Palmesøndag del 371
(Todd Haynes, USA
Cannes 2023)
May December er første film Todd Haynes har lavet med en skuespiller i en hovedrolle. De har optrådt i periferien før – datteren i Mildred Pierce bliver operasangerinde, ligesom en karakter i Wonderstruck leder efter en filmstjerne – men aldrig i centrum af en film. Det kan godt undre, for få instruktører har været så enormt optaget af performance og performativitet som den amerikanske instruktør.
Det plejede bare at være rockstjerner. The Carpenters i Superstar: The Karen Carpenter Story (1987), glamrock inkl David Bowie i Velvet Goldmine (1998) og Bob Dylan i I’m Not There (2007). Siden mesterstykket Carol (2015), hvor den ene hovedperson var fotograf, har Haynes dog bredt sine interesser ud og lavet langt mere forskellige film. Samtidig vender han dog stadig de temaer, han har arbejdet med siden start-halvfemserne, hvor han var et fremtrædende medlem af, hvad der blev kaldt for New Queer Cinema.
May December er først og fremmest en helt vidunderligt legende film. Der er typisk Haynes’ke personer som kunstneren der altid performer, husmoderen der føler sig fanget af normer, og husbonden, der måske ikke rigtig passer ind i ægteskabet længere. Men baseret som filmen er på en virkelig fortælling, bliver det alt sammen vendt og drejet, og samtidig bliver det lagt ned i et filmsprog der sjældent har føltes så frit og omskifteligt før fra Haynes. Resultatet er en stor film fra en stor instruktør i sin kunstnerisk modne fase.
Der er nogle ting i May December, som er meget typiske for Haynes. Julianne Moore spiller for tredje gang en husmor i en Haynes-film. I Safe (1995) blev hendes karakter pludselig syg af et eller andet mystisk, som måske skulle forstås som en reaktion på de snævre normer en husmor lever i. I Far From Heaven (2002), der foregik i halvtredserne, fandt hun ud af at hendes mand var homoseksuel, og forelskede sig i en sort mand. Denne gang spiller hun Gracie, der også har haft en ægteskabelig krise. Inspireret af virkelighedens Mary Kay Letourneau havde Gracie for år tilbage en affære med en 13-årig dreng, som hun efter år i fængsel og voldsom medie-opmærksomhed nu alligevel stadig er gift og har børn med.
Familien får besøg af Elizabeth Berry (Natalie Portman), der skal spille hovedrollen i en film om parrets affære. Elizabeth er med til familiebegivenheder, interviewer f.eks Gracies første mand og hendes forsvarsadvokat, og får efterhånden stykket en fortælling om Gracie sammen, omend der er flere modstridende informationer. De to kvinder begynder også at ligne hinanden mere og mere, mens Elizabeth noterer sig hvad makeup Gracie bruger, hvilket tøj hun går i, hvordan hun taler, etc. Processen synes også at påvirke Gracies mand Joe (Charles Melton), der måske efterhånden begynder at spørge sig selv om hvad det egentlig er for et liv han har levet, siden han som 13-årig fandt sammen med en langt ældre kvinde. Var det virkelig ok?
Som nævnt har Haynes lavet virkelig mange film om rockstjerner – læg til de allerede nævnte dokumentaren Velvet Underground (2021), der også var mere interesseret i Lou Reed, John Cale og de andre som aktører i en større kulturel virkelighed end bare i deres musik – og han har lavet rigtig mange film om husmødre. I mine øjne var det som om han lidt begyndte at gentage sig selv, med I’m Not There og særligt den meget lidt interessante tv-serie Mildred Pierce (2011). Måske var det derfor, at han ikke lavede en biograf-film i de otte år fra 2007 og 2015, mellem I’m Not There og Carol? I de otte år siden da har han lavet fire fiktionsfilm og en dokumentar, så han må siges at have fået rigtig gang i sin karriere igen.
