Palmesøndag del 199
(江湖儿女, Jianghu Ernu, Jia Zhangke, Kina
Cannes 2018)
Jeg vil godt lige rekapitulere historien om Jia Zhangke i Cannes: I 2002 var han der med Unknown Pleasures, hans første digitale film, et eksperiment, ikke helt blandt hans bedste. I 2008 var han der med 24 City, en hybrid-dokumentar, et eksperiment, ikke helt blandt hans bedste. Og så har han været der dette årti med hans episke film, i virkeligheden også ret meget eksperimenter for den ellers knap så plotløse instruktør. A Touch of Sin fra 2013 er blandt hans bedste, den bedste konkurrence-film det år, men blev aldrig clearet til distribution i Kina. Som sådan er det egentlig endnu et delvist mislykket eksperiment. Og Mountains May Depart fra 2015 var så hans første delvist engelsk-sprogede film, et eksperiment, og med afstand hans dårligste film.
Alligevel virker det som en lykkelig fortælling pt. For den slutter med Ash Is Purest White. Den første af Jia Zhangkes Cannes-film, der føles som noget han har lavet før. Der føles som en film hvor han hviler i sig selv. Den har minder om nærmest alle hans tidligere film. Og den er så fantastisk. Det er den slags film man laver, når man har været igennem alle eksperimenterne, har lavet mange film, og lige skal vise hvor skabet skal stå.
Ash Is Purest White er, ligesom de to forgængere, et ambitiøst narrativ der foregår i flere forskellige epoker, og som breder sig til en stor del af Kina. Men narrativet er en del strammere denne gang. Hovedpersonen er Zhao Qiao (Zhao Tao igen igen), der er kæreste med gangsteren Guo Bin i Datong omkring årtusindskiftet (det vil sige ca der og dengang Unknown Pleasures foregik. Der er en del kip til Jias egen filmografi). De lever egentlig ret godt, men pludselig kommer der en gruppe unge gangstere efter Bin, hvilket den aldrende mand nægter at forholde sig til. Først bliver hans egen chef myrdet. Så bliver han selv overfaldet og får smadret sine ben. Men det er måske bare en fejltagelse, de troede han var en anden? Så til sidst følger en gruppe efter ham på knallert, der kommer et meget voldeligt slagsmål, hvor det virker som om de er ved at slå ham ihjel. Da er det at Qiao griber den pistol hun har fået udleveret og skyder op i luften. Hvilket redder Bins liv. Men giver hende fem år i fængsel for at have et ulovligt våben.
I 2006 bliver hun sat fri, og rejser med båd til Hubei (kommer i øvrigt forbi et område der vil blive oversvømmet af Three Gorges dæmningen, hvilket blev skildret i Still Life) for at finde Bin igen. Men han har fået en ny kæreste og vil ikke vide af hende. Og som tidligere straffet er hun nødt til at fuske sig igennem tilværelsen. Det gider hun ikke, så hun ender med at rejse lidt rundt, indtil hun ser en UFO (hvilket er lidt bizart, men, no shit, det samme skete for hovedpersonen i Still Life). Herefter springer vi til 2017, tilbage til Datong, hvor det viser sig at Qiao har genopbygget den spillehal som parret kørte i gamle dage. Hertil kommer Bin efter han har fået et hjerteanfald og er blevet skilt fra kæresten. Han levede det normale liv i 16 år. Men det var ikke ret nobelt. Hvordan er forholdet mellem de to i dag?
Forholdet mellem de to bærer altså filmen i de tre tidsperioder, hvilket gør filmen langt mere sammenhængende end de to andre epikker. Filmen strømmer bare frem. Dertil kommer også, at rytmen er langt skarpere end den tidligere har været. Klippene er lidt kortere. Det er ikke fordi at der kun er plot plot plot, der er stadigvæk plads til alt det vidunderlige (jeg elsker de mange dansescener, især de to ballroom-dansere som gangster-chefen er så fascineret af), men der er en skarphed over det der sker. Det er nærmest en tragedie, fortællingen om den opofrende kvinde, der ofrer sig selv for en mand der ikke fortjener det, men som så også får chancen for at tage sit liv tilbage. Den her rytme, og at der stadig er plads til så meget vidunderligt liv og æstetik, den betyder jeg føler mig tryg ved at Jia også kan lave fire-fem film til i den her stil.
Og så vil jeg godt snakke lidt mere om jianghu, den parralel-verden hvor wuxia-fortællinger foregår, der også fyldte i A Touch of Sin. For de to karakterer diskuterer det nemlig en del. Bin fortæller han som gangster lever i en jianghu-verden og derfor lever et begrænset liv, og da han rækker en pistol til Qiao protesterer hun netop at hun ikke hører til jianghu, men da det kommer til stykket, så træder hun ind i verdenen for at redde sin kæreste. Da hun kommer ud af fængslet er han dog trådt ud af jianghu-verden, og hun må finde en ny måde at leve på. Det gør hun, men faktisk stadigvæk i underverdenen. Hvorimod Bin bliver hængende i det officielle liv, dog som et ret ynkeligt fordrukkent eksemplar. Til sidst spørger Bin hende hvorfor hun hjalp ham igen, og hun svarer ‘In the jianghu, vi talk about rightousness’ Hun har fundet en kode.
Jianghu-koden kommer i sidste ende i 2020 til at fremstå som det bærende element i Jia Zhangkes filmografi. Hans første film, Pickpocket, skildrede en rodløs lommetyv, jianghu per automatik, men uden nogen kode. Den var også selv lavet som en form for ‘jianghu’, eftersom den var lavet udenfor systemet, som en ægte undergrundsfilm. Flere af hans karakterer har altid føltes som jianghu, men ingen af dem var specielt solidariske eller ‘rightouss’. Jia forsøgte at undslippe jianghu, at lave film i det officielle system, men det gik ikke, han var for subversiv, og han måtte finde en ny stil. Nu er det som om han har fundet en kode, både for stil og for tematik, som virkelig bærer hans filmografi fremad. Jeg har på fornemmelsen, at Tao i Mountains May Depart også havde fundet en tilfredshed i en art jianghu-verden, i ikke at være sammen med sin ambitiøse eksmand. Men det er først Qiao som formulerer det. Det er derfor fortællingen om Jia Zhangke i Cannes ender godt. Hans Cannes-filmografi er en konstant søgen, og er derfor ikke alle sammen blandt hans bedste film, men til sidst så fandt han også nok et svar på det han søgte efter. Og herfra går det forhåbentlig kun fremad.