Mountains May Depart

Palmesøndag del 198
(山河故人, Shanhe Guren, Jia Zhangke, Kina)
Cannes 2015)

I 2014 kom filmen Jia Zhangke A Guy from Fenyang af den brasilianske instruktør Walter Salles. Den har en overraskende dramatisk slutning for en portrætfilm. Salles fangede en helt særlig morgen, den morgen i slutningen af 2013 hvor det kinesiske regime gjorde det klart, at A Touch of Sin alligevel ikke ville få officiel distribution i Kina. Jia Zhangke havde gjort alt hvad han kunne for at skabe et ærligt og klarsynet mesterværk, der dog alligevel var lavet i samarbejde med regimet, så den kunne komme ud til befolkningen. Han havde lavet den bedste film om det (post)moderne Kina nogensinde. Og det var alligevel alt sammen spildt. Jia sidder helt stille ved et bord, sammen med bl.a sin faste fotograf Yu Lik Wai. Måske jeg bare skulle stoppe med at lave film? siger han, helt modløs. Sort skærm. Hvid tekst: Straks derefter gik Jia Zhangke i gang med at lave sin næste film. Han kæmpede videre. Men ikke for det kinesiske marked. I stedet var Mountains May Depart co-produceret af det franske firma MK2 og var som noget helt nyt for instruktøren delvist på engelsk. Det er til tider virkelig en vestligt orienteret film. Desværre er alt det vestlige nærmest komplet forfejlet. Og selvom meget andet er godt, så er det altså Jia Zhangkes dårligste film, med lang afstand. Han har før lavet ting, der ikke helt fungerede. Han har aldrig ellers lavet noget der var decideret tåkrummende.

Mountains May Depart er, ligesom A Touch of Sin, et meget ambitiøst narrativ i flere dele, men hvor A Touch of Sin er opdelt i fire fortællinger fire forskellige steder, så er Mountains May Depart opdelt i tid. Vi begynder i 1999 i Fenyang, hvor den unge Tao (Zhao Tao) vandrer lidt rodløst rundt, lidt ligesom heltinderne i de film Jia Zhangke selv lavede dengang. Der er to mænd omkring hende, Liangzi, en minearbejder, der også ligner en person Jia har skildret før, og så en ret unormal type, Jingsheng, en ambitiøs ejer af en benzintank, der overvejer at købe den kulmine som Liangzi arbejder i. Det udvikler sig til et trekantsdrama, hvor Jingsheng ikke har noget imod at bruge sin økonomiske magt til at få den kvinde han vil have. Jingsheng og Tao gifter sig og får en søn, Daole. Plottet springer til 2014, hvor Tao og Jingsheng er blevet skilt igen, Jingsheng er rejst til Australien med deres søn, og Tao har overtaget benzintanken. Den her del drejer sig om et par genforeninger, først kommer Liangzi tilbage til Fenyang med lungesygdom pga af kulstøvet, og så kommer Daole tilbage for at deltage i Tao’s fars begravelse. Og så springer vi igen i tid, til 2025, hvor Daole er en rodløs ung mand i Australien (hvor hans navn udtales ‘Dollar’…), der overvejer at rejse til Kina for at besøge den mor han næsten ikke kan huske.

Der er rigtig meget godt i den her film. Åbningsscenen, f.eks, hvor Tao danser til Pet Shop Boys klassikeren Go West sammen med en gruppe af glade håbefulde mennesker, så tæt på det nye årtusind. I hele første del mixes de let melodramatiske passager med nærmest dokumentariske og digitale små stykker, til tider nærmest ren abstraktion. Det er som om plottet fra Platform er mixet med stilen fra Unknown Pleasures og så med lidt hybrid-idé fra 24 City. Kombinationen af del 1 og 2 er også ret fremragende. Jia lavede rigtig mange film om rodløs ungdom omkring årtusindskiftet, men han kunne i sagens natur ikke rigtig brede det ud til noget større. De var bare ligesom alle sammen rodløse og usikre. Nu får vi mødt folk som Liangzi og Tao, folk som vi kunne have mødt i kinesiske film fra omkring årtusindskiftet, og vi får set hvordan deres liv rent faktisk kunne være forløbet. På godt og ondt. Det får mig også til at se på Jia Zhangkes gamle film på en lidt anden måde. Også med visheden om at der i periferien af de films fortællinger måske også fandtes en som Jingsheng, der tværtom var i gang med at positionere sig som en del af fremtidens elite.

