Palmesøndag del 197
(天注定, Tian Zhuding, Jia Zhangke, Kina)
Cannes 2013, Bedste Manuskript)
I filmens verden var 10’erne Kinas årti. Eller i hvert fald var Kina den dominerende historie, på godt og ondt. På den negative side gik to kinesiske områder nærmest under som filmlande, hverken Hong Kong eller Taiwan er hvad de engang var, og en del af skylden skal nok lægges på presset fra et opadstigende fastlands-Kina. Men den opadstigning betød så også en eksplosiv udvikling i fastlands-kinesisk film. Både i det store og i det små.
I det små fortsatte udviklingen af den uafhængige kinesiske film, et væld af instruktører der sendte små personlige film ud i en lind strøm. Men hvor det i 00’erne og starten af 10’erne mest var dokumentarer, så har jeg de seneste år på festivaler set film efter film der har været essayistiske, eksperimenterende (og jeg tænker derfor selv nogle gange på at Generation E har afløst Generation D) I det store har Kina virkelig fået en filmindustri, og de store instruktører, fortrinsvis dem fra den femte generation, som Chen Kaige og Zhang Yimou, laver nærmest blockbuster-film. Men også Jia Zhangke er gået op i format. Med hans tre seneste film har han virkelig slået sig fast som Kinas ikke bare bedste men også ‘største’ instruktør. Det er gigantiske film, A Touch of Sin, Mountains May Depart og Ash is Purest White, den slags som helt åbenlyst skal have premiere i Cannes. Men det er stadigvæk ikke helt nemt at lave i Kina, har det vist sig. Det gik en smule udover trilogien som tiden skred frem, men det kunne ikke mærkes i A Touch of Sin. Den film er bare fantastisk. Et hovedværk i moderne filmhistorie, medrivende, original, helt enkelt bare fantastisk. Den burde have fået Guldpalmen.
A Touch of Sin består af fire voldelige historier, der alle sammen optog kineserne selv på det sociale netværk Weibo. Det er nærmest en slags moderne myter, den virale fortælling frem for den orale. De fire historier er fra hele Kina. Ude i provinsen er Hu Dahai rasende over brudte løfter og korruption i forbindelse med privatiseringen af en lokal mine og tager loven i egen hånd. Ved Yangtze-floden ankommer den morderiske kriminelle Zhou San for at fejre nytår med familien, men rejser snart væk igen. Hans rejse strejfer den unge Xiao Yu (spillet af Zhao Tao, der så ofte har den kvindelige hovedrolle i Jias film), der også driver gennem Kina efter at have slået op med en gift elsker, indtil hun på et arbejde i en sauna bliver ydmyget én gang for meget. Og til sidst er der den unge mand Xiao Hui, der er ufaglært, arbejder på fabrikker eller som tjener, men møder uretfærdighed på fabrikkerne og åbenlys social ulighed som tjener for de ultrarige, indtil også hans frustrationer bobler over.
A Touch of Sin vandt prisen for Bedste Manuskript i Cannes, og det burde være ret åbenlyst at det er en stor konstruktion. Men det som gør den så stærk er efter min mening, at det på den ene side er en så skarpt konstrueret film, hvor personer såvel som symbolik går igen fra historie til historie, men på den anden side har så dejligt meget plads til at være plotløs. Det er ikke bare fire historier om folk der bobler over. Historien om Dahai er ret typisk, en mand der får nok af en uretfærdig situation, og griber til voldelige midler, men Zhou San er allerede en voldelig mand, og hans fortælling handler mere om at han hænger ud sammen med sin familie. Xiao Yus fortælling undersøger misogyni, men lige så meget i det ulykkelige forhold hun er fanget i som i det dehumaniserende job. Og Xiao Huis fortælling handler lige så meget om forholdet til to jævnaldrende, en kollega der kommer til skade, og en ung kvinde han forelsker sig i. Der er plads til så meget mere end bare volden, og volden bliver set fra så mange vinkler. Og det giver plads til at udfolde det vanvittigt høje æstetiske niveau som Jia Zhangke arbejder med, hvor han ganske enkelt bare er på et andet niveau end de fleste. Ja, der er mere plot end i hans tidligere film, men han ofrer – næsten – intet af det andet han har førhen arbejdede med.
