To Dage, En Nat

Palmesøndag del 21
(Deux Jours, Une Nuit, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2014)

To dage, en nat opnåede noget helt nyt for Dardenne-brødrene. De havde indtil da aldrig konkurreret i Cannes uden at vinde en eneste pris. Så hvem siger man ikke kan opnå nye ting som garvet instruktør. Men det er i bakspejlet lidt bizart. To dage, en nat er i mine øjne med afstand den bedste film fra anden halvdel af brødrenes energi. Den gør nye ting – ældre hovedkarakterer, filmstjernen Marion Cotillard i hovedrollen – og gør det med et nærmest genialt plot, der samtidig også fuldstændig klargør hvad den typiske Dardenne-helt foretager sig: Hun piler.

Dardenne-helten piler. Fra punkt til punkt piler hun, i det socialt udfordrede belgiske miljø filmene altid foregår i, i forsøget på at finde den mulighed, der giver adgang til et bedre liv. To Dage, En Nat kunne være den ultimative pile-film: Fra start får vi lagt en pile-plan: Sandra har en weekend, 3 dage og 2 nætter*, til at få pilet rundt til hendes 16 kolleger, som har stemt imod at hun skulle genansættes efter noget sygefravær, og for at de i stedet skulle have deres lovede penge-bonus, og hun skal have overbevist minimum 9 om, at de stemte forkert. Men krøllen på halen er, at Sandra netop ikke er i pile-humør, for hun er først lige kommet ud af en depression. Filmens paradoks: Det er den Dardenne-film, der har den klareste pile-plan, men samtidig den protagonist, som er mindst i stand til at gennemføre den.

* Jeg forstår helt ærligt ikke rigtigt filmens titel.

Et par hjælpe-begreber: I den anden af Deleuze’s Cinema bøger, navngiver han en films miljø dens ‘territorie’ og kalder mange plots for karakterernes forsøg på at finde ‘flugt-linjer’. Deleuze møntede beskrivelsen på Alain Resnais’ legendariske første klassikere fra slut-halvtredserne og start-tresserne, hvor ‘territorierne’ udgjordes af de dybe psykologiske ar, som krig i Europa, Hiroshima og Algeriet havde påført befolkningerne. Og ‘flugt-linjerne’ var i høj grad terapeutiske. Hos Dardennerne er det mere bogstaveligt, og mere socialt. Som få andre instruktører vender de tilbage til det samme territorie – forstads-Belgien – hvor de konstant skildrer personernes forsøg på at flygte væk. Det kvintessentielle Dardenne-billede følger personen bagfra, i fart, pilende gennem sine omgivelser, i jagten på det springende punkt videre. Hvilket ofte viser sig at være et moralsk dillema. I Dardennernes territorie er der ingen rette flugtlinjer, de snor sig rundt om moralske valg. Rosetta forråder sin ven for at overtage hans fastansættelse. Den unge mand i Barnet sælger sit barn.

Der er momenter hvor To Dage, En Nat nærmest er en anti-Dardenne. Sandra har intet dillema: Hun har 16 kolleger og intet at tabe ved at be dem ofre penge for hendes skyld. Det er alle andre der har et dillema i valget mellem penge og kollega. Men stort set alle opfører sig pænt. Den ene mand har brug for pengene, så han stemmer imod, men giver alligevel Sandra tlf-numre på andre kolleger, så hun kan arbejde videre imod hans interesser. ‘Det ville være en katastrofe for mig hvis du vandt, men jeg håber for din skyld at du gør det,’ siger en anden. Til tider åbner Sandra’s eksempel selv flugt-linjer for andre at tage: Da hun møder op hos en kvindelig kollega, hvis mand insisterer på at bestemme for hende, går kollegaen fra ham. De to kvinder, og Sandra’s mand Manu, kører i bil mod de sidste kolleger, smiler og synger rock: 3 mennesker, glade for at være fælles på samme flugt. Der er et helt nyt Dardenne-billede i den bil – vi er i et lidt ældre og rigere territorie, hvor der er råd til privat-bilisme – med et kamera der glider fra person til person, smil til smil, holden i hånd. Et solidarisk flugt-billede, hvor normalen har været den pilendes ensomme ryg.

Dardennerne opfandt pile-stilen, og har nu så meget styr på den, så deres små variationer fascinerer. Sandra stopper og starter langs sin flugtlinje, vil ikke mere, spiser anti-depressiver, græder fordi hun tror hun er til besvær. Først til allersidst stilles hun overfor et moralsk Dardenne-dillema, men hun afviser, og smiler pludseligt, og piler, på jagt mod et bedre valg. Det er ikke blot en hovedperson, der har fået det bedre, det er et instruktørpar der påstår, at pilningen har værdi i sig selv, og ergo, at deres pile-film også er værdifulde skildringer. Og det har de helt ret i. Og hermed har vi også fået retfærdiggjort, at brødrene er blevet i deres pile-stil, og på intet tidspunkt har kastet sig over noget helt andet, siden de i 1996 fik styr på stilen med La Promesse. Også selvom det ikke altid har været lige så godt som her.

Jeg kan virkelig ikke forstå hvordan denne her gik tomhændet hjem fra Cannes. Jo, der er to logiske svar: 1) En Cannes-jury kan altid finde på hvad som helst og 2) Dardenne-film havde i forvejen vundet revl og krat – Palmen i både 99 for Rosetta og 05 for Barnet, Grand Prix i 11 for Drengen med Cyklen, Manus i 08 for Lorna’s Silence, og Skuespiller i 02 for Le Fils, så måske syntes juryen blot at det var på tide med nogle andre. Men Marion Cotillard leverer en komplet overlegen præstation, og filmens manuskript er så klart og originalt i sit anslag, at det er lidt svært at se hvordan den var til at komme udenom. Det er et sent hovedværk, og til begge de Dardenne-film der er kommet efterfølgende, har jeg brugt To dage, en nat som prisme til at forstå dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *