Jeg er til Berlinale for at skrive for POV.International, og de rigtige artikler herfra om de store og helstøbte film, de kommer til at ryge den vej. Men at se så mange film, været omgivet af så meget kunst, det sætter også en hel masse løse og flagrende tanker i gang, så dem har jeg tænkt mig at skrive her. F.eks har jeg tænkt noget om naturen.
Jeg kom til at tænke over den store film-teorist André Bazins berømte udtryk om at filmen skulle kunne vise ‘vinden i træerne’. Han mente helt forsimplet at billederne ikke bare måtte underordnes plot og fortælling, men også skulle kunne rumme det ægte, det poetiske, den virkelige verden. Jeg kom til at tænke på det fordi der i den indiske film Kottukkaalki af PS Vinothraj.pludselig meget tydeligt var vind i træerne. Men det var en del af plottet! Og ikke som en del af noget virkeligt.
Jeg skriver mere om Kottukkaalki i en artikel om indisk film, men jeg vil gerne skrive lidt mere om dens brug af natur. Det aller første man ser i filmen er en dedikation til naturen omkring os, og det er helt utroligt den måde instruktøren har fået diverse dyr til at optræde i filmen. Der er en hane, som skal ofres ved den hinduistiske seance filmen bygger op til, men den hane stirrer nogle gange direkte ind i kameraet som om den var en skuespiller der bryder den fjerde væg. I en anden scene stirrer en tyr direkte på karaktererne, vil ikke flytte sig for dem, og med perfekt timing lander en lille fugl på dens pukkel, som for at signalere de kommer til at blive der endnu længere endnu.
Scenen med vinden i træerne foregår ved et andet hinduistisk offersted. Der bliver spredt aske, kamfer, flækket en art kokosnød, og så skal klokkerne ringe, og idet de gør det syntes jeg at kunne høre en meget kraftig vind i træerne. Som om de hinduistiske guder, som er blevet bedt om hjælp, giver deres tilstedeværelse til kende.
Dyr og natur synes besjælet af guder og andre mystiske væsener. Hinduismen virker virkelig. Men det dybt ironiske er, at naturen synes at modarbejde karaktererne meget tydeligt. De er på vej til en seer, for at få ‘kurereret’ en ung kvinde, der har forelsket sig i en mand fra en undertrykt kaste, og det bliver gjort meget klart at hvis ikke hun bliver ‘rask’, så vil de nok slå hende ihjel. Det er en forståelse af hinduisme og indisk kultur, som er ekstremt kvindefjendsk. Og hele den af hindu-guder besjælede natur forsøger at forhindre dem i det. Hvilket de naturligvis ignorerer.
Nej, faktisk kom den grundlæggende idé om at skrive lidt om natur, da jeg direkte efter Kottukkaalki så den ukrainske instruktør Roman Bondarchuks The Editorial Office, der åbner med at vi ser et tydeligt digitaliseret murmeldyr. Så to film i træk hvor dyr syntes at spille en væsentlig rolle. Men hvor dyrene i Kottukkaalki føles ægte, så er både murmeldyr og hjorte i The Editorial Office meget tydeligt cgi. Og ikke særligt pæne at se på.
Men de spiller heller ikke rigtig nogen rolle som ‘ægte’ natur. I filmens plot forsøger unge Yura og hans kollega at tage billeder af murmeldyret, for hvis de kan bevise det meget sjældne murmeldyr findes ude på sletten, så kan de få området beskyttet med EU midler, hvilket ville hjælpe mod de bander, der ulovligt brænder sletten af. Naturen er ikke til for egen skyld, den er instrumentaliseret som en del af et spil mellem den lokale korrupte elite og drømmen om europæisk integration og europæiske normer.
En af de instruktører, der aller mest brugte vind i træerne, det var russiske Andrej Tarkovskij. Hans film var utroligt fyldt med vind, regn, vandløb og skyer. Så hvad er der sket siden at jeg nu tænkte denne grimt digitaliserede natur virkede ganske typisk ukrainsk/russisk? Filmsproget var mærkværdigt colorgradet, så det egentlig virkede ret malerisk, men på en lidt tom og kitchet måde. Det lignede Andrey Zvyagintsev, eller mindre kendte instruktører som Andrej German Jr, Kirill Serebrennikov, ja endda ukrainske Valentyn Vasyanovych eller sågar Sergej Loznitsa på en dårlig dag.
The Editorial Office minder særligt om Loznitsas Donbass, der er den samme beskrivelse af et gennem-korrupt samfund, men hvor Loznitsa skildrede det russisk okkuperede Donbass, så foregår Bondarchuks film modigt nok i det sydlige Ukraine et halvt før Putins store invasion i 2022. Men Bondarchuks verden er nærmest endnu mere groteskt korrupt og forfaldent, så meget at filmen bliver rendyrket grotesk satire. Alle valg afgøres af hvem der danser bedst, der er ildkampe mellem bedemændsfirmaer, folk med skudsår der registreres som døde af COVID, krypto-valuta-profeter, etc. Det er alt alt for meget.
Men måske netop uvirkelighed er den bedste måde at skildre pointen ved de her korrupte regimer. Den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov sagde i et interview med The Guardian: ‘We can talk about socialism in terms of various kinds of deficits – not only of goods and physical things, but of intimate conversations and truth.’ Så måske en sådan verden ikke kan skildres med poesi og skønhed, men med falskhed, overdrivelse, mørk humor, måske endda decideret grimhed?
