Palmesøndag del 426
(风流一代, Jia Zhangke, Kina
Cannes 2024)
Da jeg skrev om Jia Zhangkes sidste film Ash Is Purest White påpegede jeg noget spøjst om den store kinesiske instruktørs forhold til Cannes: Han var der som regel med hans eksperimenter og mere søgende film. Dengang var jeg glad for at Ash Is Purest White føltes så selvsikker, så meget som om han havde eksperimenteret færdig for en stund, og nu bare kunne lave helstøbte film som kun han kan lave dem.
Men… Det er så åbenbart ikke sådan Jia Zhangke arbejder. Seks år senere, efter en enkelt dokumentar Swimming Out Till the Sea Turns Blue (2020), vendte han tilbage til Cannes med sin måske mest eksperimenterende film nogensinde. Lavet på søgende vis delvist på grund af Corona-restriktioner, men også en film der tager nogle af de mest mystiske og mærkeligste sideelementer i Jias filmkunst, og gør dem til filmens bærende elementer.
Resultatet er så overvældende, både på godt og ondt, at jeg er tæt på simpelthen ikke at turde skrive noget om den endnu. Det er en film som skriger på at blive set mere end én gang, inden man forholder sig til den. Men jeg forsøger alligevel at få hånd om et strømmende, flagrende, flimrende og desværre nok også kvalitetsmæssigt svingende værk.
Det helt særlige ved Caught By The Tides er, at filmen store dele af tiden er sat sammen af filmoptagelser lavet i forbindelse med Jia Zhangkes tidligere film. Det er dels gjort af nød, fordi corona-epidemien gjorde det ekstremt svært at lave filmoptagelser. Men Jia har så heller ikke gjort noget som helst for at skjule, at filmen er sammensat af forskelligt materiale, for han inkluderer masser af dokumentarisk materiale af f.eks en mand der til kameraet fortæller om en dansehal han ejer, og der er så stor forskel på udseendet af det materiale som er optaget af billige digitale kameraer i 2001 i forhold til det flotte polerede materiale der er optaget i 2022, at det til tider bliver nærmest creeepy. Det er et kunstnerisk valg, og det skaber noget virkelig unikt. Og lidt svært forståeligt.
Det har så heller ikke hjulpet mig, at promotion-materiale har snakket om at filmen er ‘optaget over 20 år’, ligesom jeg har set folk snakke om at filmen hænger direkte sammen med Jias tidligere film. Det første er ikke ukorrekt, men virker en anelse misvisende, og det andet tror jeg simpelthen ikke på.
Plottet I Caught by the Tides er tredelt, og skildrer et pars fortælling gennem tyve års kinesisk historie. Hvilket faktisk ikke er mærkeligt for Jia overhovedet, hans to seneste film Mountains May Depart og Ash Is Purest White gjorde præcis det samme. I 2001 danner Qiao Qiao (Zhao Tao) og Guo Bin (Li Zhubin) par i byen Datong. Qiao Qiao arbejder som danser (bl.a. på den dansehal som vi får fortalt om) og det er ikke helt tydeligt hvem Guo Bin er, men han lader til at være en lidt skummel karakter (han er i hvert fald en del af det som kineserne kalder ‘jianghu’, dvs han lever et liv uden for den officielle verden, jvf min anmeldelse af A Touch of Sin). Pludselig stikker Guo Bin af, og sender en sms til Qiao Qiao om, at han vil komme tilbage og hente hende, når han har tjent nogle penge. Men han kommer aldrig tilbage, og i 2006 rejser Qiao Qiao derfor til området omkring byen Fengjie, der snart skal oversvømmes efter bygningen af Three Gorges dæmningen. De to mødes, men kommer ikke til at danne par. Og i 2022 vender Guo Bin så tilbage til Datong, hvor de to gamle elskende nærmest ikke kan genkende hinanden, også fordi de går med mundbind på hele tiden.
Det er med andre ord egentlig kun to perioders materiale, som Jia genbruger, hvorfor det virker mere forvirrende end godt er at sige ‘optaget over tyve år’. Det er optaget i 2001, igen i 2006, og så i 2022. Materialet stammer fra tiden hvor Jia lavede henholdsvis Unknown Pleasures i Datong, og Still Life i Fengjie. Det særlige ved de projekter er, at Jia i begge tilfælde også lavede en dokumentar på samme tid, henholdsvis In Public i Datong og Dong i Fengjie, så han har haft en masse ikke-dramatisk materiale at arbejde med. Det andet særlige ved to film er, at Zhao Tao og Li Zhubin spilede med i dem begge to. Anmeldere har naturligvis slået på, at Caught By The Tides kan laves fordi Jia Zhangke caster Zhao Tao (som også er hans kone) i alle hans film, men lige præcis her er det også så heldigt at Li Zhubin spillede kæresten i de her to film, han er ellers ikke med i så mange Jia-film. Det er ikke de samme karakterer som tidligere, men Jia har genbrugt deres navne. Zhao Taos karakter i Unknown Pleasures hed Qiao Qiao, mens Li Zhubins karakter i Still Life hed Guo Bin. Og genbruget har nok først og fremmest praktisk karakter.
