Palmesøndag del 427
(Nanni Moretti, Italien
Cannes 1998)
Nanni Morettis film har flere gange landet lige midt i den Store Italienske Historie. I 1978 sendte han Ecce Bombo, en film om italienske unge mænd dissillusionerede over den daværende voldelige venstrefløj, til Cannes ganske kort efter at De Røde Brigader havde bortført og myrdet politikeren Aldo Moro. Der må man sige han ramte stemningen lige på kornet.
I 1994 med Kære dagbog var situationen lidt anderledes. Kære dagbog havde premiere i Italien i november 1993, og da virkede dens fortælling om en stolt Nanni Moretti, der følte sig på den rigtige side af historien, nok meget logisk. Men indimellem den italienske premiere og at Kære dagbog blev vist i Cannes, så skete der noget. I marts 1994 vandt Silvio Berlusconi for første gang regeringsmagten, i samarbejde med Lega Nord, et mere eller mindre nyfascistisk parti.
Det gør fortællingen om triumferende Nanni Moretti på sin Vespa lidt mere knudret. Vidste han hvad der ville ramme ham? Det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at Morettis opfølger, Aprile, er en langt mere knudret film. En blanding af dokumentarisme og fiktion igen, en fortælling om politik og personlige forhold, om eskapisme vs aktivisme. Den fungerer ikke helt, men der er nogle vidunderlige øjeblikke i.
Aprile arbejder videre på en gammel joke i Morettis film. I Kære dagbog kom han på et tidspunkt frem til, at hvis nogen spurgte hvorfor han kørte rundt og så på gamle huse, så var det fordi han var i færd med at finde locations til en film, der skulle være en musical om en trotskistisk bager. Det lyder som en absurd måde at lave politisk film på, hvilket også var joken i Sweet Dreams (1981), hvor hovedpersonen Micheles konkurrent som førende yngre italienske instruktør lavede politiske musicals med dansende rødgardister og rytmiske strejker. Det er i øvrigt også en joke Moretti stadig vender tilbage til i hans senere film.
Men Aprile er den film, hvor joken bliver vendt og drejet mest. Nanni Moretti er nemlig i gang med at lave en musical om en trotskistisk bager, da han pludselig opgiver projektet. Det er for stort og for anderledes. Og i stedet føler instruktøren, at han har en forpligtelse til at lave en dokumentar om italiensk politik, der kan forklare den absurditet han ser omkring sig. Og samtidig er der nogle store personlige omvæltninger i vente, for Nannis kone Silvia (spillet af Morettis egen kone Silvia Nono, ligesom resten af Morettis familie også spiller sig selv, og et par kolleger fra filmbranchen ligeså) er gravid med deres første barn.
Aprile er en virkelig fragmentarisk film. Den begynder med valget af Berlusconi, som Moretti ser i fjernsynet mens han efter eget udsagn for første gang nogensinde ryger en joint. Kort efter bliver Moretti interviewet af en fransk journalist, hvor de griner af idéen om at nyfascisterne har vendt fascismen ryggen. Man kunne tro resten af filmen ville handle om Berlusconi og nyfascisterne, men italiensk historie var langt mere kaotisk i de år. Berlusconis første regering faldt efter blot 9 måneder, og ved valget i april 1996 vandt en ren venstrefløjskoalition for første gang nogensinde et italiensk valg. Det faldt sammen med fødslen af Morettis søn, deraf filmens titel, Aprile. Årene derefter vedbliver at være kaotiske, med politiske kriser om albanske flygtninge, og et stadigvæk magtfuldt Lega Nord, som vi i en anden scene følger til et kæmpe politisk møde i Venedig.