På den måde giver Bondarchuks film mening. Donbass er heller ikke nogen særlig pæn film. Men den film er strukturelt interessant, som flere andre Loznitsa-film kører den i cirkler, som om den skildrer en historie uden fremdrift og formål, som om korrupte regimer også dræber enhver form for narrativ, for i stedet at køre i tomgang. The Editorial Office består mere bare af tilfældigheder, en stribe sketches, hvor hændelserne bliver mere og mere absurd forbryderiske, indtil det kammer fuldstændig over. Sjovt, men også lidt simpelt og ensformigt, og jeg stod lidt af da det blev helt genre-films-agtigt. Loznitsas A Gentle Creature slutter også som et mareridt, men det er netop også for at beskrive korruption som et mareridt. The Editorial Office virker lidt som om Bondarchuk ikke ellers vidste hvordan han skulle slutte.
Det er noget af det jeg elsker ved filmfestivaler. Hvordan det ikke bare er den enkelte film, man tænker over. Det er sammenstykningen af filmene, at man ser så mange på så kort tid, at der skabes voldsomme kontraster, eller spøjse gentagelser, og pludselig sættes en tankerække i gang. Kottukkaali og The Editorial Office er hinandens modsætninger, men så alligevel ikke helt. For begge film bruger naturen instrumenteret.
Jeg vil kalde Kottukkaali del af hvad jeg har navngivet ‘den kulturelle vending’ i arthouse film, hvor film af f.eks Apichatpong Weerasethakul og Oliver Laxe og et væld af andre trækker på myter og religion i deres billedsprog. I høj grad fordi ‘kultur’ fylder så meget i land efter land, på ofte rigtig reduktiv vis (jvf interview med Anders Krab i Berlingske, hvor han siger danskerne har ‘dybe, dybe rødder i vores egen nationale fortælling og særegne kultur’ men det eneste eksempel han nævner er at monogami er vigtigt, så derfor er regnbuefamilier forkert). PS Vinothraj tager den hinduistiske verden mindst lige så seriøst som regeringspartiet BJP, og bruger det til at udstille plat patriarkalsk kaste-tænkning. Men det får naturen til at virke mere kontrolleret og iscenesat, lidt ligesom i The Editorial Office.
Men det kan selvfølgelig også være meningen. I Juliana Rojas dybt mærkværdige Cidade; Campo (hvorfra topbilledet stammer), opfølger til Locarno-successen Good Manners (2017) optræder også digital natur: En rød stjerne, en dårligt animeret ulv. Her er det nærmest som om det dårligt digitaliserede bliver en art potentiel modstand, et filmisk supplement til psykedeliske ritualer og okkulte idéer, som ellers også fylder en del i filmen.
Cidade; Campo er, som titlen antyder, todelt. Først følger vi Joana, der flytter til storbyen São Paolo, efter naturen har ødelagt hendes barndomshjem på landet. Derefter følger vi det lesbiske par Flavia og Mara, der forsøger at skabe et nyt liv på Flavias gamle barndomsfarm, helt ude hvor kragerne vender, og grimt digitaliserede kæmpeulve vandrer rundt.
Det er film om små mennesker, der kastes rundt af kæmpe kræfter. Et jordskred fra en kæmpe dæmning har smadret Joanas liv, og hun får ikke nogen erstatning. I byen arbejder hun for en rengøringsapp, der via komplekse regler og aftaler nægter at tage ansvar hvis f.eks rengøringskonerne bliver overfaldet. Flavia og Mara forsøger at dyrke organisk i et barskt område, hvor gigantiske sojafarme fylder mere og mere. Både ubarmhjertig natur, og global kapitalisme, modarbejder de her små mennesker.
Men så er der noget andet. Glimt af røde planeter, digitale dyr, spøgelser. Her kan man finde trøst og mulig modstandsraft. Her bliver det digitale til et modstykke til et Brasilien, hvor det naturlige er katastrofer og kapitalisme.
Med en fortælling i to dele, så minder Cidade; Campo naturligvis lidt om Apichatpong Weerasethakuls første film, med sin queer-fortælling særligt Tropical Malady (2004). Men i den film, da der var et tigerspøgelse, så fik Weerasethakul en af sine skuespillere til at bevæge sig rundt som om han var en tiger, og det var så det. Her er der digitaliseret en ulv ind. Det siger selvfølgelig noget om forskellen på digitale muligheder i 2004 og 2024 (der var også en stor digital effekt i Weerasethakuls Memoria (2021)), men samtidig er der noget andet.
Der er en art techno-optismisme. Helt bogstaveligt, der er en scene i Cidade; Campo, hvor Mara danser vildt til Nicholas Jaars klassiske ‘Space Is Only Noise If You Can See’. Det er måske den anden del af fortællingen. Hvis vi lever i det, som teoretiker Mark Fisher kaldte for ‘capitalist realism’, og som man måske også med blik for hvad højrefløjen siger om land og folk kunne kalde for ‘populist naturalism’, så bliver modsvaret manipuleret, absurd, digitalt, techno-utopisk?
Filmene hernede er søgende. Jeg er som kritiker også søgende. Kottukkaali er en af de bedste film jeg længe har set, Cidade; Campo er lidt ujævn, The Editorial Office er ret fjollet og dårlig. Men de forsøger alle tre noget andet og anderledes.