Knald, fald og revolution

Palmesøndag del 155
(Les mariés de l’an deux, Jean-Paul Rappeneau
Cannes 1971)

Det sker engang imellem, at jeg kommer til at dømme film på grund af noget som reelt ikke har med filmen selv at gøre. Det er selvfølgelig noget skidt noget. Men så omvendt, engang imellem er jeg ret ligeglad. Med Jean-Paul Rappeneaus Knald, fald og revolution, så havde jeg det problem, at jeg havde virkelig svært ved ikke at sammenligne den med Woody Allens meget lignende film Kærlighed og Død fra 1975 (og det er heller ikke fordi jeg har så nemt ved ikke at inddrage udefrakommende ting når det kommer til Woody Allen heller…) Begge film er komedier, der foregår i tiden omkring Napoleons-krigene, og som tager tykt pis på alle de konventioner, der ellers ofte indgår i kostumefilm. Men det er en sammenligning der ikke falder ud til Rappenaus fordel, for hvor Allen trods alt formår at hæve sig ret højt over tøhø-stadiet med meta-humor om Tolstoj og kunstfilmstraditioner, så er man hos Rappeneau aldrig rigtig sikker på om han egentlig ikke også godt gad at være sådan rigtig gammeldags og fornem. Det er bare pt nemmere sådan at grine af det og være sjov.

Knald, Fald og Revolutionen lever i kraft af sin stjerne: Jean-Paul Belmondo, i dag stadigvæk legendarisk for sit samarbejde med Godard, men dengang en mainstream superstjerne, kendt for en stribe af hits, som jeg ikke rigtig tror nogen gider at se uden for Frankrig? Belmondo spiller en ung mand ved navn Nicolas Philibert, der ved filmens begyndelse, har taget turen over Atlanten som blind passager. Men Philibert er den slags mand, der selvfølgelig får succes overalt i verden, så bare fem år senere er han blevet kompagnon i et kornfirma, og er parat til at gifte sig med chefens datter. Der er bare det, at han teknisk set stadig er gift med en kvinde i Frankrig, og så kan han ikke gifte sig igen. Og skilsmisse er blevet lovligt med den nylige revolution. Så Philibert må tilbage igen til sit fædreland. Men her bliver han lynhurtigt indblandet i alskens intriger, for i mellemtiden er vi nået til den mest blodige del af revolutionen, år to efter den nye revolutionære kalender, så han må stå alskens action-prægede eventyr igennem inden han kan møde sin ekskone, og en gammel spåkones profeti kan gå i opfyldelse på en overraskende måde.

Da Nouvelle Vague instruktørerne bragede igennem – ofte med Belmondo som skuespiller – var det med et slagsord om ‘Cinema du Papa’, far-film, gammelmands-æstetik. Alt for pænt, alt for langsomt, alt for kedeligt. De fik reelt ret hurtigt smidt ganske mange af de gamle mænd på porten, fik bestemt fornyet sproget, men det var ikke altid til det bedre. For hvert mesterværk, der formåede at forene en respekt for hele filmhistorien, inkl mainstream- og b-film, med tankevækkende og eksperimenterende lag, dukkede der en bølge af film op, der bare var larmende, frisk-agtige, og genre-orienterede. Og der var en del af dem, der fik premiere i Cannes, efter et par år næsten flere end fra Nouvelle Vague folkene. Godard fik nok og gik i retning af noget langt mere avantgarde, og samtidig rykkede folk som Rappeneau ind og lavede den her slags ungdommelige kostumefilm, der dog i dag virker mindst ligeså forstokkede og konservative som de film de fik sparket væk. Revolution er bare en joke, kvinder skal mest bare se godt ud, og en smart fyr som Nicolas Philibert skal nok stige til tops fordi han har den rigtige attitude, hva faen skal vi bruge sociale ændringer til?

