Knight of Cups

Der er et paradoks ved Terrence Malicks seneste tre film. Den legendariske instruktør var i lange stræk lige så kendt for sin ukendthed som for sin kunst: Han nægtede at give interviews, at lade sin person indgå i hans films marketingsmateriale, og i tyve år, fra Days of Heaven fra 1978 til The Thin Red Line fra 1998 holdt han pause fra filminstruktion. Som med forfatteren Thomas Pynchon blev han en nærmest mytologisk figur, der kun kommunikerede om sig selv via overdådige men svært forståelige værker. Derfor er det lidt sært at hans seneste tre film, The Tree of Life fra 2011, To the Wonder fra 12 og nu Knight of Cups, der havde premiere på Berlin-festivalen sidste år, alle sammen er nøgle-film, hvis skeletale plots passer ganske godt på det lidt vi ved om instruktørens biografi. Har nogen kunstner været så påpasselig med sit privatliv i den virkelige verden, og samtidig så åben og selvudleverende på film? Tendensen kulminerer med Knight of Cups, hvis handling passer på de sidste år af instruktørens ‘tabte periode’, og hvis hovedperson er så tom og kold at filmen bliver umanerlig svær at få hold på og at holde af. Visuelt og lydligt er Malick helt unik, og folk som siger han kører i tomgang hverken ser eller lytter ordenligt efter. Det er en enestående film, men også til tider enestående irriterende.

Christian Bale spiller Rick, en manuskript-forfatter i dekandente Hollywood. Fortællestilen er fragmentarisk og må stykkes sammen af glimt og tegn, men han lader til at gå igennem en skilsmisse til at starte med – jeg tror det er derfor han bor i en lidt for tom lejlighed i et kvarter hvor de fleste kun bor midlertidigt – og forsøger at finde mål og middel efter at hans familie er brudt sammen efter en brors selvmord. Hans far og lillebror, spillet af henholdsvis Brian Dennehy og Wes Bentley, er ret genkendelige ældre udgaver af personer fra The Tree of Life, ligesom Christian Bale vandrer rundt i den samme type ørken-landskab som Sean Penn gjorde i den film. Filmen lader til at starte i 1994, eftersom der lægges ud med et stort jordskælv som må være Northridge jordskælvet fra det år, og kort efter ser Rick på tv OJ Simpson’s berømte flugt fra politiet i en hvid Ford Bronco. Præcist hvor længe filmen strækker sig over er svært at sige, jeg tænkte på et tidspunkt der var små hints til 11. september, men omvendt tror jeg slutningen peger på at Rick genfinder sin artistiske mojo, og hvis han skal forestille at være Malick, så må det vel være 97-98.

"Knight of Cups"

Det er som antydet ikke helt nemt at finde ud af blot de enkleste detaljer i den her film. For det første fordi den nærmest er fortalt som en fabel. Titlen hentyder til et tarotkort, ifølge wikipedia er ‘Knight of Cups’ tegn på ting som muligheder, idéer, kedsomhed ved det velkendte, og måske, hvis kortet vender på hovedet, utroværdighed, falske løfter, og en person der har svært ved at kende forskel på sandt og falskt. Filmen er inddelt i kapitler opkaldt efter tarotkort, og de fleste kapitler drejer sig om en enkelt persons møde med Rick og det perspektiv på livet han finder hos dem. Til tider er det nogenlunde logisk: Den Hængte Mand henviser til hans bror, som ikke blot synes fortabt og ophængt i et narkomisbrug, men som også viser Rick et andet blik på livet, på gaden og i slummen i LA. Andre gange er det svært at finde rundt i hvordan det hænger sammen, især fordi ca halvdelen af personerne er smukke unge kvinder som sværmer om Rick, og det er ikke helt til at regne ud hvad forskellen er på ‘Månen’, en frisk ung pige spillet ret skidt af Imogen Poots, ‘Tårnet’, en model spillet af Freida Pinto, hvis segment fuldstændig stjæles af en toptrænet muskuløs med-model, hvis krop er langt mere filmisk interessant*, og ‘Ypperstepræstinden’, en stripper spillet af Teresa Palmer. Derudover er filmen inspireret af religiøse tekster, og der citeres i starten fra den gnostiske tekst om Apostlen Thomas’ Gerninger, en tekst om søgen efter en perle i østen, som formentlig skal symboliserer Jesus, men som i filmens verden snarere synes at handle om damer.

* Og hvis det lyder objektificerende og afskrækkende, så er det her nok ikke en film for dig… Malick objektificerer alt og alle, hans visualitet dyrker overflader i ekstrem grad, men her bliver det i lange stræk til dansende kvindekroppe til fester og på stripklub.

Christian Bale and Natalie Portman star in Terrence Malick's Knight of Cups.
Christian Bale and Natalie Portman star in Terrence Malick’s Knight of Cups.

