Palmesøndag del 425
(Caro diario, Nanni Moretti, Italien
Cannes 1994, Bedste Instruktør)
Nanni Moretti var nødt til at forny sig. Han havde haft fingeren på pulsen i halvfjerdserne, da han var i tyverne og lavede film om italienere på hans egen alder. Han havde været lidt indadvendt i firserne, lavet film om hvor svært det var at være filminstruktør, men også om mord, om religion, sågar om en politiker der spillede vandpolo. Hvilket vel også passede udmærket til de selvoptagede og måske endda nihilistiske firsere.
Hans to sidste film, Palombella Rossa (1989) og dokumentaren La Cosa (1990) havde begge handlet om det store italienske kommunistparti, der havde været ved en skillevej i slutfirserne, ligesom naturligvis kommunistpartier overalt i verden var det på den tid. Men den fortælling virkede meget fjern i 1993. Ikke nok med, at kommunismen som ideologi var død og borte, og at kommunistpartiet i 1991 havde ladet sig omdanne til et nyt parti, der hed noget i stil med ‘Venstredemokraterne’. Næsten alle andre italienske partier var også gået i opløsning eller havde omdannet sig selv til noget andet, efter den store ‘mani pulite‘ skandale afslørede at stort set alle italienske politikere var ekstremt korrupte (undtagelsen var sjovt nok kommunisterne, omend det nok mere var fordi de blev holdt væk fra al form for magt og indflydelse, og det derfor gav mindre mening at bestikke dem).
Halvfemserne var en helt anden tid. Med et helt nyt politisk system. Og en helt ny kultur. Så ja, Nanni Moretti måtte forny sig. Og det gjorde han så med Kære dagbog, og skabte en af sine største successer, der også blev hans store internationale gennembrud, og nok er den film han vil blive husket for. Det er måske også det perfekte sted at starte, for den viser næsten alle hans stærke sider. Omend den også viser hans begrænsninger, og hvorfor han nok heller aldrig vil blive husket blandt de helt store i filmhistorien.
Nanni Moretti plejede at spille en karakter der hed ‘Michele’ i hans film, men med Kære dagbog skabte han et nyt alter ego: Nanni Moretti. Som titlen på filmen antyder, så er filmen stillet op som var det kapitler i instruktørens dagbog. Han bruger sommeren på at køre rundt i Rom på sin elskede Vespa. Så tager han på tur rundt på Syditalienske øer, hvor han håber at få ro til at skrive sin nye film, men bliver distraheret af moderne kultur som amerikanske sæbeoperaer. Og endelig er der et kapitel om en mærkværdig kløen som instruktøren rendte rundt med, og som lægerne ikke kunne få diagnosticeret ordenligt, indtil de begyndte at frygte, at det var lungekræft han havde. Før den sidste del forklarer Moretti, at det er en fuldstændig sand beskrivelse af et sygdomsforløb han havde, og generelt leger filmen med forholdet mellem sandhed og fiktion, dokumentar og spillefilm, på en måde der vist forvirrede anmelderne dengang, men som måske ikke virker så voldsomt mærkværdig i dag.
Det fungerer bedst i filmens første del, som jeg også har på fornemmelsen er den del af filmen som alle elsker. Det er vitterligt i det store hele blot Nanni Moretti, der kører rundt på en Vespa i Rom. Og hvor er det dog bare vidunderligt at se på. Han spekulerer på et tidspunkt på, at man burde lave en film der blot bestod af billeder af bygninger, og Kære dagbog er i sig selv et meget godt eksempel på hvor fedt den slags film kan være. Der er en masse små gags lagt ovenpå, som f.eks hvor Nanni møder Jennifer Beals fra Flashdance og på akavet vis forsøger at forklare hende hvor stort et idol hun er for ham. Eller en anden scene, hvor han går ind og ser Henry: Portrait of a Serial Killer, og bliver så vred at han forestiller sig han vil opsøge den kritiker hvis anmeldelse lokkede ham ind i biografmørket, og vil læse anmelderens prætentiøse ævl op for ham, indtil han skammer sig.
Bedst af alt, og tror jeg nok ret definerende for filmens store succes, er en scene, hvor Moretti er inde og se en anden film, en italiensk film, som Moretti vist selv instruerede som film-i-filmen, men som så meget ligner en film som Ettore Scolas Så gode venner var vi vist (1973), at jeg fuldt ud troede det var en virkelig film. Det er en typisk film om midaldrende mennesker, der i deres ungdom var venstreorienterede, og nu er blevet kedelige borgere, og nu keder sig så meget at det er helt eksistentialistisk (jeg har det som om der findes oceaner af den slags film, med Drabet som et stort dansk eksempel). ‘Vi er gamle, bitre, uærlige. Vi plejede at råbe frygtelige, voldelige paroler. Se hvor grimme vi er blevet!’ Hvilket får Nanni til at protestere: ‘I plejede at råbe frygtelige, voldelige paroler. I er blevet grimme. Jeg råbte de rigtige paroler, og nu er jeg en pragtfuld 40-årig’. Det er helt ærligt en af de mere blærede replikker jeg kan huske, og jeg kommer så klart til at kalde mig selv for en ‘splendido quarantenne’ når jeg selv rammer det hjørne om alt for kort tid.