Sagt det før, siger det igen: Tiden efter 68 var en mærkelig tid for filmen. Især for fransk film. Cannes ser også ret mærkelig ud. Halvfjerdserne er mest kendt for såkaldte ‘New Hollywood’ film, alle de amerikanske instruktører, der formåede at lave ret genre-agtige film på en ny måde. De dominerede også i Cannes, Robert Altman, Martin Scorsese og Francis Ford Coppola vandt alle sammen, Coppola endda to gange. Engelsksprogede film vandt seks år i halvfjerdserne (og så vandt italienske film tre gange, Bliktrommen delte med Apocalypse Now i 79, og den ikke-vestlige verden fik en enkelt med algierske Mohammed Lakhdar-Haminas Chronicle of the Years of Fire i 1975) På den vis er det en af de mest euro-centriske og snæversynede perioder i festivalens historie. Men samtidig er det en af de perioder, hvor der var flest eksperimenterende og stenkoldt politiske film i konkurrence, som f.eks. førnævnte anti-kolonialistiske algierske opus (og reelt er det sgu svært at argumentere imod MASH, Taxi Driver og Apocalypse Now).

Sagt på andre måder, så var halvfjerdserne virkelig en tid hvor der blev kæmpet om hvad filmens rolle egentlig skulle være. Og jeg er lidt fascineret af den film der vandt i 71, det år hvor Knald, fald og revolution var med. Det var Joseph Loseys Sendebudet, baseret på et manuskript af den senere nobelpris-vinder Harold Pinter. Det som især fascinerer mig er taglinen som man kan se på wikipedia: In those days, you fell in love with your own class. Or found a Go-Between. At klasseforhold så åbenlyst blev brugt til at reklamere for en film. Det er faktisk lidt den fornemmelse jeg har med en anden bølge i halvfjerdserne, at klasse-politik var blevet chik og hip, og var blevet en forventet del af kunstneriske film. Så det var ok at lave en film om knald og fald, så længe der også lige var lidt revolution med. Så kunne det stadig komme i konkurrence.

Jean-Paul Rappeneau er en udmærket instruktør. Knald, fald og revolution er sådan set en effektiv film, der formår at klippe og blocke sine scener effektivt, så humor opstår i de mange forviklings-komedie-situationer. Det bedste ved den er måden den effektivt skildrer en verden i ekstrem forandring, hvor alle hele tiden render rundt, magtforhold skifter på et splitsekund, folk dømmes til døden for et godt ord. En revolution, med andre ord, omvæltninger. Det skildres med stor håndværksmæssig kunnen. Men Rappeneau var aldrig nogen revolutionær filmskaber, han kan lide fart og forandring, men mere fart end forandring. Han fik aldrig rigtig skildret andet som ung end farten og glæden ved at være ung, og da han blev ældre gik det efter min mening helt galt. For ja, han er i dag nok først og fremmest kendt for den trofaste filmatisering af Cyrano de Bergerac fra 1990, der vandt to priser i Cannes, og som jeg også tidligere har skrevet om. Og som jeg ret meget hader.

Der var en ting jeg bed mærke i, da jeg genlæste min tekst fra dengang, hvordan Cyrano bliver ved med at snakke om sin ‘panache’ som værende meget speciel, selvom filmen er så gammeldags og panache-fri som det overhovedet kan tænkes. Det er faktisk lidt det samme man ser i Knald, fald og revolution, omend i mindre grad. Nicolas Jalabert skal forestille at være noget helt specielt, men vi ser det faktisk aldrig rigtig. Han lever af Belmondos ‘star quality’, hvilket vel også er et andet ord for panache. Men det er i virkeligheden bare det som man mærker hos Rappeneau, en meget eksplicit dyrkelse af den her aura, den her ting som adskiller superstjerner af enhver slags fra almindelige dødelige. Men udover den her idé, som jeg virkelig ikke er ret interesseret i, selv en superhelte-film fra Marvel plejer at have mere at byde på udover bare at dyrke super-mennesker, så er der bare ikke så meget andet.