Men en anden og mere interessant årsag til at filmen er svær at finde rundt i, er den at Rick helt utroligt let lader sig distrahere. De emblematiske billeder i filmen er Rick der pludselig får øje på et eller andet, en helikopter, en bil, hvorefter kameraet glider væk fra ham og i retning af det han ser på. Den emblematiske lyd er en konstant kværnen af bilstøj og/eller bølger, der i lange stræk er en større del af soundtracket end både kollagen af klassisk musik, der som altid, men i mindre grad end normalt, er med i en sen Malick-film, og den konstante voiceover, som, udover oplæsningen af religiøse tekster, er en del mindre prætentiøs end den plejer. Der er ikke nogen ‘what is this war in the heart of nature?’ eller ‘Mother, father, always you wrestle inside me!’ I stedet er der først og fremmest en masse ganske ærlige negative beskrivelser af hvordan det er at være sammen med Rick, mens Rick selv sjældent kommer til udtryk. De to ting, at den visuelle side er distraheret og flygtig, og at lydsiden er mere fragmentarisk og mindre pseudo-dyb end normalt, hænger sammen. Sent i filmen taler Rick – og hans ypperstepræstinde – med en mand der priser munkelivet og den fred og fordybelse der følger med. Måske der det dét som er Rick’s østlige perle, den fred og ro han mangler for at lære sig selv at kende, for at kunne fordybe sig, for at kunne genfinde sin kunstneriske åre og finde sit sande kald som skaber af prætentiøse voiceovers. Jeg håber implikationen af denne tese er klart forståeligt: Hvis Knight of Cups er en kunstnerisk skildring af en mand der har mistet sin kunstneriske retning, så bliver den manglende kunstneriske kvalitet af filmen en pointe i sig selv!

koc-02324_7afe4f98-8915-e511-9453-067fa60ebf96

Det lyder som en letkøbt måde at prise en tilføjelse under middel til en stor filmografi. Men det rammer nu meget godt en dobbelt-hed i filmen. Mange gange får Terrence Malick skudt den samme kritik i skoen som tilfalder udøvere af hvad der nedladende kaldes for ‘Slow Cinema’, at hans film er plot-løse, prætentiøse, går i tomgang. Men ingen kan beskylde ham for at være for langsom. Tværtom klippes der i hans seneste film på livet løs frem og tilbage mellem tid, sted, drøm og virkelighed, så det er svært at følge med. Og det burde være tydeligt for selv den mest negativt indstillede, at det i Knight of Cups bruges til at skildre en verden der er for hektisk og larmende. Gentagne gange klippes der i gruppescener, fra fester, fra befolkede gader og stræder, til korte glimt af det samme område helt tømt for mennesker, som om det er hvad Rick længes efter: Stilhed, fred, tomhed. Men så klippes der tilbage til den kværnende strøm af fest, modernistiske lejligheder, bilture og closeups af skuespillerne hvor kameraet er alt for tæt på. Ofte klippes der midt i en aktion, f.eks. springer Rick i vandet hvor han ikke må, og vi ser Elizabeth (Natalie Portman), nok en ung love interest, kigge sig nervøst om, måske få øje på et eller andet, og *klip*, så er vi et helt andet sted. Der foregår alt for meget i den her film, og især lydsiden er på én og samme tid objektivt set en stor præstation og samtidig pisse-irriterende, men af samme grund rammer det så meget desto hårdere når vi endelig, ENDELIG, står stille på et enkelt billede, en bådebro, set nedefra, overskyet og mørkt vejr, bølgerne larmer ind mod stranden. Det er et truende og sørgmodigt billede, og jeg tabte nærmest pusten da det endeligt kom. Herefter falder filmen lidt til ro, og de fleste af de bedste billeder er fra denne afsluttende halve time. De billeder er billetten værd.

Da jeg skulle ind i biografen spurgte billet-sælgeren lige en enkelt gang om jeg blot skulle have en enkelt billet. Yup, sagde jeg, tænkte mig lidt om, og svarede: ‘De gange jeg har taget folk med til Terrence Malick film har de altid hadet ham, så nu bliver det alene.’ Det er ikke løgn. Han er ikke for alle og enhver, og i betragtning af at allerede To the Wonder fik på puklen efter palmevinderen The Tree of Life var det ret modigt af ham at lave en film der er så bevidst fremmedgørende og irriterende som Knight of Cups. Hvis man gider en film, der ikke er indstillet på at komme én i møde overhovedet, så er der flotte billeder og en unik lydside i filmen. På den led er filmens svaghed samtidig dens styrke. Men. For at vende tilbage til start, så er koblingen mellem den private instruktør og den udleverende film måske ikke så mærkelig endda. Handlingen er personlig og nærgående, mange personer river Rick’s selvopfattelse fra hinanden i løbet af filmen. Men sjældent har jeg set en amerikansk film hvor hovedpersonen er så blank og intetsigende som Rick. Det er umuligt at komme ind bag facaden, jeg kan ikke huske et eneste glimt af personlighed hos ham, intet moment der sagde mig mere om ham selv. Det skal man ikke finde hos Christian Bale, men i tilsviningerne fra hans omgivelser, og i filmens lyd- og lysside, der synes at illustrere hans sind langt tydeligere end Bale gør det. Igen, sikkert tiltænkt. Men jeg tænker, måske er det ikke en overraskelse, at de svageste led i Malick’s yderst personlige trilogi er Sean Penn, Ben Affleck og nu Christian Bale, de tre skuespillere som spiller pendanterne til ham selv. Måske er der grænser for åbenhjertigheden. I en film der skildrer den periode hvor Malick var aller længst fra at være en god kunstner, der lærer vi alligevel mere om hans kunst end om hans person.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.