Krop & Sjæl

Der sker ting i Polen for tiden. Landet er blevet sat under opsyn af EU efter nye medie-love anklages for at ville føre til mere kontrol med pressen. Det konservative parti ‘Lov og Retfærdighed’ genvandt både præsident- og statsminister-posten i 2015, og som i første periode de styrede landet – dengang de to Kaczynski-tvillinger sad på de to lederposter, inden præsident Lech Kaczynski døde i en flyulykke i 2010 – er landet sat på en nationalkonservativ kurs, der konstant konflikter med det resterende Europa – hvoraf en stor del af landene trods alt har invaderet/bekriget/opdelt landet op til flere gange i historien. Lov og Retfærdighed er i høj grad katolsk konservative, i modsætning til det i høj grad protestantiske Tyskland mod vest og ortodokse Rusland mod øst. Så måske er det ikke overraskende, at en stor del af deres film, især i disse år, omhandler religion, spiritualitet og åndelighed?

Der sker også ting i polsk film for tiden. Sidste år vandt landet sin første Oscar for bedste Ikke-engelsksprogede film for Pawel Pawlikowski’s fine Ida. Landet har enorme filmtraditioner med instruktører som Kieslowski, Polanski, Wajda og Zulawski, men de sidste par årtier har det ligget lidt dødt. Kommunisterne gjorde et flot arbejde med at ødelægge kreativiteten, og der har ikke piblet nogen ny bølge frem efterfølgende, som der er sket i andre østeuropæiske lande, først og fremmest Rumænien. Filmfestivalerne har gerne haft polske instruktører, men det har som oftest været gamle kendinge. Den eneste yngre instruktør, der har haft sine film i en af de store festival-konkurrencer de seneste år er Malgorzata Szumowska, der har været i Berlin to gange, med In the Name of… fra 2013, og med Krop & Sjæl, som sidste år delte Sølvbjørnen for Bedste Instruktør med rumænske Radu Jude’s Aferim! Hvis der er grøde i polsk film – og det er der, foruden Szumowska og Pawlikowski bør især den ældre Lech Majewski nævnes – så er Krop & Sjæl formentlig den bedste mulighed for at sætte tænderne i bølgen, og fundere over, hvad der gør de her film specielle, og hvorvidt de siger noget om det moderne Polen.

body-02

Krop & Sjæl er ikke nogen plot-tung film. Den følger tre mennesker, Olga og hendes far, en drabschef ved det lokale politi, samt Anna, en terapeut ved den klinik Olga bliver indlagt ved for en spiseforstyrrelse. Det meste af filmen er blot stemnings-scener, først et godt stykke inde bliver de to halvdele af filmens verden trukket sammen. I høj grad lever filmen i de enkelte sekvenser, farens mismodige afdækning af de uhyrlige forbrydelser, og Anna’s alternative behandlingsformer, der dels bygger på råbe- og bevægelses-terapi, og dels gennem spiritisme og hendes arbejde som medium mellem døde og efterladte. Fik jeg fortalt at det er en komedie? Barnemord og bulimi er måske ikke typiske komiske evner, men filmen har en sort-humoristisk tone, der bringer minder om folk som Ulrich Seidl eller Roy Andersson. Eller de førnævnte rumænske filmfolk som Corneliu Porumboiu. Det skyldes især stilen, der på den ene side er nøgternt betragtende, men alligevel subtilt opstillet.

