Palmesøndag del 416
(La maman et la putain, Jean Eustache, Frankrig
Cannes 1973, Jury Grand Prix + FIPRESCI Pris)
Jean Eustaches Moderen og luderen er den aller første film der bliver analyseret i Douglas Morreys The Legacy of the New Wave in French Cinema (Bloomsbury Academic, 2020). Kapitel 1 hedder ‘The Post New-Wave of the 1970s: Eustache, Doillon, Garrel’, og hos Eustache er det naturligvis hans tre en halv time lange hovedværk fra 1973, der bliver undersøgt.
Det siger noget om, hvor central Eustaches hovedværk er blevet til fortællingen om ‘post nouvelle vague’, den gruppe af franske instruktører, der kom efter de store mestre, og som forsøgte at finde deres egen vej rundt i filmkunsten, efter at alt var blevet vendt på hovedet i tresserne. Gruppen tæller også navne som Philippe Garrel og Jacques Doillon, foruden måske Benoît Jacquot og André Téchiné, men af de navne er der kun én af deres film, der er bredt anderkendt som et storværk, og det er Moderen og luderen. Den tårner op over alt andet af det man typisk har kaldt post nouvelle vague, og er derfor også trådt ind på f.eks Sight & Sounds indflydelsesrige lister over bedste film nogensinde, i 2012 helt oppe i top 100.
Det er ret så fortjent, for Moderen og luderen er en fremragende film, der tydeligvis ligger i forlængelse af nybølge-filmene, men som samtidig er noget helt særligt, og i øvrigt nok aldrig kunne være lavet på noget andet tidspunkt end i 1973. Men det er også en lille smule ærgerligt, at filmen er blevet stillet så meget op på en piedestal, for det overskygger lidt, hvor egensindig og mærkværdig Eustache var som instruktør, som det især kom til udtryk i hans mange eksperimenterende dokumentarer og kortfilm.
Og endelig er det lidt farligt at sige Moderen og luderen mest er en god film, fordi det er den bedste post nouvelle vague film, for den del af filmhistorien er ret meget ved at blive skrevet om. I Morreys kapitel bliver Chantal Akerman nævnt nogle gange som også en arvtager til nouvelle vague, og de fleste vil nok i dag se hende som en noget større filmfigur end folk som Doillon og Jacquot. Særligt efter nylige anklager mod deres opførsel overfor endog meget unge skuespillerinder… Så post nouvelle vague er ved at skylle væk, og Moderen og luderen skal helst ikke skylle med.
Det er derfor værd at kaste et nyt blik på Eustache og hans mest kendte film. Men det kan den heldigvis også godt holde til.
Jean Eustache blev født i Pessac i det sydvestlige Frankrig, en by han senere skulle lave flere film om. Han blev en del af miljøet omkring Nouvelle Vague folkene, spillede med i en enkelt film, klippede en anden, fik efter sigende hjælp og penge af Godard til at lave en kortfilm. Han færdiggjorde flere kortfilm og dokumentarer i tresserne, som er ganske fine og talentfulde, men heller ikke ligefrem noget nybrud i forhold til hvad der ellers skete i fransk film på den tid.
Men det vil jeg til gengæld påstå at Numéro zéro fra 1970 er. Filmen er ganske enkelt et to timer langt interview med Eustaches bedstemor, der fortæller om sit liv med alle sorger og voldelige forhold. Eustache sidder bare i forgrunden, og klapper engang imellem i hænderne, for at hjælpe med senere lydskronisering. Der er en ekstrem intimitet i Numéro zéro, der med sit fokus på en arbejderkvindes liv præget af undertrykkelse, der ligeså meget er køns- som klassebestemt, rent politisk har mere til fælles med senere identitetspolitik, end med den maoistiske kamp, der ellers prægede venstrefløjen på den tid. Den minder mig nærmest om Annie Ernaux’ bøger, hvilket vel må siges at være ret moderne.
