Palmesøndag del 254
(Кроткая / Krotkaya, Sergei Loznitsa, Ukraine
Cannes 2017)
I 2017 var Sergei Loznitsa i konkurrence igen, efter en pause på fem år. I mellemtiden havde han fået sit helt store gennembrud, med tre film der stadigvæk nok udgør kernen i hans samlede værk. I november 2013 gik mange ukrainere ned på Maidan-pladsen i protest mod regimet, et folkeligt oprør der endte med at Viktor Janukovitj måtte flygte til Rusland. Loznitsa var dernede og filmede, og han formåede at skildre udviklingen fra fredelig folkelig demonstration og til voldeligt kaos efter Janokovitj forsøgte at stoppe udviklingen med magt. Allerede maj 2014, blot måneder efter, blev Loznitsas film Maidan vist i Cannes til en ‘Special Screening’. Herefter gik det stærkt.
Allerede året efter havde han lavet dokumentarfilmen The Event, om endnu en revolution. Denne gang var det en arkiv-film, baseret på materiale af folk på gaden i Skt Petersborg i protest mod kupforsøget i Sovjetunionen i 1991. Filmen fungerede fremragende sammen med Maidan, som to ret forskellige udgaver af ellers ret sammenlignelige historiske Begivenheder. Og året efter, i 2016, var der endnu en dokumentar klar, Austerlitz, der handlede om turister i kz-lejre, og dermed behandlede hvordan Begivenheder bliver til Historie (bliver til kitsch og turisme…)
Det var derfor logisk at have store forventninger til A Gentle Creature, da den fik premiere i 2017. Men i mine øjne bliver forventningerne ikke indfriet. Der er tydeligt et relativt stort budget, og filmen er virkelig lang og ‘stor’, med twists og helt nye æstetiske virkemidler. Det nye er bare ikke ret godt. Der er en del som er virkelig godt, men det er så til gengæld ikke ret nyt.
A Gentle Creature minder ikke ret meget om Dostojevskij-novellen af samme navn – men Austerlitz er også kun perifert beslægtet med Sebalds store roman. A Gentle Creature er fortællingen om en unavngiven kvinde, der lever for sig selv et sted i Rusland, mens hendes mand sidder i fængsel. En dag får hun pludselig en pakke hun har sendt til ham retur, og det er ikke muligt for hende at få mere at vide, så hun beslutter sig for at rejse hen til fængslet for at få flere oplysninger. Men der er ikke nogen af myndighedspersonerne der på nogen måde gider at hjælpe, og i stedet får hun en masse problemer med vagter og politifolk, og bliver blandet ind i en masse andre små fortællinger blandt andre pårørende i fængselsbyen. Og så sker der noget meget mærkeligt til sidst.
Plottet er næsten for godt i den her film. Det er for god en idé med kvinden der leder efter sin fængslede mand, og til gengæld ved Loznitsa ikke rigtig hvad han skal gøre med den. A Gentle Creature er blevet sammenlignet med Kafka, men Kafkas mest uhyggelige fortællinger starter med noget meget småt og simpelt – en mand der anklages uden at vide hvorfor, en landmåler der vil hen til et slot – og eskalerer så langsomt indtil det bliver decideret mareridtsagtigt. A Gentle Creature starter allerede med et mareridtsagtigt fængselsvæsen, og den fortælling forbliver lidt på samme plan filmen igennem. Det gør det for mig til en ret tung omgang at komme igennem, repetitiv og ensformig.
Der er dog mange små scener og klip som er fuldstændig fantastiske. Små klip af kvinden der vandrer i mørke. Eller meget lange klip af f.eks kvinden udenfor fængslet, mens en mængde af vagter, soldater, betjente vandrer rundt om hende som en koreografi af magt-udøvelse. Klip for klip er fotograf Oleg Mutus billeder vanligt fantastiske, men jeg synes ikke det akkumulerer, og jeg finder ikke nogen dybere pointer ved æstetikken, ihf ikke udover idéer og pointer der var til stede i hans tidligere fiktionsfilm, hvor de føltes mere friske og overraskende.
