Palmesøndag del 376
(L’amore molesto, Mario Martone, Italien
Cannes 1995)
På et tidspunkt i Mario Martones Rehearsals for War (1998) diskuterer to napolitanske teater-mennesker en skuespillerinde fra Norditalien, der ikke har kunnet finde sig til rette på den enes teater: ‘Vi har en anden rytme hernede‘ siger han som forklaring. Den sætning kunne være Martones slogan, grunden til at man skulle se hans film. Få instruktører er så regionale som ham, det er Syditalien, og særligt Napoli, som står i centrum. Han har fortalt om store historiske personer, filmatiseret kendte teaterstykker fra byen, lavet rent visuelle beskrivelser af gader og gyder. Lidt ligesom Niels Malmros er en århusiansk instruktør, så er Martone napolitaner før han er italiener.
Det har givet ham plads i den italienske filmindustri, til tider stor hæder ved italienske prisuddelinger, og gentagne gange plads på de store filmfestivaler. Han har sin egen lille niche, som han bliver ved med at grave i. Hvilket er fint. Man kunne måske spørge sig selv, om hans plads i stedet kunne udfyldes af nogle af de instruktører der skildrer dele af verden vi nærmest intet kender til. Sådan har jeg haft det engang imellem. Men med hans første Cannes-film, Nasty Love fra 1995, så var han stadig så frisk, og fortalte en frisk og spændende historie, at han fint passede ind i Cannes.
Det er en mærkelig og ret fascinerende fortælling. En aften får Delia (Anna Bonaiuto, der ryddede bordet ved de italienske prisuddelinger for sin præstation) en række opkald fra sin mor, det ene mærkeligere end det andet. Næste morgen skyller liget af moren i land, kun iført en blonde-bh. Så Delia vender tilbage til Napoli for at deltage i begravelsen, og flytter ind i morens lejlighed et par dage. Og så begynder hun at blive viklet ind i mystiske forviklinger. Lå der noget bag morens død? Næ, det virker egentlig ikke sådan, men der er sket dunkle ting i Delias fortid, ligesom forholdet mellem hendes forældre var præget af vold fra farens side, særligt efter Delia engang begyndte at fortælle om morens ven Caserta. Og således kommer den nærmest krimi-agtige opklaring mere til at handle om at forklare mærkværdige glimt af erindring hos Delia, ligesom jagterne rundt i Napolis gader handler om at indhente mere og mere aldrende napolitanske mænd.
Hvis man kigger nøgternt på selve opklarings-plottet, så er det egentlig ret ringe stykket sammen. Det er sjældent helt klart, hvad det egentlig er Delia leder efter, og det er heller ikke sådan, at det ene spor leder til det næste. I stedet vandrer Delia rundt, møder tilfældigvis f.eks Casertas søn Antonio, som hun så husker hendes far vist nok behandlede rigtig skidt en gang. Hvorfor gjorde han det? Samtidig bliver Antonio så en art omvendt femme fatale, ikke rigtig forførende og sexet, men ret overbevist om at ham og Delia skal lave noget sammen. Delia kommer forbi en kældernedgang, og pludselig husker hun noget andet. Det er meget tilfældigt.
Men som med en film noir, så lever Nasty Love af sin stemning. Napoli er som en underverden, egentlig ikke så mafiøs, men præget af patriarkat, undertrykkelse, gamle mænd der får lov til for meget, og mange årtiers skjult historie. Egentlig er den heller ikke så ‘noir’, det er ikke fordi der er så meget mørke over det. Der er alt for meget lys der fremviser den selvtilfredse facade og forfaldet på samme tid. Traumerne er helt gemt væk.
Da Delia begynder at rende rundt i en stram rød kjole, som moren af mystiske årsager havde anskaffet sig, selvom hun aldrig gik i den slags, og det derefter begynder at regne og tøjet bliver gennemblødt, så er det nærmest helt subversivt. Delia ser ikke ud som en detektiv, hun ligner en typisk femme fatale. Og hun spillede også en central rolle i filmens mysterie da hun var helt ung. Det er ret så originalt – af Elena Ferrantes bog, skal jeg lige sige – at fortælle et krimi-agtigt plot fra kvindens synspunkt, som mændende ikke stoler på, og som mange mest ser som et sexobjekt. Det lykkes også at få det gjort særskilt napolitansk.
Der var antrit til en god karriere her. Mario Martone debuterede i 1992 med Death of a Neapolitan Mathematician, der fortalt om de sidste dage i Renato Caccioppolis liv før hans død i 1959, hvor den berømte matematiker går rundt som i en døs, brudt ned af et politisk og socialt system, der er blevet fuldstændig kalcificeret. Den vandt Juryens Store Pris i Venedig det år. Det var en god start på Martones karriere, men efter Nasty Love gik det lidt galt. Rehearsals for War er glimrende, men kom kun med i Un Certain Regard, og herefter gik det meget langsomt. Han lavede teater, satte bl.a. operaen Lulu op i 2001, men den eneste film han lavede det næste årti var The Scent of Blood fra 2004, en art erotisk thriller der er komplet håbløs. Og som heller intet siger om Napoli.
Italiensk film havde også fuldstændig skiftet karakter i midthalvfemserne. Death of a Neapolitan Mathematician er en ret seriøs film om tabet af idealer, særligt socialistiske. Men samme år som den udkom, 1992 begyndte ‘mani pulite’-skandalen at rulle, hvor det viste sig, at nærmest samtlige italienske partier, inklusive socialist-partiet, var korrupte i en grad som selv den mest kyniske italiener havde svært ved at forstå. Det var nærmest tragikomisk, og da den store politiske stjerne herefter blev Silvio Berlusconi, så var det endnu mere grotesk. De store italienske filminstruktører i midthalvfemserne var Roberto Benigni (hvis Il Mostro (1994) satte billetrekord, der blev slået tre år senere af hans Livet er smukt (1997)) og Nanni Moretti (Caro Diario (1994) og Aprile (1998)), hvis komiske stil måske passede bedre til tidsånden. Der var ikke så meget overskud til at fundere over feminisme og særlige syditalienske rytmer.
Men tiderne skifter. Mario Martone blev ved. Og i 2010 fik han sin karriere tilbage på rette spor, og han har været en af Italiens mest roste instruktører lige siden.