rsz_249347

All These Sleepless Nights

Disse drenge danser decideret dårligt. Omklamrende, fører deres udkårne med lidt for megen armkraft, giver ingen plads til de piger de forsøger at danse med. ‘Du danser som en kalkun’, får hovedpersonen Krzysztof på et tidspunkt at vide, og det er ganske rigtigt. Halvt kalkun, halvt lidt desperat påfugl. Det er sådan noget man sidder og tænker over, for der danses virkelig meget i Michal Marczak’s portræt af rigtig mange søvnløse nætter i Warszava. Det føles næsten som om hele filmen foregår på det tidspunkt, hvor ingen længere ved om det er rigtig sent eller rigtig tidligt, og man ikke længere kan danse helt så energisk som man kunne før, men stadig har åh så meget lyst. Sådan danses der gennem Warszawa’s gader i et helt år for de unge Krzysztof og Michal. Det er næsten lidt den samme film som danske Rasmus Heisterberg’s I Blodet, et portræt af ungdommen der skal lære at bevæge sig. Der er bare nærmest ikke noget manuskript eller dramaturgi. Til gengæld danser kameraet med på bedste vis. Personligt har jeg det rigtig godt med den studehandel.

Hvilket kamera! Håndholdt, men flydende, glidende, dansende omkring karaktererne. På et tidspunkt kaster Krzysztof op i en gyde, og kameraet flyder en meter tilbage. På et tidspunkt vandrer Krzysztof ned af en trappe, og kameraet stopper op et åndedrag, og svæver så ned efter ham i én bevægelse. Det er en form for bevægelse som nok først er blevet mulig med moderne letvægtskameraer, og Michal Marczak udnytter det perfekt. Til tider mindede det mig en del om de seneste Terence Malick film (f.eks. Knight of Cups), hvor kameraet også har det med at svæve efter karaktererne. Det fik mig også til at tænke på Dardenne-brødrene (Rosetta, Barnet, To Dage, En Nat) som jeg for tiden læser om i anden sammenhæng. Luc Dardenne kaldte engang deres kamera for et ‘krops-kamera’ (‘corps-camera’), han ville have filmen til at føles som om kameraet var smeltet sammen med kameramandens krop, så man altid kunne mærke noget kropsligt, noget konkret, noget menneskeligt i deres ultra-humanistiske film. Marczak’s kamera er snarere et ‘ud-af-kroppen-kamera’, det er for let, for glat, for svævende. Det er umanerligt passende til at skildre livet for de fordrukne bonghoveder i filmens centrum.

Vi får aldrig rigtig at vide hvad de laver. Om de studerer eller arbejder, hvor de kommer fra, om de har nogen familie. De lader aldrig til at mangle penge; da Krzysztof beslutter sig for at ville bo alene skaffer han en ny lejlighed uden nogen problemer. Og de lader aldrig til at mangle hash og kokain. Det fornemmes at Krzysztof er blevet dumpet fra filmens start, og det er ret tydeligt han har nogle problemer han skal have gennemarbejdet. Måske noget angst, måske noget ennui. Han er sjældent rigtig glad på de mange dansegulve. Reelt set får vi ikke meget fortalt. Men vi fornemmer en del, om hans forhold til vennerne, til pigerne, til omverdenen, til sig selv. Og det skildres via filmiske metoder. Endda filmiske metoder som jeg sjældent har set brugt så gennemarbejdet som her. Warszava føles virkelig som en helt særlig verden, forbløffende mennesketom, konstant badet i det der forunderlige solopgangs-lys. Der er politi-biler der kan hoppes på, koloni-haver at blive båret rundt i, værtshuse at slås på, etc. I filmens åbning flyver vi rundt nytårsaften mens fyrværkeri eksploderer. Sådan har jeg nærmest aldrig set en by blive skildret før. Jeg har nogle gange set gentrificerede storbyer bliver kaldt for ‘legeplads’ for de unge og rige, og jeg tror aldrig jeg har set det skildret så filmisk stærkt før.

Jeg elsker filmens æstetik. Jeg ved ikke helt med indholdet. Men sådan kan jeg godt lide det. Var meget overrasket over at se den type film fra Michal Marczak, som sidst var på DOX med filmen Fuck for Forrest, en noget mere konventionel dokumentar om en gruppe aktivister der laver sex-film for at gøre opmærksom på naturen. Den gad jeg ikke at se. Derudover er han fotograf, og filmer da også selv den her film. Hvis han laver flere film hvor han dyrker dette, så kunne han gå hen og blive én af Polens mest interessante instruktører. Det er ret mange polske film vi får at se for tiden, fra Ida til Krop & Sjæl og United States of Love. Og de har en æstetik. Men det er også en lidt søgende æstetik, som om de ikke helt ved hvor de vil hen. Det kan få meget æstetisk strenge film til at virke lidt ugennemtænkte. All These Sleepless Nights minder mig meget om Lech Majewski’s Field of Dogs, der også skildrede en ung mand, der gennemlevede et år i Polen. Det var 2010, det år hvor præsident Lech Kaczynski’s fly styrtede ned, og der var oversvømmelser og kaos. Manden på hunde-marken var omvendt nærmest narkoleptiker, han drømte sig igennem året. Men det er som om ordet narko går igen…

Heller ikke sidste år har det helt virket som om Polen ved hvor de er på vej hen. I europæisk politik kan vi ikke rigtig finde ud af, om de er i fare for at blive en diktatur-stat, og hvad vi skal gøre ved det, og med folk ting som Trump og Brexit har vi også meget andet at tænke på. Jeg har et ret søgende forhold til Polen, og til polsk film. Det har de måske også selv. Krzysztof bruger meget tid på at søge efter et eller andet. Så danser han. Efterhånden danser han mere og mere, bliver mindre omklamrende, til tider danser han endda så godt at pigerne har lyst til at gnide sig op af ham. Måske er det det vigtigste, både for unge mænd i tyverne, og for eksperimenterende fotografer. Og for lande og politiske systemer. At finde ud af hvordan vi danser.

Og de her billeder danser dælme dejligt.