body-03

Hele filmen er fremragende filmet. Hvert billede er en komposition, ofte små-symmetrisk, men ikke så stramt som hos mange andre stilister. Når Anna sidder og skriger i et kridhvidt rum, overfor hendes gruppe af dybt undervægtige unge kvinder, bliver det nærmest psykedelisk. Szumowska bruger ofte forgrunden, når en person går hen mod sin bil ser vi ofte bilen i vejen for vedkommende. Der er closeups af madvarer – drabschefen har en ting med at hælde for meget salt på maden – der er lange sekvenser omkring Anna’s gigantiske hund, andre scener hvor hun skriver som i trance, åbenbart med de døde,, og der er dansescener og døde mennesker på altaner. Hvis det hele var filmet ‘realistisk’, med håndholdt kamera og rystede billeder, så ville det næsten være for meget. Stilismen understreger det absurde univers, hvor døde viser sig ikke at være helt døde, og verden er i konstant fare for at blive oversvømmet. I virkeligheden kan det meste forklares ved, at intet fungerer i den polske by, så vandrør sprænger konstant, alt larmer for meget, etc, men de mange bizarre hændelser bevæger filmen hen på grænsen af noget magisk realistisk – en genre hvor de mange magiske elementer også ofte var standin for bizarre politiske hændelser, som når f.eks. lejligheder tømmes på magisk vis i Mesteren & Margarita, noget som egentlig var ganske normale hændelser i Sovjetunionen under stalinismens udrensninger.

body-04

Krop & Sjæl rammer en helt særlig tone, og er et kæmpe skridt fremad for Szumowska, som for øvrigt har ganske nære bånd til Danmark. Hun har arbejdet for Zentropa, bl.a. på Antichrist, og det var da også Zentropa der producerede hendes Elles fra 2012, med Juliette Binoche i rollen som journalist der undersøger studine-prostitution i Paris. Hendes 33 Scenes from Life fra 2008 havde Peter Gantzler i en af hovedrollerne, som love interest for den kvindelige kunstner, hvis mor bliver dødeligt syg. Begge film var europæiske co-produktioner, og en del mere glatte end Krop & Sjæl. Det er med den nye film at hun virkelig træder ind på den europæiske filmscene, som original stemme. Og som specifik polsk stemme.

body-05

Hvad siges der om Polen? Det er ganske logisk at i disse år, hvor den politiske scene domineres af katolske national-konservative, at der sætter filmene også landet til debat, og især forholdet til religion og omverden. Både Ida og Szumowska’s In the Name of… skildrer unge mennesker på vejen mod det religiøse liv – en nonne i Ida, en præst i In the Name of… – og deres betænkeligheder, især omkring seksualitet. Lech Majewski’s Field of Dogs fra 2014 skildrer en ung søvnløs mand, der vandrer igennem Polen’s skæbneår 2010 – året hvor præsidenten styrtede ned og døde – mens han drømmer om engle, kirkerum og ting fra Dante. Det er en overophedet religiøsitet, det er ikke noget tilfælde, at unge mennesker, som Ida fra Ida og som Olga i den her film, overvejer at droppe fra. Det er de gamles religiøsitet.

Krop & Sjæl er nu til en vis grad sympatisk overfor denne religiøsitet. Anna, det spiritistiske medie, er en fuldstændig fantastisk kreation, hendes frisure, briller, påklædning, hund, måde at bevæge sig på. Maja Ostaszewska spiller eminent i rollen, men rosen bør også gå til manus, kostumier, og måske især instruktør. Som deler alder med figuren, og på sin vis også rolle. Filmmediet er i vore dage først og fremmest det medie hvori verden kommunikerer med sig selv, og instruktøren er det medium, der bringer stemmerne ud til omverdenen. Krop & Sjæl er ikke årets bedste film, og Polen er ikke Østeuropas bedste filmland. Det kan f.eks. godt ærgre mig, at en instruktør som førnævnte Corneliu Porumboiu ikke kan få et større publikum til hans fantastisk morsomme komedier, han er på et højere niveau. Men man skal ikke altid kun se film på grund af deres kvalitet, det er den sikre vej til at ende med at se alle 8 oscarnomineringer. Man skal se film, også fordi de er unikke, anderledes, fordi de siger os noget nyt om verden udenfor. Og Krop & Sjæl kommunikerer. Med symmetriske billeder, strik-sweatre og gigantiske hunde fortæller den os detaljer fra Polen vi ellers ikke ser. Anbefalet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.