Hans film er også blevet langt mere forskellige. Carol var vidunderlig, med sin fortælling om en husmor der var mindst lige så glamourøs som den yngre kunstneriske fotograf-spire hun mødte, og de øjeblikke af frihed de to forelskede kvinder rent faktisk fik skabt i en snærende halvtredser-verden. Wonderstruck (2017) var en ikke helt vellykket børnefilm, der dog stadigvæk føltes som en Haynes-film med sit fokus på anderledes børn, der på samme vis som kunstnere kunne skabe væsentlige glimt af ‘wonder’. Og Dark Waters (2019) var noget helt anderledes, en noir-agtig film, baseret på virkelige begivenheder og i stil med Erin Brockovich, om kampen mod industriel forurening, der alligevel fandt plads i Haynes’ filmografi, idet den handlede om giftige teflon-pander, der i teorien dermed kunne have været det, der forgiftede husmoren i Safe.
Det som kendetegner Haynes karriere siden 2015 er flere film, mere anderledes film, løsere kunstneriske planer. Hvor Far From Heaven og I’m Not There blev kvalt af så meget at skulle ligne henholdsvis Douglas Sirks melodramaer fra halvtredserne og Fellinis film fra tresserne, så er Haynes nu langt mere fri og afvekslende i sit filmsprog. Men det handler stadigvæk i aller højeste grad om performativitet, både hos hans karakterer, og i hans æstetik.
Det har lidt været som om Haynes’ film ‘performede’ tidligere film, ligesom hans rockstjerner f.eks ‘performede’ forskellige kønsroller. Det er der i en vis grad stadigvæk noget af i May December. Der er klart hilsener til Bergmans Persona i fortællingen om to kvinder, der begynder at ligne hinanden urovækkende meget. Men først og fremmest låner Haynes fra film noir og thriller-genren. Han filmer historien om ægteparret og skuespilleren som om det var en krimi-film – hvilket det sådan set også er, det er ulovligt at have sex med børn af umanerligt gode grunde – hvor særligt soundtracket til tider går fuldstændig amok i skumle toner. Det er i øvrigt nye arrangementer af musikken til Joseph Loseys Sendebudet (1971), så helt færdig med at kopiere gamle film er Haynes ikke.
I visse scener kammer det fuldstændig over og krydser grænsen fra noir til camp, og minder mest af alt om en cheesy erotisk thriller fra halvfemserne, bare uden at det er thriller-agtigt eller for den sags skyld særlig erotisk. Men der er den ophedede stemning, det transgressive, den store fokus på forbudt sex. Gracie er nærmest en femme fatale, der leder alle i fordærv, også bare ved sine passivt-agressive bemærkninger, men hun er også blot fanget i en lille by i Atlanta hvor hun bruger det meste af sin tid på at bage kager. Der er noget vampyr over måden Elizabeth suger til sig fra folks virkelighed, eller også er hun bare en tv-skuespiller, der er ude hvor hun ikke kan bunde.
Det er en dybt tankevækkende film om performativitet kontra virkelige liv. Bedst af alt er Charles Melton som unge Joe, hvis hele liv synes at være en art performativ normalitet. Det sætter for alvor tanker i gang, den måde han som tidligere offer for en sex-forbrydelse konstant forsøger at udstråle normalitet og styrke. Performance har for Haynes og hans rockstjerner meget været noget med at bryde grænser og vise nye muligheder, men her bliver performativitet til en måde at skjule traumer på, en måde ikke at være i kontakt med sit virkelige selv på.
Og udover at man kan tænke virkelig meget over den, så er May December også en umanerligt medrivende film. Måske især fordi dens performative noir/camp-æstetik er så effektjagende og dramatisk. På én gang er det en art-film om normer og performativitet, samt en b-film om forbrydelser og sleazy sex. Det er med afstand Todd Haynes’ bedste film siden Carol, og en fremragende aften i biografen.