Men så kommer slutningen, hvor Loznitsa virkelig prøver noget nyt. Det begynder ellers med et billede han har lavet før, af russere der venter en sen aften på en togstation. Det lavede han en hel lille dokumentar om med The Train Stop, der vitterligt bare er folk der sover på en station, mens de venter på toget. Den her gang kommer der dog en fremmed kvinde hen til hovedpersonen, og fortæller hende: Lad være med at falde i søvn på en togstation, for så kommer de og henter dig! Hvorefter hun selv med det samme falder i søvn. KLIP. Til døråbningen, med den bælgmørke nat udenfor. Hvorfra en anden kvinde træder ind, med et uudgrundeligt smil. Hun vandrer hen til hovedpersonen, vækker hende, og beder hende om at følge med. Og herfra går det helt galt.
En kanetur forbi en buste af Lenin indvarsler at vi har forladt nutid og virkelighed. Vi bliver kørt hen til et kæmpe hus af træ, hvor tingene for alvor bliver først absurde, og derefter mareridtsagtige. Den slags har Loznitsa aldrig lavet før. Og den første del af det er virkelig fabelagtigt. Togstationen fremstår nærmest Lynch-agtig, med helt almindelige mennesker der virker så ualmindeligt creepy. Metaforen er også stærk. Der er umanerlig meget ventetid i Loznitsas film, rigtig mange køer og folk der bare står eller sidder, men hvis så man falder i søvn, så begynder mareridtet. Det er i høj grad også det der er så stærkt ved dokumentarer som Maidan og The Event, at de viser et folk som netop ikke slapper af, ikke ‘falder i søvn’, men som opretholder presset og bliver stående indtil politikken ændrer sig. Det er nærmest bare det de gør: Holder sig vågne.
Det er i høj grad den politiske metafor hos Loznitsa. Man må holde sig vågen. Det er når man lader sig lulle i søvn, at de får bugt med dig. Hans skildringer af Rusland, som f.eks Victory Day (2018) om fejringen af sejren i Den Store Fædrelandskrig, viser ofte de moderne russere som en art søvngængere, der har ladet sig lulle i søvn af fortællinger om fortidig storhed. Det har ikke givet dem en Historisk retning. Det er blevet en sovepille. Og hvis du tager den pille, så får de dig.
Problemet er bare, at det i A Gentle Creature, ikke er ret godt lavet. De absurde passager i træhuset er virkelig trættende at se på, der bliver sagt en masse ting som jeg ikke synes er ret godt skrevet – og det virker som om platituderne og ligegyldighederne er en pointe i sig selv, men derfor er det stadig ikke medrivende – og i betragtning af hvor æstetisk frisat den sekvens kunne være, så burde det være mange gange bedre. Her kan jeg ikke rigtig komme andre steder hen, end at det er skuffende. Især fordi man har ventet så længe på at der skulle ske noget. Herefter kommer Loznitsas klareste udsagn om det mareridtsagtige ved Putins autokratiske styre, men det formår ikke at veje op for resten.
Loznitsa var i Un Certain Regard året efter med Donbass, en film om konflikten i Østukraine, der på mange måder var en langt mindre film. En kreds af små fortællinger, nærmest dokumentariske, uden alt for mange æstetiske blærestykker. Men det er en af hans bedste film, der som My Joy forener en dokumentarisk æstetik med en cirkulær form, der forstærker filmens pointe. Herefter har Loznitsa lavet en strøm af ret så fremragende dokumentarfilm, der udbygger hans pointer om Historie og Begivenheder. Han bliver en større og større instruktør.
Det er bare svært ikke at se på A Gentle Creature og tænke at den burde have været kronen på værket. I stedet for hans nok dårligste fiktionsfilm. Hvilket stadigvæk placerer ham i den øvre ende af konkurrencen, men lavere end sædvanligt.