Og så alligevel. For Jia er faktisk begyndt at genbruge en del. Egentlig er Caught By The Tides næsten et remake af Ash Is Purest White. Den film handlede også om en danser og hendes gangster-kæreste i Datong i 2001, efter de bliver skilt ad opsøger hun ham tæt på Three Gorges dæmningen i 2006, og så mødes de igen mange år senere tilbage i Datong (den her gang i 2017). Gangster-karakteren hedder endda også Guo Bin her, omend han er spillet af Liao Fan. For at det ikke skal være løgn, så inkorporerede Ash Is Purest White også gammelt materiale ind i filmens første del, omend det var i så beskedent omfang, at det ikke gjorde så meget for helhedsoplevelsen.
Men det er alt sammen for at understrege, at Caught By The Tides i virkeligheden går længere ud af en vej Jia Zhangke allerede havde taget et par skridt på i forvejen. Og den her gang gør det godt nok noget ved helhedsoplevelsen, hold da op. Første del af Caught By The Tides er noget af den mest radikale og nyskabende filmkunst der er kommet i indeværende årti. Det er så kaotisk, samtidig så drømmende, med strejf af struktur. Det er ikke kun skramlet gammel digitalitet, der er også mixet enkelte langt mere polerede passager ind, som jeg tror må være optaget senere, og i enkelte af dem optræder Qiao Qiao også, men i glimt eller set bagfra. Derudover er der lange sekvenser bare med sang og dans og førnævnte dokumentarisme, og resultatet er dybt bizart. Det føles næsten helt som stream of consiousness litteratur, som om Qiao Qiao ser tilbage på en tid hvor hun kun kan huske detaljer, ikke kan huske centrale begivenheder, men kan huske et mærkeligt ansigt eller en statue, og i øvrigt indsætter sig selv i gamle historier hun kun har fået fortalt. Der er passager som jeg vil kalde decideret creepy, nogle af dansescenerne mindede mig om noget fra David Lynchs Inland Empire (2006). Jeg vil vildt gerne se det igen, også selvom jeg ikke regner med, at det kommer til at give meget mere mening.
Alene på grund af første del er Caught By The Tides en af de bedste film fra Cannes 2024. Men jeg synes desværre også at den daler i kvalitet derefter. Anden del i Fengjie er faktisk decideret ujævn. Der er ikke meget i den som ikke er set i Still Life, og det som er nyt, som f.eks et gangsterplot med en homoseksuel gangster og en korrupt kvindelig politiker, er helt reelt noget af det dårligste Jia nogensinde har lavet. Jeg tror det lider af at være optaget under corona, af at være hastet igennem, af at det har skullet passe ind i et tidligere filmsprog, men det falder ikke ret heldigt ud.
Og tredje del i 2022 er egentlig ikke særligt mærkelig af en Jia Zhangke film at være. Hvilket vil sige, at det er virkelig mærkeligt, men alligevel. Jeg var udmattet da jeg så det, men jeg husker tilbage på det med glæde. Små plots som Guo Bins møde med en bizar influencer eller Qiao Qiaos møde med en supermarkedsrobot har egentlig ikke meget med meget at gøre, men det er sjovt lavet, og bedre end det mere melodramatiske plot i filmens anden del. Det kulminerer i en helt fabelagtig slutscene, som jeg ikke skal afsløre her, men som på bedste melankolske vis understreger filmens titel.
Caught By The Tides er virkelig en film der føles som vand. Nogle scener flyder lige så stille, andre gange strømmer det hastigt indover dig, til tider føles det som om at du bliver ramt af billed-bølge efter billled-bølge. Som mennesket i tiden, hvor vi nogengange let holder os flydende, andre gange overvældes af bølger af katastrofale begivenheder. Filmen er også fuld af billeder af rejser, hvor der er fokus på fællesskabet under rejsen: Mennesker i tog eller fly, der sammen er på vej mod en ny destination. Ligesom vi alle er på vej mod en fælles fremtid. Tragedien er, at Qiao Qiao og Guo Bin ikke er kommet til at rejse sammen, men tyve år efter er de alligevel endt nogenlunde samme sted: Ensomme og midaldrende i et pandemisk Kina fyldt med ny teknologi og gammel undertrykkelse.
Hvilket er den samme pointe som Jia Zhangke næsten altid leverer. Hans filmsprog er en unik blanding af det flygtige og det faste. Der er ting som har været fast del af så mange af hans film, at det næsten er rutine: At Zhao Tao er med, at det handler om rodløse eksistenser, på det seneste kapitel-inddeling og spring i tid. Og så handler alle hans film alligevel om flygtighed og tilfældigheder. Samt om uundgåelighed, for lige meget hvad der sker af tilfældigheder i vores liv, så ender vi alle det samme sted.
Det helt helt unikke ved Jia Zhangke er, at hver gang han har lavet en film, der virkelig virker som om den er lavet med fast grund under fødderne, så kaster han sig ud på det dybe igen. Han skiftede til digitale kameraer årevis før alle andre, og genopfandt dermed sig selv. Efter han vandt Guldløven for Still Life kastede han sig ud i at lave hybriddokumentarer i nogle år, inden han blev skaber af episke fortællinger om moderne kinesisk historie. Og efter han blev så god til det at det næsten var en anelse forudsigeligt, så kastede han med Caught By The Tides igen alting op i luften. Foruden den enestående første tredjedel af filmen, så er det næsten det jeg bedst kan lide. Det lover, at den nu 54-årige instruktør vil blive ved med at forny sig så længe han bliver ved med at lave film, hvilket kan være 30 år endnu. Han er allerede en af filmhistoriens store filmskabere, og han kan sagtens blive endnu større. Men hans konstante søgen og eksperimenteren resulterer nu også i nogle ujævnheder i ny og næ.