Desværre var Numéro zéro så smal og mærkelig, at den aldrig rigtig blev vist – en kondenseret time lang version blev nogle år senere vist på fransk tv – så den er aldrig rigtig blevet anerkendt som forlægger til Moderen og luderen. Hvis styrker ellers i høj grad er det samme, bortset fra linsen denne gang rettes mod en ung mand, Alexandre (Jean-Pierre Léaud), der bestemt føler sig enormt undertrykt af samfundet, men som reelt driver rundt, spiller klog, og har sex med kvinder, hvoraf den ene også lader til at finansiere hans liv. Alexandre skulle være baseret på Eustache selv, og var måske nemmere at identificere sig med for filmparnasset, end en gammel kvinde, der har måttet kæmpe for at få et bare nogenlunde tåleligt liv?
Alexandre er nu egentlig også en interessant figur, der har ordet i sin magt, og som konstant og hele tiden monologiserer over tingenes tilstand. Han bor hos den lidt ældre Marie (Bernadette Lafont), der driver en lille butik på egen hånd, men bruger alligevel det meste af sin energi på andre kærester. Da forsøget på at genetablere kontakten med Gilberte (Isabelle Weingarten) slår fejl – hun vil til Alexandres store fortrydelse hellere have en kedelig og borgerlig forlovet, end genoptage et forhold til Alexandre, som Alexandre selv indrømmer endte voldeligt – møder han i stedet den unge sygeplejerske Veronika (Françoise Lebrun), som han indleder et forhold til. Og dramaet mellem Marie, Alexandre og Veronika slår gnister, eftersom Alexandre insisterer på at Marie skal vide nok til at forstå han ser en anden, men samtidig alligevel hele tiden vil gå bag om ryggen på hende. Efterhånden ændres magtforholdet dog mellem de tre.
Alexandre er en interessant figur. Marie synes jeg ikke rigtig er så interessant, hun er mere eller mindre titlens ‘moder’ (omend det faktisk er Gilberte og Veronika der i løbet af filmen fortæller om graviditeter), og er defineret ved sin opofrelse i forhold til Alexandre. Hun virker lidt mere som en freudiansk moderfigur skrevet af en mand. Veronika, derimod! Hold da fast en figur. Titlens ‘luder’, der nonchalant fortæller om at have sex med alle og enhver, spørger en forbløffet Alexandre om de skal bolle på en bænk ude i det fri, og som, så snart Alexandre gør hende skuffet, har sex med en gift læge på hans sofa. Veronika er – det meste af filmen – en fantastisk figur, der ikke samler sine tanker til lange monologer sådan som Alexandre gør det, men til gengæld fortæller så direkte og kropsligt om sit liv, at det er helt herligt. F.eks tager hun lige en tampon ud, inden hun har sex med en læge. Da Alexandre skubber en anden tampon op i hende ber hun ham om at fiske den ud når han giver hende finger, hvilket Alexandre ikke lader til at vide hvordan man gør (!). Og i en af mine yndlingsreplikker siger hun: ‘Jeg sover så dejligt med en penis mod min bagdel, selvom den er slap’.
Alexandre har opbygget en fortælling om at sex er naturligt, monogami unaturligt, men det er Veronika, der har blik for det reelt kropslige ved det at bolle, alt imens Alexandre lader til at se det mere som noget intellektuelt/maskulint. At have sex med mange kvinder er et tegn på at han er en sej mand, imens det naturligvis for Veronika betyder at hun er en ‘luder’. Veronikas ‘naturlige’ tilgang til sex ender dog også med at hun til sidst fortæller, hun egentlig kun mener sex er til for at lave børn, og når det kommer til stykket fortæller hun ikke rigtig om orgasmer, så hendes sexliv er nok stadigvæk ret meget fanget i halvfjerdserne. Men hvis en ung smart mand som Alexandre ikke ved hvad han skal gøre ved sine fingre, så er det nok også svært. Ligesom bedstemoren i Numéro zéro er kvinderne i Moderen og luderen undertrykt af patriarkatet, bare på meget anderledes måder.
