Palmesøndag del 165
(Изгнание / Izgnanie, Andrei Zvyagintsev, Rusland
Cannes 2007, Bedste Skuespiller (Konstantin Lavronenko))
Der er opstået en helt særlig gruppe af auteurs. Folk som russiske Andrei Zvyagintsev, iranske Asghar Farhadi, rumænske Cristian Mungiu, polske Pawel Pawlikowski. Folk der lavet ret lange, ret strenge, ret artsy artfilm, men som alligevel er mere populære hos publikum, end de er i de virkelig snobbede filmtidsskrifter. Jeg går og spekulerer om ikke det er noget helt nyt, nærmest i det her årti. At man kan lave en film der er så skæv og streng som Leviathan eller Loveless, og have et publikum som er helt med på hvad der foregår, men samtidig en gruppe af kritikere som synes det er alt for sikkert og kedeligt. Det er den mærkværdige situation jeg gerne vil skrive frem her.
Der gik lidt tid før Zvyagantsev fandt frem til sin succesfulde stil. Det kan lyde lidt mærkeligt, for hans debut, Hjemkomsten fra 2003 vandt både Guldbjørn og var en stor succes. Og det er da virkelig også en opsigtsvækkende debut, med en helt ekstrem sikker håndtering af umanerlig mange filmiske virkemidler. Det er ikke så overraskende, at det er blevet sammenlignet med Tarkovskij. Jeg bliver lige forbløffet hver gang jeg ser den, men det er én af de slags film, som jeg kan abstrakt beundre, men som jeg ikke kan elske. For selv om den har plot, og selvom den har æstetik, så er den så insisterende tung i det, hvert eneste lille billede er ladet med mening, og så meget af meningen er dybt symbolsk og religiøs, at jeg nærmest ikke kan få luft. Det er en instruktør som ved præcis hvordan han skal sige alting, men som endnu ikke ved hvad han vil sige.
Det fandt han ikke ud af med The Banishment. Men jeg tvivler også på, at det var det han forsøgte. Snarere forsøgte han med The Banishment at få det tekniske niveau endnu højere op. Det ser man allerede med åbningsbillederne: Et træ ved en vej. Kameraet bevæger sig langsomt. En bil kommer kørende. Endnu et langt klip af bil på vej. Klip til bil i by! Mer bil i by! Bil holder ved jernbaneoverskæring. Etc. Det tager en krig for den bil at komme nogen steder hen. Og hvad er meningen med det? Det forstår jeg faktisk stadigvæk ikke. Men flot ser det ud.
Og det er virkelig flot. Ikke bare sådan lidt flot, det er virkelig helt ekstremt afsindigt flot, nærmest hvert eneste klip. Et stykke hen af vejen overvejer jeg, om det rent faktisk alligevel er min yndlings-Zvyagintsev, for det er den hvor han opgiver plot for til gengæld at filme landskaber, og den slags kan jeg som regel godt lide. Men så kører jeg træt i det. For det bliver bare ved og ved og ved. The Banishment er lang som et ondt år, over to en halv time. Over 45 minutter længere end Hjemkomsten. Et kvarter længere end Zvyagintsevs næstlængste, Leviathan, og den film har et plot som er sådan cirka tredive gange mere kompliceret. Plottet i The Banishment er så åndsvagt tyndt, at det bliver leveret af en kvindelig karakter efter lige knap en halv time. Hvis nu bare det havde handlet om landskaber. Eller biler. Eller noget som helst. I stedet for at være et røvsygt familie-drama, der bare går så ekstreeeeemt langsomt.
The Banishment er længere, og så er den bare større. Den kostede mange flere penge at lave, og det var en international co-production. Maria Bonnevie spiller den kvindelige hovedrolle, overfor Konstantin Lavronenko, som dog er genganger fra Hjemkomsten. Filmen blev optaget i Moldova, i Frankrig, i Belgien. Over hele Europa blev der ledt efter helt specielle steder at optage hver eneste scene. Og det fungerer, alting ser helt specielt ud. Men samtidig meget lidt specifikt. Der er skruet helt op for abstraktionen, for det mytiske niveau. Det er ikke til at sige hvornår vi er, eller hvor vi er. Det kan ikke knyttes til noget konkret. Det er spirituelt. Det er elementært. Det er en følelse.
Her ligger Zvyagintsev sig i forlængelse af de store mestre fra anden halvdel af 1900-tallet. Først og fremmest Tarkovskij, selvfølgelig, men også Bergman og Antonioni. De er ikke kendte for at sige noget specielt indsigtsfuldt om Sovjet, Sverige eller Italien. De ramte alle sammen noget filosofisk, en følelse. Det vil Zvyagintsev også meget gerne. Men han har ikke nogle følelser at ramme. Der er intet i The Banishment som ikke er set tusind gange før. Der er Antonionisk ennui, Bergmansk desperation, Tarkovskijsk naturalisme. Der er intet som kan kaldes for Zvyagintsevsk. Og så er det at det bliver uinteressant. Det bliver ikke medrivende. Og så er det man lægger mærke til hvor mange huller der egentlig er i plottet, hvor lidt personernes opførsel giver mening, og, til sidst, hvor ekstremt længe man egentlig har siddet og kigget på det her åndssvage landskab. Og så begynder plottet at twiste sig, og så falder det for alvor fra hinanden.
De gamle film virker stadig. Solaris, L’Eclisse, Persona. Deres følelser råber stadig lige højt. Så det er ikke så sært at nye instruktører stadigvæk gerne vil lave de nye udgaver af de her film. Men enhver der har den ambition burde se The Banishment, så man kan se hvor galt det kan gå. For Zvyagintsev har helt tydeligvis talentet, helt åbenlyst ressourcerne. Men man kan ikke bare sige de samme ting igen i dag. Man er nødt til at mene det. Man er nødt til at finde noget man rent faktisk mener. Og det betyder man må tilpasse sig sin samtid. Zvyagintsevs to første film er nærmest mytologiske, uden for tid og sted. Hans tre sidste er derimod ret fast forankrede. Dermed mistede han en del af det store format. Men han fik meget andet igen. Hans film blev meget bedre. Men helt ærligt, det kunne nærmest heller ikke være blevet meget værre. The Banishment er fejlsslagen, ganske enkelt. Og formentlig den dårligste film i Cannes 2007.