Wonderstruck

Palmesøndag del 112
(Todd Haynes, USA, deltog i Cannes 2017)

Hvad gør man efter en succes? Når man endelig, i en karriere der ellers har budt på flere kult-film end kommercielle successer, rammer den lige bagi, og vinder både store priser samt sælger billetter? Ifølge wikipedia (jaja, jeg ved det) var Carol med afstand Todd Haynes bedst sælgende film, med et box office på 40 millioner. Og hvis det lyder lidt lavt for en instruktør af Haynes’ kaliber, så er det det også. Der har bare ikke været så meget salg i eksperimenterende biopics om Bob Dylan (I’m Not Here), eller pastiche-film som Far From Heaven. Carol, baseret på en vigtig roman, og med et for Haynes ret simpelt plot, blev en moden succes, en af dem slags der giver mulighed for at lave meget mere. Så hvad gør man så?

Jeg kan vældig godt lide at Todd Haynes valgte at lave Wonderstruck, endnu en filmatisering, dog denne gang af en børnebog af den samme forfatter der skrev forlægget til Martin Scorceses Hugo. Der er noget sympatisk over det, som om Todd Haynes virkelig forsøgte at sælge ud, ikke flere film med queer-tema eller om rockmusik, i stedet en ekstremt sentimental film om venskab, anderledeshed og, nå ja, wonder, der alligevel har overraskende meget til fælles med Haynes’ tidligere film. Men det fungerer alligevel ikke helt, og, nå ja, det blev endnu et flop.

Da jeg tidligere skrev om Haynes’ to andre Cannes-deltagere Velvet Goldmine og Carol havde jeg en smart opdeling af hans værker i to lejre: Rockstjerne-film og husmor-film. Men der er ingen rock-stjerner i Wonderstruck og det tætteste vi kommer på en husmor er den ene hovedpersons enlige mor, der dog er død kort inden filmen starter. I stedet er Wonderstruck en børnefilm, der fortæller historien om to børn der med halvtreds års mellemrum rejser til New York. I 1927 rejser den døve pige Rose til byen for at finde sin filmstjerne-mor (ok, der er alligevel lidt stjerne-tema) og i 1977 rejser den ligeledes døve – omend nyligt døv, pga en ulykke – dreng Ben til byen for at finde ud af hvem hans ukendte far egentlig var. De to historier ender naturligvis med at hænge sammen, det ødelægger jeg nok ikke noget ved at afsløre.

Hvis der hverken er rockstjerner eller husmødre, så ligner Wonderstruck dog på en anden måde ret meget Haynes’ tidligere værker: Som så ofte før, så ‘performer’ den amerikanske instruktør tidligere filmværker. Dette ses tydeligst i Roses historie, der er lavet som en rendyrket sort/hvid stumfilm, men også Bens fortælling serveres med halvfjerdserfunk i store mængder. Dog vil jeg sige, at jeg ikke helt kan se hvis der efterlignes specifikke halvfjerdserfilm, egentlig vil jeg sige konceptet med børn på egne ben på jagt efter noget ‘wonder’ minder mere om en Spielberg firser-film, og alle de mange ungdomsfilm som han inspirerede.

Jeg føler nogen gange at jeg gentager mig selv, men jeg pointerer lige endnu engang, at den oprindelige brug af ordet ‘auteur’ handlede om instruktører som Hitchcock, Hawks, Ford, folk der arbejdede inde i systemet, men hvis værker alligevel var præget af en kontinuitet, en personlighed, et eller andet, der løftede dem op på et højere niveau. En rigtig auteur er altså ikke en som Lars von Trier, der altid skriver sine egne manuskripter, og egentlig mest af alt laver den samme film hver gang (og jeg elsker altså Lars von Trier). Nej, det er én, der via en mængde film, fra de mere personlige til det mere bestillingsagtige, formår at stykke et større værk sammen, og hvor man altid kan mærke det auteuristiske selv, selv i det mest mainstream. Sådan er Todd Haynes efterhånden ved at udvikle sig. Carol var baseret på en roman af Patricia Highsmith, der også skrev de ofte filmatiserede bøger om Tom Ripley. Wonderstruck er baseret på en børnebog af Brian Selznick, der også skrev manuskriptet. Det er ikke Haynes’ egne forlæg, tværtom er det forlæg som andre instruktører også har skabt ganske interessante værker ud fra. Men netop ved at blande andre elementer ind i det undgår Haynes blot at gentage sig selv, men formår at finde andre vinkler på hans sædvanlige interesser.

I Wonderstruck handler det f.eks. stadig om minoriteter, men i stedet for at være en queer-film handler den om handicappede. Både Ben og Rose må lære at leve som døve, at finde rum og plads til at være anderledes, at finde ligesindede som kan hjælpe dem. Rose forsøger også at leve gennem stjernerne, hvis billeder hun klipper ud fra sine magasiner. Men den største ting som forbinder filmen med resten af Haynes’ filmværk er idéen om ‘wonder’. Tidligt i filmen ser vi at Ben har en seddel hængende på væggen, hvor der står ‘We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.’ Det er et citat af Oscar Wilde, hvorfor det naturligvis minder om starten på Velvet Goldmine, hvor Oscar Wilde sendes til jorden fra det ydre rum, den queer intellektuelle som overjordisk superstjerne. Som regel handler Haynes’ film dog lidt mere om folk i ‘the gutter’ end de søde børn i Wonderstruck, men det så på den anden side også første gang det virkelig virker som noget alment.

Bens far – som viser sig at være Roses søn – lavede udstillinger til New Yorks naturmuseum, og havde en bog om raritetskabinetter. Rose selv lavede en kæmpe miniature-udgave af New York til en verdensudstilling. Børnene finder deres venskab i deres fælles fascination af den her form for ‘wonder’. Og det wonder, det kunne man også kalde glam som i Velvet Goldmine, eller man kunne kalde det camp, eller man kunne kalde det geni, eller… På samme måde er Ben og Rose på en eller anden måde ikke-jordiske, de er anderledes, de er tvunget til at være andet og mere, og det finder Haynes som altid noget smukt i.

Men. Wonderstruck har ikke så meget ‘wonder’ som den burde have. Der er meget der er galt. Børnene spiller ikke alle sammen lige godt, og der er nogle mærkværdigheder i plottet som jeg også tror voksne ville have svært ved at håndtere. Ret hårdt for en film om døvhed, så er mixningen af filmen virkelig mærkelig, hvilket godt kunne være en pointe, men i så fald forstår jeg den overhovedet ikke. Jeg synes bare det lyder dårligt. Og så mangler der tempo, fremdrift, især lykkes det overhovedet ikke Haynes at ramme den energiske klipning, der fik sat gang i stumfilm når nu ikke sproget kunne gøre det. Det er en lidt sløv, sær, og mærkværdigt lydende film. Den er, for nu at sige det som det er, ikke helt vellykket. Men når det kommer til stykket, så vil jeg hellere se en auteur prøve noget anderledes og fejle, end bare at gentage sig selv. Og det var et sympatisk forsøg. Jeg kan stadigvæk virkelig godt lide Wonderstruck, selvom den egentlig ikke er ret god.

Næste Gang kommer det til at handle om mexikansk film. Jeg holder dog en lille vinterferie-pause, men de følgende uger bliver der et lille tema.