Palmesøndag del 333
(สัตว์ประหลาด, Satpralat, Apichatpong Weerasethakul, Thailand
Cannes 2004, Jury Pris)
Apichatpong Weerasethakul er den væsentligste instruktør, der fuldt og fast tilhører det 21. århundrede. Med nærmest perfekt timing debuterede han i 2000 med Mysterious Object at Noon, og har igennem de sidste tyve år lavet den ene helt unikke film efter den anden. Udover genrepastichen The Adventure of Iron Pussy er de alle på hver sin vis hovedværker. Apichatpongs film er anderledes end nærmest alt andet, har sit eget ganske langsommelige tempo, men er alligevel kult og trækker relativt mange mennesker i Cinemateker verden over.
På den seneste liste fra Sight & Sound var Tropical Malady den højst placerede, på en del 95.-plads. Det var Apichatpongs store kritiske gennembrud, første gang han lavede noget helt unikt, og er stadigvæk en ret perfekt introduktion. Men det er også for mig en af de sværest forståelige af hans film. Den er så mærkelig, men stadigvæk så ligetil, at der egentlig ikke er voldsomt meget at tale om. Man skal mest af alt bare leve med den.
Men derfor har jeg naturligvis skrevet lidt om den alligevel.
Apichatpong Weerasethakul havde lavet tre film før Tropical Malady, der kan siges på hver sin vis at indkapsle et element af hans filmæstetik. Mysterious Object at Noon (2000) er en eksperimenterende dokumentar, baseret på de franske surrealisters leg ‘cadavre exquis’, eller ‘det udsøgte lig’, hvor man laver et kunststykke, dækker det meste af det til, og den næste så laver videre på det ud fra den lille del de kan se. I Apichatpongs film fortælles en mystisk historie på den vis af fortællere fra hele Thailand, som også opfører uddrag som teaterstykke. Det er kollaborativt, dybt surreelt, og jeg forstår efter flere kig stadig ikke en lyd. Blissfully Yours (2002) er hans måske mest konventionalle film, egentlig bare om tre mennesker der tager på skovtur, men leger så meget med filmsproget, og formår nænsomt at behandle så meget om seksualitet, nationalitet og køn, at den skabte stor opmærksomhed på festivaler. I The Adventure of Iron Pussy (2003) legede Apichatpong med træk fra thailandsk genrefilm i al sin cheesy pragt, en inspirationskilde han hævder præger hans film virkelig meget, men som de færreste europæiske filmfans, inkl mig selv, ikke rigtig er kvalificererede til at udtale sig om. Det hele blev kogt sammen i Tropical Malady, der vandt Jury-pris i Cannes 2004, og slog hans navn fast som stor instruktør.
Det første man lægger mærke til ved Tropical Malady er naturligvis den opdelte fortælling. I filmens første del møder vi soldaten Keng og landsbyboeren Tong, der tydeligvis tiltrækkes af hinanden. De to unge mænd driver rundt i området, går på arbejde, redder en hund, laver umanerlig mange ting som ikke rigtig er plotrelaterede, mens de også flirter lidt med hinanden. Det er vidunderligt, men også lidt svært at se hvad det skal betyde. Anden del af filmen, derimod, nærmest drukner i betydning. Her er Keng stadigvæk soldat, men han skal nu på en mystisk rejse ind i junglen for at dræbe en art monster, og det monster spilles så af skuespilleren der også spillede Tong. Er Tong blevet en skov-ånd? Er det to helt forskellige historier med de samme karakterer? Hænger de to historier tematisk sammen, så Kengs forsøg på at score Tong kan sammenlignes med hans jagt på ham i anden del? Jeg aner det faktisk ikke, det hænger nærmest ikke sammen.
Der er en scene lige halvvejs, som for mig er kommet til at blive nøglen til filmen. Keng har forladt Tongs landsby, og ligger i en seng en morgen, da der pludselig lyder råb om, at et monster har slået noget kvæg ihjel. Den scene er nærmest overgangen mellem de to fortællinger. Den scene kunne tilhøre begge fortællinger, selvom de er filmet helt forskelligt og har hver sin stemning. Det er som med cadavre exquis. Filmen virker på mig næsten som om man har taget slutningen af første fortælling, og så bygget en helt anden fortælling op efter den, uden at vide hvad der kom forhen. Det er en videreførsel af debutens surrealistiske sammenskudsfortælling, som bliver brugt og tematiseret igen og igen gennem hele Apichatpongs filmografi frem til Memoria.
