Palmesøndag del 415
(Sean Baker, USA
Cannes 2024, Guldpalmen)
Da Sean Baker i foråret vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes som den første amerikanske instruktør i tretten år, var det kulminationen på en af de mest imponerende karriereudviklinger i nyere filmhistorie. Baker debuterede i 2000 med Four Letter Words, en meget typisk indie-debut, og så ud til at have fundet en rute til Hollywood, da han sammen med et par venner skabte kult-dukkeserien Greg the Bunny, der blev til en tv-serie på FOX i 2002. Men som nylige interviews har afsløret, så fik Baker på tærsklen til en normal filmkarriere et stort heroin-misbrug, og da han var blevet clean igen, måtte han starte forfra på en helt ny måde.
I 2004 lavede han med Shih-Ching Tsou Take-Out for bare 3.000 dollars, en Dogme-agtig film om et kinesisk cykelbud med gæld til sin menneskesmugler. I 2008 kom den lidt mere polerede Prince of Broadway om en ghanesisk-amerikansk gadesælger, der får at vide, han har en lille søn. Og med Starlet (2012) kom hans første film om en sexarbejder, et drama om en pornoskuespillerindes venskab med en ældre dame.
Da Baker i 2015 brugte iPhones til at filme filme Tangerine om transkønnede sexarbejdere, virkede det ikke længere som et valg taget på grund af manglende midler, men fordi det passede til, hvad der efterhånden var en bakersk æstetik. Og siden da er det gået slag i slag. The Florida Project (2017) vakte opsigt i sidekonkurrence i Cannes og gav Willem Dafoe en Oscar-nominering. Red Rocket (2021) var i hovedkonkurrence i Cannes, og Baker var officielt en af de mest anerkendte amerikanske indie-instruktører. Og med Guldpalmen er han vel nærmest kronet som tidens vigtigste amerikanske filmstemme.
Og det er fuldt fortjent. For Anora er next level fantastisk. Den føles større end noget, Baker tidligere har lavet, er ekstremt medrivende med et stramt manuskript og eminent skuespil, og i modsætning til Red Rocket går intet af Bakers særlige æstetik tabt denne gang. Det er et mesterværk. Og efter Tangerine og Florida Project er det Bakers tredje mesterværk de sidste ti år. Hvor mange andre instruktører har formået det?
Anora (Mikey Madison) arbejder som stripper, da hun møder den unge oligark-søn, Ivan (Mark Eydelshteyn). Han hyrer hende til at være hans kæreste i en uge, og under en festlig tur til Las Vegas med Ivans venner beslutter de to sig for at blive gift. Hun får økonomisk sikkerhed, han får et greencard. Desværre bliver Ivans forældre rasende, så familiens fixer Toros (Karren Karagulian) tager sammen med hans to håndlangere Garnick (Vache Tovmasyan) og Igor (Yura Borisov) ud for at undersøge, hvad der er sket.
Det, der starter som en indie-variation over Pretty Woman, bliver en kort overgang til en parodi på Alene hjemme, inden plottet begynder at minde om Bakers Tangerine med strejf af Florida Project indover, indtil et uforudsigeligt og emotionelt udmattende sidste stræk. Anora står aldrig stille og underholder hele vejen igennem. Det er en hæsblæsende oplevelse.
Så meget desto mere imponerende er det, hvor meget plads Baker alligevel finder til sin helt særlige æstetik – og Baker er en af meget få moderne instruktører, der kan siges at have en egen æstetik. Det er store 35mm-billeder med vidvinkel-linser som i en gammel episk krigsfilm, men samtidig er kameraet ofte håndholdt, og det er af tekniske grunde ikke meningen, man skal kombinere de to ting. Lysstråler blænder nogle gange kameraet, og rum krænger sammen om karakterne (som for eksempel på topbilledet), og samtidig dyrker Baker gerne skæve og asymmetriske kompositioner.
Da Baker lavede sine billigste film, var han selv fotograf og klipper. Denne gang er kameraet overtaget af Drew Daniels, men det er stadigvæk umiskendeligt Baker-billeder. Han står også selv fortsat for klipning og burde helt ærligt vinde en Oscar alene for dette. Nyd for eksempel scenen, hvor Anora slås med Garnick og Igor, alt imens Toros kører i bil på vej mod huset og kan høre kaosset via telefon. Det er et orgie af formidabel krydsklipning, der er med til at skabe et komisk højdepunkt.
En pudsig ting ved at se Anora i en dansk biograf er, at underteksterne rykker rundt på lærredet. De kan ikke altid stå midt i bunden af billedet, tror jeg, for Baker bruger også den plads til vigtige detaljer i billederne. Han bruger simpelthen bare mere af lærredet end alle andre, når han skaber sine vidunderlige, skæve billedkompositioner.
Han bruger bare mere. Mere af lærredet. Flere æstetiske virkemidler. Han bruger også mere af det amerikanske samfund, inddrager emigranter, sexarbejdere, transkønnede i sine værker, og fortæller derfor helt unikke historier.
Men jeg tror måske, det vigtigste er det dynamiske og skæve filmsprog, han lægger nedover den verden og de fortællinger, han bruger. Alting bevæger sig hele tiden, kompositionerne ændrer sig, og der klippes konstant til nye vinkler. Det betyder også, at alle hele tiden skifter til at være i fokus og i centrum.
Det er ikke bare æstetisk flot. Det er ikke bare energisk. Det er en demokratisk vision omsat til filmisk æstetik. Der er mindre hierarki i en film af Sean Baker, alle karaktererne føles lige meget værd, og alle dele af lærredet ligeså.
Det er en af USAs vigtigste samtidskunstnere/tænkere, der er slået igennem. At den skamløst underholdende og æstetisk formidable Anora har fået så stor succes, er årets bedste filmhistorie.