Palmesøndag del 309
(Sean Baker, USA
Cannes 2021, Palm Dog Jury Prize)
Visse ting kan man som kunstner kun gøre én gang. I Sean Bakers Starlet fra 2012 følger vi en ung kvinde i Sydcalifornien, der driver rundt og ikke lader til at skulle arbejde ret meget. Ca halvvejs i filmen kommer den overraskende forklaring: Vi ser hende tage til et filmset, og opdager at hun er pornostjerne. Det twist kom som en overraskelse i 2012, men siden da har alle Sean Bakers film mere eller mindre handlet om sexarbejde, så det kommer mindre som en overraskelse da hovedpersonen Mikey i Red Rocket pludselig afslører at han er tidligere pornostjerne. Det behandles da heller ikke som en overraskelse.
Sean Baker kan ikke rigtig lave den slags overraskelser længere, for han har som få andre nyere amerikanske instruktører opbygget sit helt eget filmiske univers. Hans film finder sted i det sydlige USA – Starlet og Tangerine i Californien, The Florida Project i USA og Red Rocket i Texas – hans karakterer befinder sig i udkanten af USAs arbejdsmarked, hvor sexarbejde nogle gange er det eneste tilgængelige arbejde at få.
Det helt vidunderlige ved Baker har været, at selvom hans film altså har mindet om hinanden, så har han alligevel konstant kunnet forny sig, lave film der ligner intet andet, var umiskendeligt Baker’sk, men alligevel også var forskellige fra hinanden. Det kikser en lille smule med Red Rocket, der lidt for meget ligner en typisk indie-film. Og som handler om noget så specifikt fra porno-branchen, at man måske skal have set tidligere Baker-film for helt at forstå hvad der foregår. Jeg ville have troet Baker ville lave den bedste film i en hvilken som helst Cannes-konkurrence han fik plads i, men i stedet er han nok kun i top seks. En lille skuffelse.
Sean Baker har været kendt for at finde nye talenter, der giver overrumplende præstationer i hans film. I Tangerine var det de to sorte transkvinder Kitana Kiki Rodriguez og Mya Taylor, der havde en helt overrumplende energi, samt hos især Taylor en sans for skrøbelighed. I The Florida Project var det seks-årige Brooklynn Prince, der gav en børnepræstation ulig ret meget andet. At Baker i Red Rocket har castet has-been Simon Rex, fra MTV og Scary Movie film, fortæller måske noget om at Baker denne gang har forsøgt at spille lidt mere med på industriens præmisser. Hvilket da også er lykkedes, for Rex spiller utroligt godt.
Han spiller Mikey, som rejser hjem til Texas City med blå mærker over det hele, og flytter ind hos eks-konen Lexi og dennes mor Lil. Da han ikke kan få job på grund af hans fortid i porno-branchen begynder han i stedet at sælge hash, og tjener efterhånden nok penge til at kunne betale hele huslejen, og få lov til igen at dele seng med Lexi. Et reelt nyt liv synes muligt. Men så møder han den 17-årige Strawberry, som han får en idé om kan være hans billet tilbage til porno-branchen…
Når Sean Bakers filmiske verden har virket så overrumplende ny, så skyldes det ikke kun at hans emnekreds er anderledes. Rent filmisk har han også som få andre forsøgt at finde et nyt filmsprog i den digitale films muligheder. Mesterværket Tangerine var filmet på iPhones, der både via de skramlede billeder, og den særdeles bemærkelsesværdige måde billederne legede med direkte sollys og skygger på, skabte en æstetik der passede til sine karakterer. De levede på gaden, levede i en konstant offentlig fordømmelse, men arbejdede i mørket, i gyder, i bilvaske, og forsøgte også at finde steder hvor de kunne hjælpe og støtte hinanden. I Bakers andre film er det i særdeleshed hans leg med asymmetri, brug af fordrejende linser, og de mærkværdige kitschede farver man ser i det amerikanske solbælte, der har gjort hans film ikke har lignet ret meget andet.
Red Rocket ligner lidt vel mange andre film. Baker arbejder denne gang med 16mm æstetik, hvilket er utrolig flot, men eftersom han har været en af de bedste brugere af digitale kameraer, så er det alligevel under vanlig standard. Universet er stadig det samme, og særligt den baggrund af røgudspyende raffinaderier som karaktererne hele tiden bevæger sig foran er en æstetisk detalje som det nærmest kun er Baker i vore dage der ville finde på at dyrke. Men kameraplaceringer, farver, klipning, alt det er ‘kun’ en fremragende udgave af typisk indie-æstetik, hvor Baker plejede at være i sin helt egen liga.
Fortællingen er igen unik – måske endda så unik at mange kritikere er gået skævt af det. Mikey taler hele tiden om sin glorværdige porno-karriere, men der er tegn i sol og måne på, at man ikke skal tro ret meget af hvad han siger. Faktisk tror jeg personligt det hele er løgn og latin. Han minder utroligt meget om pimp-karakterer, der i Bakers tidligere film gerne blev spillet af James Ransone, kendt som Ziggy fra The Wire, hvilket for fans af den serie vil være et hint til hvor uduelige de plejer at være. De her karakterer plejer, som Mikey, at se sig selv som værende talent-spejdere og managere, laver endda selv film med kvinderne, men i virkeligheden er de bare snyltende pimps. Jeg tror det er en ret stor del af fortællingen, at Mikey overhovedet ikke har været ‘pornostjerne’, men har udnyttet og manipuleret kvinder til at blive sexarbejdere. Og forsøger at gøre det igen.
Det er en slags historie, som knytter sig til den verden Sean Baker har opdyrket. Hans filmiske vision viser et udkants-USA, hvor vejret er skønt, mulighederne for forlystelse er overalt, men som er nærmest komplet afkoblet de gængse muligheder for arbejde og karriere. Det er en verden hvor staten og samfundet intet gør for at hjælpe en, hvor alle derfor er et øjebliks fejltrin fra at endegyldigt falde til bunden, og hvor der er kronede dage for manipulerende snyltere. Derfor er det også en verden, hvor ægte sammenhold og altruisme er svært, og derfor også rammer så meget desto stærkere i de glimt hvor vi ser det. Den slags verden giver mulighed for særlige historier, for særlige dramaturgier, og det har Red Rocket stadigvæk. Det plejede også at fordre særlige passende æstetikker, og den slags har Baker droslet lidt ned på denne gang.
I Cannes-sammenhæng nytter det ikke rigtig noget at brokke sig over, at Red Rocket ikke fornyer filmsproget, for det var der utroligt få film i konkurrencen som forsøgte at gøre. I 2021 har det kun været Ahed’s Knee og Titane af de film jeg har set indtil videre. Men Sean Bakers The Florida Project gjorde det i Quinzaine i 2017, og det er frustrerende han først kom med gangen efter, med en lidt dårligere film. Baker er dog stadigvæk en unik instruktør, og uenighederne om hvordan filmens plot skal forstås viser, at hans filmverden stadig er så ny at resten af verden kæmper med at forstå den. Red Rocket har stadigvæk en energi af noget anderledes og uopdyrket, så der er nok stadigvæk plads til at Sean Baker kan lave tonsvis af film, før jeg bliver træt af det. Men hans æstetiske valg er denne gang mindre unikke.