En gang imellem taler en sang for sig selv, så jeg vil starte med at poste både video og tekst til den her sang:

 It’s not like I’m feeling much different
Than a woman my age years ago
Liberated is what you wanna call it
How about unfairly choked?

Cause I know some just see my body
And every girl I know at some point stopped eating
I’m not a man hater
I enjoy them like cake

But in my position
I’m the slut
I’m the bitch
I’m the whore
The one you hate

And there’s a name for this kind of man
A soft one at that
Womanizer
Casanova
Lothario

For us it’s just a stamp to the head
For them another notch in the bed
It’s like I’m wearing red, and if I am
You feel you’ve the right to touch me
Cause I asked for it

In my little mini skirt
Think you can have it
My little mini skirt
It’s mine all mine

I know what it’s like
To have everything
Taken away from me and my family
For there was once a man
Proposing to love all of us
Instead he is full of hate
Towards himself, towards his bait
And everything he touches is for him
My mother’s soul he devours with a grin
And when she finds out
The child he has taken
Confronts him
Stakes him
Breaks him
All our boxes on the lawn
Woman shelter for 9 months
Cross the street to the church
Pray confusedly about what hurts
Enough to start
A new beginning for us both
I thank you Canada
Thank you Canada

We are all going, going
Never knowing
What we had
Until it’s gone

It’s my little mini skirt
Think you can have it
My little mini skirt
It’s mine all mine

Uhm… Det er svært at svare på. Braids er et indie-band fra Canada, der udgav deres første cd Native Speaker i 2011, der gav dem en del opmærksomhed med deres blanding af elektronisk indie og ganske eksplicitte tekster. Som på åbningsnummeret fra debuten, Lemonade, hvis omkvæd går ‘and what / I’ve found / is that we / were all just sleeping around’ eller anden single, Taste, fra den nye Deep In the Iris, hvis omkvæd hedder ‘Ooh you taste so nice / oh this feel so right’ At bruge electronica til at diskutere køn og seksualitet er ingen unik ting: Fra samme scene som Braids kommer langt mere kendte Grimes, den homoseksuelle electronica-musiker Baths sagde at Braids fik ham til at ændre sit tekstunivers, og påpegede desuden at de begge var inspirerede af et andet canadisk band, Azeda Booth, hvis fantastiske album jeg skrev om på min gamle blog. Det burde næsten have sit eget genre-navn, men Azeda Booth’s forslag ‘cherry pop’ vandt ikke genklang. Den er også sådan lidt lakrids, hvis man kender sin amerikanske slang…

Den kolde, ikke-organiske lyd giver en god klangbund til at spille tekster om så varme emner som køn og sex op af. Men det er alligevel sjældent at det bliver så politisk og rasende som på ‘Miniskirt’. Men igen passer kulden og støjen godt til den ligefremme strøm af vrede der driver ud. Man er nødt til at forholde sig til det. Braids er nomineret til den canadiske Polaris Music Prize, der har en lidt speciel måde at bestemme vinderen på. Som med så mange andre prisudgivelser uddeles prisen ved en stor galla-fest, hvor de nominerede optræder, men det er først efter at alle har optrådt, at juryen træder sammen og bestemmer hvem der har lavet det bedste album. Så engang imellem kan man mistænke, at bands der brænder igennem på en ikke ret let scene har nemmere ved at få prisen. Sidste år vandt f.eks. strube-sangerinden Tanya Tagaq efter at have leveret et fuldstændig bizart 10 minutters show. Nu er det altid svært at få fin elektronik til at fungere uden for studiet, men jeg har på fornemmelsen, at hvis den der tekst, den bliver sunget ordenligt, så er der en ret god chance for at Braids tager prisen. For den er godt nok iørefaldende.