Benedict Anderson, manden bag den klassiske bog om nationalisme Imagined Communities, havde en meget simpel analyse af Tropical Malady. Ifølge ham er den lavet som en ‘chao baan’ film: ‘[I]t seems to me likely, Apichatpong was trying to make a film, not “about” the world of the chao baan of Siam, but rather “from inside” that world, from inside its culture and its consciousness of itself‘. ‘Chao baan’ er de landlige thailændere, dem der bor i landsbyer ude i provinsen, af byboerne opfattet som tilbagestående, overtroiske, ofte racialiserede som måske ikke rigtigt kulturelt og etniske thai. Tropical Malady skildrer først en stille romance mellem to mænd, hvor særligt Tong ikke har nogen som helst tilknytning til en homoseksuel subkultur som man kunne finde i en by – Keng derimod snakker med en anden mand på et toilet, hvor det er klart de to har nogle erfaringer til fælles – så det hele bliver lidt famlende og naivt. Det opfattede byboere som meget eksotisk, men efter sigende syntes ‘chao baan’ at det var ganske velkendt, de fleste landsbyboere kender et par homoseksuelle, desuagtet at man aldrig kalder dem det. Anden del baserer sig på litteratur og myter der er velkendte i landområderne, og forsøger derudover at fange den helt særlige stemning der er i junglen om natten. Igen noget som de fleste chao baan forstod helt uproblematisk, og som ikke var specielt eksperimentende for dem.
Anderson sætter filmen i sammenhæng med en bredere diskussion om thai identitet. Ifølge ham er der en debat om hvorvidt ‘thai’ er en gammel og uforanderlig identitet, eller om det snarere er, som en bog om emnet hedder Jek Bon Lao, en blanding af Lao-kultur, der i dag findes særligt i det nordlige Thailand, tilsat ‘Jek’, en nedsættende betegnelse for kinesiske immigranter. Det er naturligvis en ekstremt Anderson’sk analyse, men det er også vældig interessant for Apichatpong, der konstant har lavet film dels i provinsen, dels med immigrant-karakterer. Der er noget ekstremt interessant over en internationalt berømmet kunstner, der ikke bare er noget så eksotisk som thai, men som dekonstruerer thai-hed, som udfordrer hvad thai overhovedet betyder, og i stedet dykker ned i minoritets-kulturer i Thailand.
Thailand var et af flere østasiatiske lande, såsom Sydkorea, Taiwan og Filippinerne, der gennemgik en demokratiserings-proces i firserne. I Thailand slog udviklingen dog fejl, og fra start-halvfemserne og frem gennemgik landet en stribe kup og kupforsøg. Således også i 2006, hvor den nye junta også strammede grebet om censuren, hvilket gik udover Apichatpongs film Syndromes and a Century. De krævede at Apichatpong fjernede fire scener, to om læger, hvor de drak og kyssede, og to om munke, der spillede guitar og legede med en lille helikopter. Det er måske sigende at det er de aspekter der fik Apichatpong i klemme. Ikke så meget den eksplicitte sex, eller de homoseksuelle temaer, men scener hvor autoriteter fremstod menneskelige, fejlbarlige, måske endda fjollede. Regimet frygtede først og fremmest at Apichatpong skulle underminere deres forsøg på at bygge en kulturel autoritet op om dels modernistiske helte som lægerne, dels repræsentanter for officiel thai-hed såsom de buddhistiske munke. Det er med andre ord ikke noget upolitisk projekt Apichatpong er i gang med.
Men først og fremmest er det et æstetisk projekt, ja nærmest filosofisk, epistemologisk og ontologisk. Film som Tropical Malady kan ikke reduceres til blot at være et kulturelt/politisk projekt. Den helt særlige effekt kommer fra hvordan filmens dele nærmest ikke hænger sammen, og så alligevel. Det er ikke overraskende for mig hvis ‘chao baan’ elementer kan forklare store dele af filmen, for det føles som om der foregår et eller andet under overfladen, og det er nærliggende at tro, at der må tales i en art kodesprog, som vi kan afkode hvis vi læser op på det. Pludselig vil tiger såvel som aerobics-instruktør give mening. Jeg tror dog at det er en fejlslutning. Tingene i Tropical Malady er der også bare som ting i sig selv. Der danses aerobic fordi det gør man i Thailand. Der er en tiger, fordi der er tigere i junglen. I sin essens er Apichatpongs kunst et forsøg på at komme ud over sig selv, på at stykke auteuristisk kunst sammen af indoptagede elementer fra den virkelige verden. Hos nærmest alle andre kunstnere jeg kender virker det som om værket i sidste ende kommer fra hjernen på kunstneren, men Apichatpong formår faktisk at lave ting hvor det virker som om der er en anden afsender. Det er surreelt, er historier uden begyndelse og slutning. Eller det kommer ‘from inside’ en landsby-kultur, fremfor indefra instruktøren. Derfor rækker det ud over nogen simpel psykologisk forklaringsmodel, og jeg tror det er her det begynder at virke så foruroligende, så ‘mystisk’, på mange fans.
Serien om Apichatpong Weerasethakul fortsætter med Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv