Palmesøndag del 414
(Richard Linklater, USA
Cannes 2006)

Richard Linklater har efterhånden slået sit navn fast som en af sin generations største indiefilm-skabere. Han har både klassikere på cv’et (Slacker (1990), Boyhood (2014) og selvfølgelig Before-trilogien) samt en række mindre kendte stærke værker, der kan være personlige favoritter (hos mig er det f.eks den nylige Netflix-film Apollo 10 1⁄2: A Space Age Childhood (2022)). Men han har så efterhånden også instrueret over tyve film, og de fleste vil nok også være enige i, at der er nogle stinkere imellem.

Det er en lille smule overraskende, at Linklater kun har været en enkelt gang i hovedkonkurrence i Cannes. Og desværre er det med en af disse stinkere. Fast Food Nation er hverken særlig god, men med sin meget politiske og polemiske fortælling føles det heller overhovedet ikke som en Linklater-film. Bizart nok var det ikke engang den bedste Linklater-film i Cannes det år, men den langt bedre tegnefilmsfilmatisering af Philip K. Dicks A Scanner Darkly måtte nøjes med Un Certain Regard. Bizart valg, for der er næsten ikke noget at komme efter i Linklaters film om fast food.

Richard Linklaters første tre film var en nærmest perfekt måde at starte en karriere på. Først var der Slacker, en billig indiefilm med venner og bekendte i de mange roller, der viste originalitet og talent, og samtidig allerede viste nogle af de mest Linklater-agtige særpræg: En GenX agtig slackerfilosofisk stener-monologisering, samt Linklaters glæde ved at fortælle historier over fortættede tidsforløb. Linklater solgte bestemt ud med den mere mainstream Dazed and Confused (1993), men skabte med fortællingen om sidste skoledøgn for unge halvfjerdserteens også en virkelig original film, der derudover gav skuespillergennembrud til en række talenter – først og fremmest naturligvis Matthew McConaughey, hvis første ‘Alright alright alright’ er legendarisk. Og endelig var der Before Sunrise fra 1995, det første personlige mesterværk, hvor Ethan Hawke og Julie Delpy snakker sammen en hel nat i Wien. Det er tre pletskud i træk, og rigtig meget af Linklaters senere film bygger egentlig bare videre på det fundament de tre film skabte.

En del mindre kendt er dog de film Linklater lavede i årene derefter. Nogle af dem kan dog også kaldes for auteur-værker. Linklater arbejdede videre med fortællinger der var fortættet i tid og rum, med to film baseret på skuespil: SubUrbia (1996), baseret på et skuespil af Eric Bogosian og Tape (2001), baseret på et skuespil af Stephen Belber. De to film føles egentlig meget Linklater-agtige, men er ikke særligt gode. Der var også Linklaters første tegnefilm, Waking Life (2001), der kan kaldes en psykedelisk videreudvikling af Slacker. Alle Linklaters tre tegnefilm er lavet via ‘rotoscoping’, men i mine øjne var det først med Apollo 10 1⁄2: A Space Age Childhood at det holdt op med at se grimt ud…

Linklater begyndte dog også at lave film, hvor det ikke føles ret meget som en Linklater-film. Første gang med The Newton Boys (1998), der godt nok har Hawke og McConaughey som to af de virkelige Newton-brødre, der røvede en række banker i tyvernes USA, men som alligevel føles ualmindeligt anonym. Siden har han også f.eks lavet et remake, Bad News Bears (2005) samt Last Flag Flying (2017), som er en art sequel til Jack Nicholson filmen The Last Detail (1973). Hertil hører også School of Rock (2003), der nok er Linklaters mest succesfulde film, den indtjente over 130 millioner dollar, og er siden blevet til både musical (med musik af Andrew Lloyd Webber!) og tv-serie, så det går ikke altid galt. Men Linklater har helt ærligt lavet ret mange uinteressante film, hvilket nok holder ham fra at høre til blandt de største instruktører.

