Unknown Pleasures

Palmesøndag del 195
(任逍遥, Ren Xiao Yao, Jia Zhangke, Kina
Cannes 2002)

Jia Zhangke smadrede kinesisk filmhistorie. Det plejede at være så velordnet, med kinesiske instruktører opdelt i ‘generationer’. I midten af firserne kom der virkelig en ny ‘generation’ af instruktører, nemlig dem der var blevet uddannet på den første årgang efter filmskolen i Beijing genåbnede efter kulturrevolutionen. De blev kaldt ‘femte generation’, og retrospektivt blev der sat tal på de fire tidligere generationer (1. dem der lavede film inden krigen mod Japan ødelagde alt, 2. dem der lavede film i den korte periode efter krigen og inden det nye kommunistiske regime nationaliserede industrien, 3. dem der lavede film under kommunismen indtil Kulturrevolutionen stoppede det (der blev ikke lavet film fra 66 til 73) og 4. dem der var uddannet før Kulturrevolutionen, men først fik lavet film efter industrien blev genåbnet igen). Det var virkelig en nem måde at se det på. Og så i starthalvfemserne, så var der nogle smarte unge instruktører, der begyndte at sige at deres årgange, fra 89 og 91, faktisk udgjorde en helt ny generation, en sjette generation. Så var det jo så nemt. Men så kom Jia Zhangke.

Jia Zhangke ødelagde vitterlig hele systemet. Han var ikke engang uddannet instruktør! Han havde læst på filmskolen, men han havde læst filmteori, ikke instruktion! Og så, i stedet for at lave film i den statslige industri, så tog han hjem til Fenyang hvor han kom fra og optog filmen Xiao Wu på 16mm med amatørskuespillere. Jamen, hvad skulle det ligne? Og var det dog så bare det, men han lavede den bedste kinesiske debut i årevis, slog de andre sjette-generations instruktører i deres eget spil. Han er efterfølgende blevet medregnet til den generation, sammen med folk som Lou Ye og Wang Xiaoshuai, men det er lidt akavet. Han er yngre, han har så mange flere idéer. Han er helt ærligt bare meget bedre. Han har smadret hele systemet. Stadigvæk her, tredive år efter den sjette generation trådte frem, er der ingen der vil kalde sig for generation nummer syv.

Jias første film var også bare så umiddelbart… rigtige, at de fik alt omkring dem til at føles småt og fortænkt. Pickpocket er i virkeligheden bare historien om en rodløs lommetyv fra Fenyang, lavet uafhængigt og med amatør-skuespillere, men den føles så meget større… Måske er det den meget bevidste kobling til Robert Bressons film af samme navn. Der laves en milliard film som Pickpocket hvert år, men det er sjældent nogle af dem føles så rigtige som den her. Opfølgeren, Platform, er nærmest dekonstruktivistisk. Det er en type af film, som der blev lavet rigtig mange af i Østasien på den tid: Saga-agtige fortællinger om udøvende kunstnere. Jeg kan nævne Zhang Yimous At Leve om en skyggeteater trup, Hou Hsiao-hsiens The Puppetmaster om en dukkefører, fra Korea Im Kwon-taeks Sopyonje om pansori-sangere. Fælles for dem alle er, at de handler om traditionel asiatisk kunst, i mødet med transitionen til modernisme. Det handler i høj grad om den autentiske kultur. Jia Zhangke gør noget andet. Hans tidsramme er 1979 til 89, og hans kunstnere synger først propaganda-sange, derefter pop. Der er ikke noget traditionelt over det, ikke noget autentisk kinesisk over det, der er flygtighed, omskiftelighed, og unge mennesker der forsøger at leve i det. Det er måske det som Jia Zhangke gjorde helt unikt: Han accepterede forandring og omskiftelighed som et (moderne) kinesisk grundvilkår, og begyndte at skildre hvordan folk forholdt sig til det.

Således også i Unknown Pleasures. Det er måske den simpleste film Jia Zhangke nogensinde har lavet, men kan på samme måde også siges at konsolidere hans film-æstetik. Der er ét nyt greb: Filmen er optaget digitalt. Det gav stadigvæk i 2002 en helt særegen æstetik, som føles mindre solid end celluloid, mere flygtig, mere nomadisk nærmest. Jia bruger det digitale billede til at skildre en gruppe unge mennesker uden ret megen fremtid. De driver rundt i Datong, en kinesisk by der er skildret som et ret anonymt beton-landskab. Det er 2001, og diverse storpolitiske hændelser sker i periferien. Der er en eksplosion, diskussion om Kinas optagelse i WHO. I en af filmens bedste scener sidder en gruppe mennesker og ser hvem der skal holde OL i 2008, der er stor jubel da valget falder på Beijing. Der er en helt fantastisk æstetik i de her scener, kameraet bliver bare hængende hos de her mennesker, hvor der ikke rigtig sker noget, og så måske sker der noget for nogle andre mennesker, som kameraet så følger. Pludselig vandrer to politimænd ind i billedet, og kameraet følger efter. Der er fyrværkeri i baggrunden, men de unge mennesker synes ikke at være en del af jubelen. Der er til sidst lidt plot, lidt dramatik endda, men det er helt ærligt det dårligste ved filmen. Dens styrke kommer fra det drivende kamera, den nærmest dokumentariske stemning, og fornemmelsen af, at der rent faktisk sker noget for andre mennesker, at verden skifter rundt omkring dem, men bare ikke for de her unge. Den følelse bærer filmen i stedet for noget plot. Og så er den nyskabende digital. Jia Zhangke er en af digitalismens pionerer, og det var ret godt at Cannes var obs på det.

Men Cannes var faktisk virkelig godt med på digital-filmens udvikling. De havde naturligvis to af Dogme-filmene, den første filmbølge der eksplicit arbejdede digitalt. Tre af de bedste film i Cannes i 2002 var digitale, foruden Unknown Pleasures var det Russian Ark af Alexander Sokurov og Ten af Abbas Kiarostami. Af de tre er Unknown Pleasures nok trods alt den dårligste. Jeg er virkelig glad for filmen, elsker dens stemning, elsker de små åndssvage scener hvor f.eks en ung kvinde kører rundt på cykel i en bygning. Men der er helt reelt ikke ret meget i den. Det er lidt et eksperiment, Jia Zhangke der forsøger at finde ud af, om digitalismen kan tilføre noget til hans æstetiske afdækning af omskifteligheden. Og ja, det kan den, virkelig meget endda. Og det tog han så med sig i hans næste film. Og der er bare mere i de film, deres idéer er stærkere og mere specifikke. The World foregår i en forlystelsespark fyldt med modeller af hele verdens seværdigheder, hvilket er et forrygende nærmest postmoderne påfund. Still Life foregår i det område der var ved at blive oversvømmet af den gigantiske Three Gorges dæmning. Det er virkelig store film, virkelig vigtige og vægtige film, der dog stadigvæk tager foranderlighed og omskiftelighed seriøst. De får Unknown Pleasures til at føles meget lille.

Der er et citat som jeg har hørt står i Bibelen, men som jeg efter at have læst Bibelen igennem ikke har kunnet finde. Det lyder sådan her: Der er en tid til at sy net, og en tid til at fiske. Der er arbejdet med de store og gode ting, og så er der arbejdet som hjælper os hen til arbejdet med de store og gode ting. Et sådant andet arbejde er Unknown Pleasures. Det er et eksperiment, en udforskning af det digitale rum. Jeg er vild med den. Men den er da bestemt overskygget, både af Jia Zhangkes andre film, såvel som af de bedre film fra Cannes 2002.