The Killing of a Sacred Deer

Palmesøndag del 111
(Yorgos Lanthimos, Grækenland/Irland/USA, vandt Bedste Manus i Cannes 2017)

Hvad gør man efter et gennembrud? Der åbner sig muligheder i alle retninger, så hvad vej skal man gå? Skal man gå efter pengene, tage et tilbud fra industrien? Eller følger man sit hjerte, og fortsætter af samme spor som før? Det er et spørgsmål der ret ofte bliver aktuelt i forbindelse med Cannes, eftersom det at komme til Cannes er et gennembrud i sig selv. Der er derfor ofte eksempler på folk der sælger ud – det mest åbenlyse jeg kan komme på er hvordan Justin Kurzel deltog med Shakespeare-filmatiseringen Macbeth, og derefter lavede computerspilsfilmatiseringen Assassin’s Creed – eller folk der kører helt af sporet forblændet af de mange nye muligheder – et dansk eksempel: Thomas Vinterberg der gik fra Festen til It’s All About Love. Yorgos Lanthimos har skullet følge op på et gennembrud et par gange, først efter Dogtooth i 2009, og derefter efter det engelsksprogede, internationale gennembrud med The Lobster i 2015, og begge gange vendte han tilbage med sære film, der ikke helt fik samme ros som forgængerne. Men hvor jeg mener Alps er en meget undervurderet film, så kan jeg ikke helt blive fan af The Killing of a Sacred Deer. Det er en konsolidering af hans auteristiske stil, der rendyrker, gentager, føjer nye vinkler til hans værk. So far, so good. Det er bare lidt som om, det er de forkerte sider af hans værk, som han fokuserer på at rendyrke her.

Good things first. The Killing of a Sacred Deer bringer en ny ting ind i den græske filmskabers værk: Græsk mytologi. Filmens plot baserer sig på myten om Ifigenia, datter af den store konge Agamemnon. Da kongen var på vej til Troja for at udkæmpe den store trojanske krig, kom han til at jage og nedlægge en af gudinden Artemis’ hellige dådyr. Gudinden straffede kongen ved at sørge for at vinden gjorde det umuligt at sejle, indtil Agamemnon ofrede sin datter Ifigenia. Det er sådan set ret meget den samme historie der finder sted her, men kong Agamemnon er bare blevet til hjertekirurgen Steven (Colin Farrel), dådyret er en mand som den nu tørlagte kirurg fejlopererede dengang han stadig drak, og gudinden er i stedet en mystisk ung mand (Barry Keoghan). I stedet for at skulle dræbe specifikt sin datter må Steven ofre én af sine nærmeste efter eget valg, så en stor del af filmen går med at hans kone (Nicole Kidman), datter (Raffey Cassidy) og søn (Sunny Suljic) forsøger at overbevise ham om at han skal dræbe en af de andre. Det er en meget, meget mørk humoristisk film.

Da Yorgos Lanthimos brød igennem som frontfigur for den såkaldte Greek Weird Wave blev mærkværdighederne ofte forklaret politisk. Det græske samfund var brudt fuldstændig sammen, så der var ikke rigtig andet tilbage end kynisme og latter. Græsk film havde en stor politisk fortid – der er f.eks Costa-Gavras’ anti-fascistiske oscar-vinder Z og den store instruktør Theo Angelopoulos var så modig at han optog hans hovedværk The Travelling Players i smug uden at det daværende fascistiske regime vidste hvad filmen i virkeligheden handlede om – men i 1981 kom der endelig en socialistisk regeringsleder efter årtier med konservativ dominans vekslende med deciderede diktaturer, og de efterfølgende år under Andreas Papandreou endte med ikke rigtig at ændre på noget grundlæggende. Det er svært, når man har kæmpet en kamp i årtier, endelig har vundet, og så alligevel ikke får den præmie man troede man ville få, at finde ud af hvad man så skal kæmpe for. Og resultatet da sammenbruddet kom i 2008 var, at der ikke rigtig var nogen man kunne heppe på, så kynisme og sarkasme har virket som ret logiske reaktioner.

Men The Killing of a Sacred Deer bygger som nævnt på mytologi. Det er Lanthimos’ første film, der direkte trækker på en antik, overnaturlig fortælling, men det er ikke en ny idé. Det er nærmest magisk realisme, den måde den mystiske unge mand kan bøje verden efter sin vilje, og som ved magisk realisme tilføjer det mytiske element en kritik af den verden filmen foregår i. Der er ganske vist et langt stræk hvor familien stritter imod, men i andre dele af filmen er det som om Steven hele tiden fornemmer at den unge mand er en Gud, og at han hellere må sørge for at holde sig på god fod med ham. Hans familie behandler derefter Steven på samme måde, da de fornemmer at Steven i lige så høj grad holder deres liv i sine hænder. Faderens synder går ud over hans familie snarere end ham selv, det ironiske er – som ved så megen mytologi og anden antik tænkning – at faderskikkelsens fejlbarlighed bare ender med at bekræfte hans magt. Det er der ikke en eneste i filmen der stiller spørgsmålstegn. Og den pointe er nærmest lige så samfundskritisk som New Weird Greek Wave overhovedet bliver.

Så jeg kan godt lide måden Lanthimos’ videreudvikler hans tematik. Og man må virkelig sige, at han også har gjort noget ud af æstetikken. Ved et gensyn slog det mig, at der nærmest ikke var en eneste scene der var filmet ‘normalt’. Alt er enten langsomt i bevægelse, eller også klippes der mellem to vinkler, der måske ikke hver for sig er sære, men som ikke synes at hænge sammen. Det er en film, hvor der virkelig er gjort noget ud af at markere, at det her er en særlig film og ikke bare en normal gyser med et lidt mere satirisk plot. Objektivt set er det da godt. Men jeg kan bare ikke lide det. Det hele går så langsomt, det hele er koldt, og der er alt for mange glidende kamerabevægelser, forstilt skuespil og kakofonisk klassisk musik. Og ja, det er en subjektiv smag, det er en stil som andre holder meget af. Filmen minder mig meget om sene Kubrick-film som The Full Metal Jacket og Eyes Wide Shut, og nej, jeg kan heller ikke lide de to film. Så hvis du er større fan af sen Kubrick, så vil du sikkert også godt kunne lide den her.

Men jeg savner bare friskheden fra The Lobster, med de lidt lurvede digitale billeder, og et kamera der ofte først lige så ud til at være blevet stillet forkert, inden det gik op for mig hvor fantastisk en komposition det var. The Lobster, var fræk, skæv, anderledes, den turde give los og se grim ud. The Killing of a Sacred Deer emmer af kontrol, den skriger ‘auteur’ i alt fra billeder til musik til skuespillerteknik til de bizarre prosaiske replikker – som jeg altså virkelig godt kan lide, jeg elsker f.eks. at de til at starte med hele tiden diskuterer hvor vandtætte deres ure er. The Killing of a Sacred Deer er vitterlig en konsolidering, der skal bevise at Lanthimos har helt styr på hvad han laver. Og det beviste han! Og det har sikkert virket rent karrieremæssigt, og det virker på anmeldelserne af The Favourite som om det er en ekstremt god ting at Lanthimos får gode karrieremuligheder. Så hurra for det, og alt er fint. Men jeg får lidt klaustrofobi af at se den her film, og det var en af årgangens lidt større skuffelser i min bog.

Næste Uge: Endnu en film der skuffede, nemlig Todd Haynes’ Wonderstruck. Omend jeg allerede nu nok godt kan afsløre, at jeg lidt godt kan lide den måde den film fejler på. Sympatisk lille ting.