Jeg skrev tidligere lidt om hvordan Jia med Platform vendte en tradition på hovedet. Mange kinesiske instruktører lavede film om folk der arbejdede med traditionel kinesisk kultur, og hvor idéen om det autentisk kinesiske blev et bærende element. Men Jias film fra 2000 om kulturarbejdere handlede om sangere der sang pop og propaganda, og hans film kom til at skildre ikke en evig kinesisk kultur, men en konstant tilstand af forandring. Den ‘autentiske kinesiske kultur’ vender dog tilbage i A Touch of Sin, der godt nok er baseret på virale Weibo-fortællinger, men som også trækker på traditionel kinesisk opera, såvel som elementer fra klassisk litteratur og ‘wuxia’-genren (navnet, A Touch of Sin, er en hilsen til wuxia-mesterværket A Touch of Zen af King Hu). Flere af karaktererne overværer opera-opførsler i Fenyang, ja det er endda der filmen slutter, og hvor titlen bliver åbenbar. Cecilia Mello, i The Cinema of Jia Zhangke, påpeger hvordan wuxia-tematikken også er vigtig. Hun nævner at allerede i Jias film Still Life snakkede en karakter om at leve i ‘jianghu’-verdenen, en term for den mytiske parallel-verden hvor wuxia-fortællingerne foregår. Selvom det så vidt jeg kan se ikke bliver direkte sagt, så er Zhou San også en beboer i denne verden, og fortællingerne om både Dahai og Xiao Yu er fortællingen om hvordan almindelige mennesker presses ud i denne underverden.
Jeg er fascineret af denne jianghu-tankegang, og den udfoldes endnu mere i Ash is Purest White. Ifølge wikipedia har termen også i kejsertidens Kina hentydet til, at de her omvandrende wuxia-helte ikke tilhørte det officielle stats-system, de stillede sig uden for stats-bureaukratiet (der ellers i teorien var åbent for alle via eksamener). Den outsidertematik udspiller sig også i A Touch of Sin. Jeg kan lidt forestille mig Jia også har en idé om et nyt officielt stats-system i Kina i dag, en verden hvor det kommunistiske parti og økonomiske interesser er sovset sammen. Og det særlige som er sket i Kina – såvel som i Rusland i øvrigt – under liberaliseringen og den dertilhørende skabelse af en massiv ulighed, er at der er opstået en elitær struktur for så kort tid siden, at skabelsen af denne struktur stadigvæk er i folks erindring. Dahai kan huske hvad der er sket! Måske han selv kunne have været med, hvis han havde haft chancen? Men netop fordi der er opstået en officiel elitær struktur, ligeså ulige som i de gamle kejser-dynastier, så er jianghu-sfæren også vendt tilbage. Og dermed vandrer de gamle episke helte ind på scenen igen, i nye former.
Den nye generation i kinesisk film, den ottende for dem der tæller, af mig kaldet Generation E som i Episk, er også det faktum, at narrativet er vendt tilbage i kinesisk nutids-film, fordi det er vendt tilbage i det kinesiske samfund. Narrativerne var der naturligvis dengang kinesisk film var propaganda-film (generation 3), men det gav ikke mening i halvfemserne for den sjette generation at lave alt for ambitiøse fortællinger om moderne unge menneskers liv, for der skete bare ikke så meget i deres liv. I stedet opstod de her rodløse eksistenser i plotløse narrativer, så eminent udført i Unknown Pleasures, hvor historierne altid foregår i periferien af samfundet. Og så, pludselig, så vågnede folk op, og så var der alligevel foregået en hel masse rundt omkring dem. Samfundet var måske holdt op med at ændre sig helt lige så meget, og i stedet sad de fast i bunden. Og så vendte de episke film tilbage.
Netop som markering af, at narrativet var vendt tilbage til kinesisk film, så passer det jo meget godt at Jia Zhangke vandt manus-prisen. Men det er for lidt. A Touch of Sin er et mesterværk, det er en skelsættende film i kinesisk filmhistorie, og reelt set en mindre milepæl i filmhistorien overhovedet. Den havde fortjent den største af alle priserne. Og dansk distribution. Men sådan skulle det ikke gå. I stedet vendte det kinesiske styre ryggen til, filmen kom aldrig ud på det kinesiske marked, og Jia Zhangke måtte finde ud af hvad han så skulle. Heldigvis tog det ikke lang tid.