse fra et sikkerhedsfirma. Hvordan faen er det så svært at få nogen til at grave i?

Intet giver mening. Alt giver mening. Slate forsøgte at forklare plottet sidste uge, og det fyldte 4000 ord. Hvad i alverden gik der galt? Måske er det simpelt: Måske er det bare ikke ret let at skrive en 8,5 timers lang tv-serie ene mand på halvandet år. Der er folk som gør noget der minder om det: Aaron Sorkin fra West Wing og The Newsroom skriver alle manusser selv, men har et rum med medforfattere der finder på plot-idéer og laver research. Noah Hawley fik credit for alle afsnit af tv-udgaven af Fargo, men havde også hjælp til at få plottet til at hænge sammen, og sagde han ikke ville gentage det system med sæson 2. David Milch er kendt for at skrive samtlige ord til hans serier Deadwood, John From Cincinatti og Luck, men han er også kendt for at hans produktioner altid flyder fordi manuskriptet er forsinket, og for plottråde der forsvinder ud i ingenting. Det er bare ikke ret let at styre så stort et system som en tv-serie ene mand. Nic Pizzolatto forsøgte, og fejlede eklatant. Nu ved vi, at det ikke bliver lettere fordi det er en antologi-serie. Det er sikkert det vigtigste True Detective har bidraget med. Det og udtrykket: ‘It’s like blueballs in my heart.’

En sidste gang diverse:

Halvdelen af tiden blev alting skåret ud i pap. Halvdelen af tiden er det så ‘subtilt’ at det er uforståeligt. Men Frank ville ikke aflevere sit jakkesæt, fordi han havde gemt for 3,5 millioner i diamanter deri. Har jeg læst mig til, det var virkelig ikke tydeligt for mig.

Frank’s far forudsiger præcis hvordan sønnen vil dø i scenen på baren i starten af afsnit 3, hvor Ray er blevet skudt. Slutningen var udtænkt på forhånd. Men måden man kom derhen på virker som om det blev improviseret hen ad vejen.

Jordan truther:

Hvorfor fuck sad Ray’s søn med bedstefarens politiskilt mens han spiller brætspil? Så kan jeg da godt forstå han ikke har nogen venner. Og hvad var det for en væske der lå under Ray’s bil, som lyset spejlede sig i? Jeg tænkte der var gået hul i benzintanken, og da han tændte en cigaret at det var for at sætte ild og sprænge alt i luften. Men nej.

Paul og Rays gener lever videre i fædreløse børn. Yay? Antigone mister alt, job og familie, men hun bliver mor.

Hold fast hvor var det nogle langtrukne dødsscener. Og hvorfor kørte Ray ud hvor der ingen mennesker var, ville han ikke være mere i sikkerhed stort set alle andre steder? Og hvor kom mexikanerne fra, hvordan faen vidste de hvor Frank var?

Og hvem myrdede Pitlor og Chessani? Og hvorfor?

Jeg er træt træt træt træt træt. Det har godt nok været noget rod at finde rundt i. Og ikke en gang sjovt rod, som 1864. Bare rodet rod.

Hvad synes i?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.