Hertil hører desværre også Fast Food Nation. Det er en filmatisering af en non-fiction bog af samme navn af Eric Schlosser, der også var med til at skrive manuskriptet. Filmen viser et fletværk af mennesker involveret i produktionen af den nye smarte ‘Big One’ burger fra Mickey’s, fra marketingschefen der må efterforske, da han får at vide der er fundet store mængder fæces i burgerkødet, til de illegale immigranter, der under kummerlige forhold står for det hårde arbejde med at slagte dyrene og få lavet dem om til burgere. Den her slags fletværksfilm var populære i 00’erne, med bl.a. Steven Soderberghs Traffic (2000) og den mexikanske instruktør Alejandro González Iñárritu, der med Babel lavede en af de få film fra Cannes 2006 der er næsten lige så dårlig som Fast Food Nation. Det var også året hvor Crash vandt Oscar for Bedste Film, så det var et ringe år på den front…

De her film skulle vel gerne skildre problemer fra mange vinkler, og dermed dels vise kompleksitet, dels globale sammenhænge. Ret ofte synes jeg bare det kom til at virke plat. Problemerne blev relativiseret – som f.eks i Crash hvor alle uanset race lider under racisme! – for filmene kom blot til at pointere forhold mellem folk, uden at fortælle hvorvidt de forhold f.eks var helt enormt ulige. Det er film som påstår at være politiske, men ender med at føles overfladiske. Fast Food Nation har ikke rigtig det problem, dertil er den simpelthen allerede for ufokuseret og rodet. Måske bedst eksemplificeret af fortællingen om den unge burgersælger Amber (Ashley Johnson), der til sidst i filmen bliver radikaliseret dyreaktivist – inspireret af en anden aktivist spillet af Avril Lavigne! – men hvis fortælling inden da i lang tid handlede om at hendes onkel, spillet af Ethan Hawke, kom et smut forbi og begyndte at udspørge hende om hendes sexliv. Meget dårlige scener, i en film der ikke har tid til at have så meget fyld.

Apropos Avril Lavigne og Ethan Hawke, så er de ikke de eneste store stjerner, der kigger forbi. Greg Kinnear spiller marketingschefen, og Ambers kolleger spilles af de senere store stjerner Paul Dano og Glen Powell. Mest overraskende, så dukker Bruce Willis pludselig op for en kort bemærkning. Det viser sig det er ham som har haft ansvaret for Mickeys kødproduktion, så ham og Greg Kinnear sidder i en scene og diskuterer hvor meget lort det er ok at der er i en burger, hvis bare man husker at stege den ordenligt. Her kan man virkelig mærke, at filmen er baseret på en non-fiction bog.

De lidt desperate forsøg på at fortælle pointer om kapitalistiske strukturer i det amerikanske samfund mindede mig lidt om Adam McKays The Big Short (2015), bortset fra at McKays film er virkelig god og sjov. Fast Food Nation famler desperat rundt efter måder at formidle sit stof på uden at gå helt i stå, men den finder det aldrig. Til sidst ser vi glimt af slagteprocessen, og det er hård kost, og en helt simpel dokumentar om et slagtehus havde nok været en mange gange film på alle måder, også i forhold til politisk slagkraft.

Jeg tror, at Fast Food Nation var fuldstændig venstrehåndsarbejde fra Linklaters side. Han lavede som nævnt også en tegnefilm samme år, og så var han på det her tidspunkt allerede i gang med at filme Boyhood, der virker som et noget mere personligt projekt. Jeg vil faktisk nok mene, at der var ret så langt mellem snapsene i den periode hvor Linklater ellers lavede Boyhood (2002-2013). De to Before-film han lavede i de år var selvfølgelig skønne, men ellers er det kun Me and Orson Welles (2008) som jeg kan forestille mig at gide at se igen.

Men efter Boyhood har Linklater været anerkendt. Ikke alle hans efterfølgende film har været gode (se f.eks Hvor blev du af Bernadette? (2019)), men lige så skidt som Fast Food Nation er det aldrig blevet igen. Linklater laver mange film, men det er kun nogen af dem, som virker som gennemført personlige projekter. Jeg tror ikke nogen kunne have fået Fast Food Nation til at virke, det hele er bare skidt. Men Linklater er heller ikke typen, som sådan rigtig gør et forsøg på at løfte det. Han gør det bare kompetent. Når fundamentet er så skidt som her, så hjælper det ikke en meter.