Kære dagbog og Aprile viser dermed på mange måder tydeligt to historiske faser af Postmodernismen. Der er en optimistisk fase lige efter murens fald, hvor mange ting vitterligt ser ud til at blive bedre. Ikke nok med at demokratier pludselig spirer frem i Østeuropa, der bliver også valgt venstreorienterede regeringer i så store lande som USA og Danmark (og uden for Europa bliver lande som Chile og Sydkorea i øvrigt også demokratiseret, bare for at understrege at der var gode nyheder fra rigtig mange steder). Det spejler sig i en optimistisk filmkunst, der legende og eksperimenterende afsøger nye muligheder. Så mange nye instruktører kom frem i slutfirserne og starthalvfemserne, mange af dem fra tidligere ret ukendte filmlande som Iran, Taiwan og Hong Kong. Fremtiden så ret god ud.
Og så i midthalvfemserne begynder det at skifte. Borgerkrigen i Jugoslavien bliver ved, og kulminerer med massakren i Srebrenica i 1995. Højrefløjen i USA slog igen ved midtvejsvalget i 1994, og derefter kollapsede det politiske USA mere eller mindre i skandaler og overfladiskhed. Måske var historien ikke helt død, måske var fremtiden ikke bare lys. Måske var der usikkerhed og kaos i vente, det virkede i hvert fald også sådan hvis man bare så på hvad der skete i Italien. Der sker gode ting, der sker dårlige ting, det begynder næsten at virke helt ligegyldigt. Måske er det ikke i politik man skal finde sin redning.
Aprile er nærmest en anti-politisk film. Den har sine politiske scener, ikke mindst en berømt scene hvor Moretti råber af fjernsynet og venstrefløjslederen Massimo D’Alema, at han skal sige noget venstreorienteret, hvilket folk begyndte at råbe af D’Alema i årene derefter (lidt ironisk, for hans parti vandt jo lige præcis det valg hvor Moretti er så frustreret). Men filmens grundlæggende bevægelse går fra det politiske mod det personlige. Det er scenerne med Morettis søn, som er de vidunderlige. Når han går alene rundt som i en døs efter fødslen, og overhovedet ikke forstår hvad der er sket. Eller når han danser rundt med den lille dreng på skulderen. Det er der, at der findes noget, som er værd at arbejde videre med. Det er helt som i Voltaires Candide, at man finder meningen ved at passe sin egen lille have. Bare med et lille barn i stedet.
Det bliver også den pointe, som den trotskistiske bager leverer. Han danser og er glad og bager kager, og så har han sine egne politiske holdninger i sit lille bageri. Han går ikke på gaden, han myrder ikke politikere, han dyrker sine politiske idealer på egen vis, gennem det at lave kager. Det er naturligvis en allegori for Morettis eget virke som filmskaber, der netop ikke vil stille op til valg, også opgiver at lave dogmatiske dokumentar-film for at påvirke verden, men i stedet udlever sit politiske virke gennem film, der først og fremmest er komiske og behagelige. Og Aprile er virkelig komisk og behagelig.
Men det lyder nu alligevel som en ret utilfredsstillende konklusion, nærmest absurd. Der er noget letkøbt over slutningen på Aprile, som i sidste ende kommer til at virke som et opgivende suk. Filmen føles lidt som en række politiske sekvenser, nogle af dem dokumentarisk stærke, som ikke rigtig bygger op til noget som helst. Det er selvfølgelig også at sætte barren højt at kræve Moretti reelt skulle kunne give en tilfredsstillende forklaring på den kaotiske italienske politiske scene i anden halvdel af halvfemserne, men det gør ikke filmen mindre halvkvalt. Han kunne jo egentlig bare have lavet en film om sin søns fødsel, eller han kunne have koblet det til alt muligt andet end politik. Som det er, ender Aprile lidt med at lade som om, store dele af det den laver, er spild af tid, for man kan alligevel ikke andet end at være der for sin familie og ellers danse rundt i et bageri. Hvilket er en lidt overfladisk holdning at have. Og altså, det gør jo ikke ligefrem at dele af filmen mindre føles som spild af tid.