Men. Så kommer vi til del tre, den der foregår i Australien. Og her er sådan nogenlunde min reaktion hver gang jeg når dertil: ‘Åh Gud! Åh nej! Så lad dog være! Please please please, så hold op med at snakke på den måde! Det er virkelig vanvittigt at den sekvens bliver ved med at undergå mine forventninger hver gang jeg når dertil. For at sige det helt kort, så er der tydeligvis ikke nok involverede der kan tale engelsk, der er ikke en eneste replik der klinger ordentlig, fremtidsscenariet er fortænkt og for dårligt forklaret, og der er ganske enkelt ikke et sekund af det hvor mine tæer ikke krøller sig sammen og gør vildt ondt. Det er virkelig, virkelig, virkelig dårligt, på en måde som er næsten helt unikt. Hvor ofte laver en af verdens bedste instruktører noget så elendigt, og så endda i en film der ellers er vanligt god? Faldet er kvalitet rammer mig simpelthen nærmest som et piskesmæld hver gang.

Den store trend i Cannes 2015 var internationale instruktører, der lavede deres første engelsksprogede film. Yorgos Lanthimos (The Lobster), Joachim Trier (Louder Than Bombs) Matteo Garrone (Tale of Tales) Michel Franco (Chronic) og Paolo Sorrentino lavede engelsk film nummer to (Youth). Af dem alle var det Jia Zhangke der håndterede skiftet dårligst, han er simpelthen ikke i stand til det. Var hele filmen på engelsk havde det været blandt konkurrencens absolut dårligste, og bundniveauet var altså ret lavt det år.

Men. Så til aller sidst klipper vi tilbage til Tao et øjeblik. Hun er blevet midaldrende. Laver stadigvæk dumplings. Går udenfor en tur. Og begynder at danse, helt for sig selv, til Go West igen, med et ganske underfundigt smil på læben. Mountains May Depart er først og fremmest Zhao Taos film, hun har været Jia Zhangkes faste kvindelige hovedrolle siden Platform, og i dag er de gift. Filmen kæntrer til sidst, men Tao er ikke med i den sekvens. Hendes karakter bliver ikke berørt, men fremstår som et af de mest underfundige mennesker i Jia Zhangkes filmografi. Vi bliver aldrig helt kloge på hende, hun virker lidt naiv og passiv i det indledende trekantsdrama, men i de senere afsnit har hun tydeligvis en indre styrke der bærer hende igennem den moderne kinesiske omskiftelighed. Det er sjældent en så fejlslagen film vinder en stor pris, men det havde været smukt om hun havde fået prisen for Bedste Skuespillerinde.

Mountains May Depart fungerer bare ikke helt. Det er et forsøg på at lave en international episk produktion ud af tematikker der altid har ligget latent hos Jia Zhangke, men det kæntrer. For en gangs skyld giver en kollega ham baghjul. Der har været et par kinesiske film om lige præcis den her tematik, om hvordan unge mennesker, der i og for sig startede med at være ret lige, pludselig endte på helt forskellige pladser i samfundet. Med andre ord om skabelsen af ulighed i det moderne semi-liberaliserede kinesiske samfund. Men den bedste af dem, det er ikke Mountains May Depart, men derimod Wang Xiaoshuais So Long, My Son, der godt nok ikke har Jia Zhangkes æstetiske overskud, men til gengæld har et helt absurd velkonstrueret plot der gør man suser igennem en tre timers lang film om liberalisering og et-barnspolitik. Den er ekstremt narrativt tilfredsstillende. Det er helt ærligt aldrig Jia Zhangkes styrke. Allerede her har Mountains May Depart det svært. Og læg så hertil et kollaps i tredje del, og vi har at gøre med Jias ubetinget dårligste film.