Karaktererne i Moderen og luderen er mere spændende end i de fleste andre post nouvelle vague film, hvilket måske heller ikke siger så meget. De er egentlig også mere spændende end i mange af f.eks Godards film, men det er lidt som om, at mange af Godards karakterer i virkeligheden godt ved at de er filmkarakterer og arketyper, og mere fungerer som en leg med mediet. Hvorimod Alexandre også konstant fortæller om film og lever som om han er med i en – hans yndlingsrestaurant er f.eks fordi den minder ham om at være med i en film af Murnau – men filmen viser så mere realistisk hvor lidt glamourøst det egentlig er at leve på den måde. Hvorfor den er en post nouvelle vague film mindst lige så meget som det er en post-68 film.
Men hvad der for alvor interesserer mig ved Eustache er de strukturer han lægger ind over sine film. I senere kortfilm arbejdede han virkelig meget med variation og gentagelse. Han lavede f.eks to dokumentarer kaldet La Rosiere de Pessac, der handler om udvælgelsen af en årlig såkaldt ‘Rosiere’ i hans barndomsby Pessac, et ritual hvor en ung pige vælges til byens repræsentant bl.a. på grund af hendes ‘ærbarhed’. De to film, fra 68 og 79, skildrer effektivt tidens gang i en lille fransk by, men også hvor meget der gentager sig, inklusiv nogle virkelig dårlige traditioner. I Une sale histoire (1977) skildrer han den samme klamme historie om en lurer to gange: Først som en fiktiv monolog, og derefter som dokumentarisk fortælling af den mand, som eftersigende virkelig lurede på damer på et cafétoilet. Til aller sidst i sin karriere eksperimenterede Eustache også med kunst og virkelighed, når han i Le Jardin des délices de Jérôme Bosch (1980) havde den samme lurer-mand til at fortælle om sit yndlingsmaleri, hvilket han gør ved at fokusere på alle de mange kropsåbninger man kan se, og i Les Photos d’Alix (1980) lader en fotograf fortælle om de billeder hun har taget, bortset fra at billederne mindre og mindre ligner hendes beskrivelser.
Som man kan se blev Eustache mere og mere legesyg og nærmest satirisk med tiden, indtil han desværre døde som bare 42-årig i 1981 ved egen hånd, efter have været i et voldsomt trafikuheld. Men jeg synes også godt man kan se legesygen i Moderen og luderen. Det er en meget lang film, netop fordi så mange sekvenser varieres igen og igen. Alexandre, der forsøger at forføre en kvinde. Veronika, der bringer Alexandre ud af fatning. Marie og Veronika, der snakker udenom Alexandre. Filmen er ellers kendt for at være lidt skrabet, sort-hvid, meget shot-reverse shot, meget af den foregår i Marie og Alexandres meget lidt møblerede lejlighed, men den er samtidig også stort tænkt.
Og det er måden den er tænkt på, som får dens stærkeste kvaliteter frem: Det giver plads til at karaktererne kan fortælle om sig selv, som om den nærmest dokumentarisk afdækker sine dog fiktive karakterer, og så undersøger den hvorvidt mennesker selv kan bestemme deres liv. Kan Alexandre gøre det anderledes med Veronika, eller vil han ende i dysfunktionelt forhold igen ligesom med Gilberte og sådan set også Marie? Og er karaktererne i virkeligheden bare fanger af deres samtid, i færd med at gennemleve en idé om fri kærlighed, som ingen af dem rigtig lader til at kunne lide. Det gør Moderen og luderen til en vitterligt god film, der klart hører hjemme i filmhistorien.
Men. Nogen Jeanne Dielmann er det nu ikke. En del af de spørgsmål som Eustache behandlede, dem behandlede folk som Med Hondo og Chantal Akerman også på samme tid, men de fik langt mindre opmærksomhed i samtiden. I dag virker Soleil Ô eller Je Tu Il Elle dog som langt mere interessante og åbensindede og eksperimenterende film end det meste post nouvelle vague. Og som sådan langt mere som en videreudvikling af hvad Godard og Rivette forsøgte på. Så jeg tror det meste af den franske halvfjerdersfilm vil falde i agtelse fremover. Moderen og luderen er dog mildest talt værd at holde fast i.