Los Tres Mosqueteros

Palmesøndag del 113
(Miguel M. Delgado, Mexico
Vandt Bedste Fotografi til Gabriel Figueroa i Cannes 1946)

Da den første Cannes-festival løb af stablen, i 1946, lige efter krigens afslutning, var den i høj grad beregnet til at hylde sammenhold i den moderne verden – eller i hvert fald i den del af den moderne verden der ikke var blevet udpeget som skurke. De fleste af de deltagende nationer fik lov til at vise mere end én film frem, og ret berømt blev der uddelt en pris til en film fra stort set alle de lande der deltog. Også Mexico deltog med to film, to meget forskellige film endda. Den ene, Emilio Fernandez’ æstetisk forunderlige Maria Candelaria, ledte til et internationalt gennembrud, ikke bare for instruktøren og hans fotograf Gabriel Figueroa, men i høj grad også til mexikansk film som sådan. Den anden, den mere mainstream-agtige og i Mexico ganske populære Los Tres Mosqueteros, en filmatisering af Alexander Dumas’ populære roman med superstjernen Cantinflas i hovedrollen, ledte så vidt jeg kan læse mig til mest til panderynker og undren hos det internationale pressekorps. Det ville vi i dag måske nok sige sagde sig selv, men det var ikke lige så klart for 70 år siden.

Mario Fortino Alfonso Moreno Reyes, aka Mario Moreno, aka ‘Cantinflas’, er en legende. Den slags der laves film om, med strygere og referencer og mange forsikringer om hvor unik og stor han var. På en måde Mexicos svar på Chaplin, en absurd populær komiker, hvis signatur-figur var en fattig, vagabond-agtig lurendrejer, der blev elsket over hele den spansk-talende verden, og efterhånden blev et symbol snarere end en karakter i sig selv. Og ligesom Chaplin forsøgte Cantinflas at ændre forholdene i filmindustrien, omend på en ganske anden måde. Hvor Chaplin dannede sit eget filmselskab, forsøgte at få kontrol over alle hans film, og udvidede filmkunsten i en sådan grad at hans film den dag i dag står som kæmpe mesterværker, så koncentrerede Cantinflas sig om det rent faglige, han kæmpede for filmarbejdernes rettigheder i en branche, der ikke tog sig ret godt af dem. Han blev en ret elsket arbejder-figur på grund af den kamp. Men jeg ved ikke om hans film blev bedre af den grund. De behøvede heller ikke at være så gode, så længe Cantinflas var med, og snakkede på sin typiske Cantinflas-måde – hvilket i Mexico blev et verbum at sig selv, at ‘cantinflere’, en art talen udenom – måske sang et par sange, dansede lidt, gjorde grin med de store og stærke i samfundet. Så kunne han egentlig være vagabond, eller politimand, eller hvad de nu fandt på. Eller d’Artagnan i en filmatisering af De Tre Musketerer? Tja, hvorfor egentlig ikke ?

Egentlig er det ikke verdens værste idé. Filmen starter som en normal Cantinflas-fortælling, den fattige mand er i fængsel med sine tre venner for noget vagabondering af en snask, de kommer ud og tager ind på en bar, møder et par skuespillere, og på grund af nogle forviklinger med en diamant-halskæde bliver de inviteret på besøg i et filmstudie. I filmstudiet får Cantinflas en statistrolle, får oplæst fortællingen om de tre musketerer, og drømmer sig ind i den. Resten af filmen er en ret trofast gendigtning af Dumas’ kendte roman, hvor de tre venner bliver til Arthos, Porthos og Aramis, og forviklingerne om diamanthalskæden bliver genopført i det indviklede plot om dronningens elsker og kardinalens intriger og en manglende diamanthalskæde og hvor meget jeg end forsøger så kommer jeg aldrig rigtig til at forstå det.

