BIGBANG’s comeback er den største historie i K-pop i år. De er landets største boyband, og de har været væk i hele TRE år (det går stærkt i k-pop…) De har været enorme i Korea siden gennembruddet Lies i 2007, og har også haft en form for succes i udlandet: BIGBANG’s Alive var første koreanske […]
Palmesøndag del 13 (Ken Loach, UK Cannes 2014) Though I am old with wandering Through hollow lands and hilly lands, I will find out where she has gone, And kiss her lips and take her hands; And walk among long dappled grass, And pluck till time and times are done The silver apples of the […]
Palmesøndag del 12 (Ken Loach, UK Cannes 2002, Bedste Manus (Paul Laverty)) Når en instruktør begynder at sprøjte film ud på samlebånd kan deres årlige film blive som et besøg fra en gammel ven. Det er f.eks. sådan de fleste danske anmeldere har det med Woody Allen, og jeg har det på samme måde når […]
Palmesøndag del 11 (Ken Loach, UK Cannes 1998, Bedste Skuespiller (Peter Mullan)) I 98 hvor My Name Is Joe kom ud, begyndte filmverdenen at rykke over på Loachs side. Der skete interessante ting inden for realismen. 98 er året hvor Dogme kom til Cannes, hvor Festen og Idioterne sprængte rammerne for hvor billig bredt accepteret arthouse kunne se ud. Man […]
Palmelørdag del 10 (Ken Loach, UK Cannes 1995, Fipresci Pris & Økumenisk Pris) Land and Freedom er en af mine yndlings-Loach. En af de bedste siden halvfjerdserne. Her fusionerer han elementerne der fungerede i Hidden Agenda såvel som Raining Stones, med et politisk engagement der mere minder om de gamle dage. Når en sen Loach […]
Palmetorsdag del 9 (Ken Loach, UK Cannes 1990, Jury Pris & Økumenisk Pris – Special Mention) Hidden Agenda ligger tæt på midten af Ken Loachs filmografi: Der er 26 år fra Loach første gang instruerede for tv-serien Teletale i 1964 til Hidden Agenda, og 33 år mellem Hidden Agenda og The Old Oak. Filmen er på mange måder en skillelinje i […]
Passion Pit er håbløst u-hippe at være fan af, men jeg kan virkelig godt lide dem. De tager deres inspirationer i lige så høj grad fra EDM og house-pop som fra mere accepterede undergrundskilder, og laver sange med enorme omkvæd og ligefremme tekster. Er det virkelig indie, eller er det blot Imagine Dragons eller Foster […]
Palmesøndag del 8(Abderrahmane Sissako, MauritanienCannes 2014, Økumenisk Pris & Prix Francois Chalais) Hvor tit er det lige vi får afrikanske film at se herhjemme? Alt for sjældent tror jeg. Jeg aner det ikke, for jeg ved ikke hvor meget godt der filmes i Afrika, for filmene er svære at se. Alene fordi at Timbuktu er […]
Engang imellem er man simpelthen for dum. Hvad mon ‘Ong Ong’ skal betyde? Når jeg googler det laver google det automatisk om til ‘Song Song’, og når jeg googler ‘Blur Ong Ong’ kommer jeg hen til videoen for Song 2. Men det er nok ikke Song Song, det er for simpelt, hvad kan det mon […]
Palmesøndag del 7(Bertrand Bonello, FrankrigCannes 2014) Der er film som, uanset hvor gode de er, aldrig nogensinde kommer til at vinde en festival-pris. Det er f.eks. nærmest komisk hvor lidt konkurrenceegnet Saint Laurent er. Den skal ses flere gange, og man skal gøre sit forarbejde, to ting man ikke kan på festival. Filmen flintrer rundt i tid […]