Det er lidt hemmeligheden ved filmen. Det er en sejrsrunde for Moretti. Hans frustration i Ecce Bombo handlede om den meget militante venstrefløj, hvor han mere troede på at bruge bløde værdier og humor, og den kamp vandt han bare virkelig meget. Så kæmpede han for kommunistpartiet på et tidspunkt hvor det virkelig var nede at vende, og så nogle år efter var de et af de mere solide partier – ja de var endda på vej til regeringsmagten under Romano Prodi for en kort bemærkning fra 96 til 98. Nu er han på toppen af kulturen, og føler sig også på toppen af sin formåen. Kære dagbog skriver sig dermed også ind som en af de triumferende postmoderne film fra midten af halvfemserne (med Pulp Fiction som bedste eksempel), hvor nye tider betød nye muligheder, nye slags film, og der forhåbentlig var så meget godt I vente.
Kære dagbog er også nok Nanni Morettis mest æstetisk ambitiøse film, og det skyldes særligt inspirationen fra én eneste instruktør: Iranske Abbas Kiarostami. Moretti på Vespaen er tydeligvis taget fra den vidunderlige slutning på Kiarostamis Close-Up (1990), hvilket blev understreget da Moretti lavede kortfilmen Opening Day of Close-Up (1996) om hans forsøg på at lokke et italiensk publikum ind og se den i den lille kunstfilmsbiograf som han ejede. Dermed er filmen også et af de lykkelige eksempler på hvordan europæiske auteurs fandt inspiration nye steder, Hong Kong, Taiwan, Iran, måske endda TV? Første del slutter med en virkelig vidunderlig passage, hvor Moretti beslutter sig for at køre ud og se det sted hvor den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini blev myrdet i 1975. Det resulterer i et klip på over tre et halvt minut, hvor vi blot ser Moretti køre på Vespa alt imens vi hører Keith Jarrett spiller klaver på soundtracket. Da han kommer frem zoomer kameraet ind på den mindestatue der er blevet rejst for Pasolini, et melankolsk og smukt punktum for denne del af filmen.
Men så er der desværre to dele til. Og faktisk er del 1, den vidunderlige del, den korteste af de tre. Anden del udvikler sig til en ret påtaget farce, mens Moretti og hans Joyce-analyserende ven farer rundt fra ø til ø på flugt fra de amerikanske tv-apparater som de ikke kan lade være med at se på, alt imens vennen ævler om at Enzensberger tog fejl i sin afvisning af fjernsynsmediet. Det er en anden vinkel på postmodernismen, en lidt mere realistisk vinkel, hvor de nye medier og popkulturer også havde en destruktiv konsekvens. Det er ikke vanvittig sjovt, og det varer hele 40 minutter. Sidste del om sundhedsvæsenet er også en lidt ensformig omgang.
Der er gode momenter i de to andre dele, men de er ikke helstøbte. Og de er fyldt med billeder, som helt ærligt ikke er særligt gode. Moretti er autodidakt, han har altid bare lavet sine film, uden at tage filmuddannelse eller noget, og det giver hans film en særegen energi, men han laver bare sjældent de geniale kompositioner. Der er f.eks en scene hvor han danser til en gammel film i fjernsynet, som er fed nok, men man kan ikke se hele hans dansende krop fordi kameraet er for tæt på. Og en anden scene hvor han ligger i et stort apparat på hospitalet og fortæller sidste del af historien om hans kræftdiagnose, som er godt tænkt, men ikke særlig godt udført. Der er også ting i første del af filmen, som f.eks den megen brug af virkelig tidstypisk halvfemserpop, som heller ikke holder så godt i dag.
Moretti virker bare ikke ret meget som en perfektionist. Han får nogle virkelig gode idéer, skriver nogle gode scener og til tider helt fantastiske replikker, og som autodidakt instruktør er der ofte en god energi i hans film. Men han virker ikke til at have det drive der gør at en film som netop Close-Up har så mange gennemført geniale ting i sig. Moretti er meget sjældent gennemført genial, men når han er bedst er hans film fyldt med glimtvis genialitet. Kære dagbog mere end de fleste, særligt i første del. Det er ikke et mesterværk, måske endda nok en noget overvurderet film, men der er få halve timers film jeg hellere gad at se lige nu, end den med Moretti på Vespa.