De Tre Musketerer er egentlig en mærkelig bog. På den ene side er der noget helt fundamentalt forrygende over den, idéen om elitekorpset der har det ene spændende eventyr sammen én for alle og alle for én, omkranset af onde spioner og smukke kvinder. Det er den største drengedrøm, og et fantastisk fastelavnskostume. På den anden side er selve plotsne i bøgerne altså noget gevaldigt vrøvl. Der burde være et udtryk for den slags kultur som er så… betydningsladet på en eller anden måde. Der foregår helt tydeligvis et eller andet omkring politik og monarki og forholdet mellem konge og undersåt i de mange intriger musketererne får blandet sig ind i, og jeg er sikker på det gav mening i 1840, men i Mexico hundrede år efter, såvel som i Danmark yderligere 75 år senere, er det en smule forvirrende og utilfredsstillende. Intrigen går ikke ud på at hjælpe de gode og straffe de onde, nej, det går ud på at dække over dronningens utroskab ved at genskaffe en diamanthalskæde hun har givet væk. Og den onde Richelieu taber ikke rigtig noget, han er stadigvæk kardinal når historien er slut – i slutningen af den her filmudgave smiler han endda lidt kækt da han indser at han har tabt hvad der tydeligvis for ham er et spil. Det er lidt useriøst, men samtidig så dør alle andre aktører som fluer rundt omkring, og misforholdet mellem hvor hårdt f.eks. Milady straffes for sine forbrydelser, sat op imod hvor let Richelieu og de kongelige tager på det hele, skurrer altså lidt. Så Los Tres Mosqueteros fungerer fint når Cantinflas gør nar af alle de fine og kongelige, mens han dyrker sammenholdet med sine musketer-venner. Det er sådan set en af de mest tilfredsstillende fortolkninger af bogen jeg har set – og den stopper også inden det for alvor bliver blodigt.

Cantinflas danser

Men det er samtidig også en af de billigste udgaver jeg nogensinde har set. Cantinflas’ humor var ikke som Chaplins baseret på visuelle udstyrsstykker, men på at stoppe op og ævle hele tiden, hvilket sikkert er sjovt hvis man forstår spansk, men ikke er let at oversætte, og heller ikke særlig interessant at kigge på. Filmen var tænkt som et forsøg på at bruge den verdenskendte roman til at introducere Cantinflas til et udenlandsk publikum, men det fungerede ikke rigtigt, og jeg forstår heller ikke hvad de havde tænkt sig. Så mange ordspil, så mange indforståede detaljer, så langsomt tempo, så relativt billigt udtryk. Det må dog siges at filmen er fotograferet af mesterfotografen Gabriel Figueroa, der vandt prisen for Bedste Fotografering på festivalen, omend delt med – og nok mest på grund af – hans fotografering af den anden mexikanske film det år, Emilio Fernández’ Maria Candelaria. Som til gengæld er en vaskeægte Cannes-klassiker, et dyrt og velskabt melodrama, der også rent æstetisk virkelig gjorde noget væsen af sig. Fernández og Figueroa dyrkede landskabet og skyerne og skabte billeder som ingen andre havde lavet, og som ikke kunne være skabt nogen som helst andre steder. Dét reagerede de udenlandske kritikere på. En superstjerne der gjorde som han plejer på et sprog de ikke forstod? Det var svært at håndtere.

Cantinflas klarede sig fint nok. Han fik en art internationalt gennembrud i 1956, da han spillede rollen som Passepartout i Michael Andersons Oscar-vinder Jorden Rundt i 80 Dage, en rolle der også skaffede den mexikanske komiker en Golden Globe. Da der skulle laves en opfølger røg de dog igen ind i sprogbarrieren. I sidste ende måtte han nøjes med at være kendt og elsket i hele den spansktalende verden. Det er da også fint nok. Det var bare ikke rigtig nok til at slå igennem i festival-sammenhæng. Som årene gik blev der da også færre og færre af den slags film på de store festivaler. Man lærte efterhånden hvilke slags film der havde en chance. Det gjorde festival-programmerne lidt mere homogene. Men nok også bedre.

Næste Uge: I anledning af DOX skriver jeg lidt om en dokumentar: Den Disney-producerede Den Levende Ørken. Det indleder et lille Disney-tema, inden vi vender tilbage til det mexikanske tema.