Velvet Goldmine

Palmesøndag del 71
(Todd Haynes, USA
Cannes 1998, Bedste Kunstneriske Bidrag)

Siden Todd Haynes’ Safe fra 1995 kan man lave en grovinddeling af hans værk i to lejre: En art historiske ‘husmor’-film (Safe, Far From Heaven, Mildred Pierce, Carol) og rockmusik-film (Velvet Goldmine og I’m Not There) I virkeligheden er det to dele af samme sag, i en filmografi der konkret kredser om køn og seksualitet, i en form der fokuserer på identitet, udseende og stil, både af mennesker og af film-kunst. På den ene side har man rockstjernen, både via egen selviscenesættelse og den mangefacetterede publiks øjne den identitetsmæssigt mest frigjorte karakter i den moderne verden. På den anden side husmoren, den af samfundet mest fastlåste, mest gennemkontrollerede.

‘People are always talking about freedom. Freedom to live a certain way, without being kicked around. Of course the more you live a certain way, the less it feels like freedom. Me, well, I can change during the course of a day, I wake and I’m one person, and when I go to sleep I know for certain I’m somebody else. I don’t know who I am most of the time. It’s like you got yesterday, today and tomorrow, all in the same room. There’s no telling what can happen.’ (The Outlaw, I’m Not There)

‘Rock’n’Roll is a prostitute. It should be tarted up. Performed.’ (Brian Slade, Velvet Goldmine)

De ovenstående to citater er begge fra rock-stjerner, det første er Bob Dylan, og det andet er en parafrase over David Bowie (i virkeligheden sagde han: ‘What the music says may be serious, but as a medium it should not be questioned, analysed or taken too seriously. I think it should be tarted up, made into a prostitute,a parody of itself. It should be the clown, the Pierrot medium. The music is the mask the message wears — music is the Pierrot and I, the performer, am the message.’ Men måske på grund af rettigheder, måske for at gøre det kortere, er det skåret ned.) I de citater kan man langt hen ad vejen finde Todd Haynes filosofi, både om identitet, køn og seksualitet, hans hovedtematik, og hans holdning til film og anden kunst.

Vi ændrer os hele tiden. Todd Haynes brugte Bob Dylan som ekstremt eksempel til at understrege dette. I I’m Not There spiller seks personer aspekter af Bob Dylan’s personlighed. Ben Whishaw er ‘poeten’ Arthur Rimbaud. Christian Bale er Jack Rollins, både protestsangeren og senere den kristne forkynder – en fase af Bob Dylans musik der sjældent bliver fremhævet. Richard Gere er Billy the Kid, en reference til Peckinpah’s film Pat Garrett and Billy the Kid som Dylan spillede med i og skrev musik til – og til hans status som ‘outlaw’. Heath Ledger er skuespilleren Robbie Clark, der spiller Dylan på film, og har en del af de samme problemer med berømmelse og knas i privaten. Marcus Carl Franklin spiller en sort dreng på elleve år ved navn Woody Guthrie, de inspirationskilder Dylan blev dannet af. Og Cate Blanchett spiller Jude Quinn, inkarnationen af Dylans vilde år i midtresserne, hvor han satte strøm på musikken, blev kaldt for Judas, og spillede med i tressernes psykedeliske antikultur. Det er en glimrende pointe, at Bob Dylan ændrede sig konstant igennem sit liv, og at man ligeså godt kan se hver personage som sin egen person. Det er en endnu bedre pointe at lade Cate Blanchett spille hans vildeste performative periode i tresserne. Det understreger hvordan performativitet hænger sammen med køn og seksualitet. Det er en pointe som i endnu højere grad kommer til udtryk i Velvet Goldmine.

Velvet Goldmine handler ikke om David Bowie i lige så høj grad som I’m Not There handler om Bob Dylan. Bowie var efter sigende ikke så voldsomt begejstret for manuskriptet, så de tonede lidt ned for sammenligninger. Der er også noget Marc Bolan fra T Rex over det, og noget glamkultur generelt, Bowie-pendanten hedder f.eks. Brian Slade. Men filmens hovedperson er Arthur Stuart (Christian Bale), en journalist der får til opgave at skrive en artikel om hvad der skete med Brian Slade, som i denne udgave forsvandt fra musikverdenen efter et kikset stunt der havde til formål at tage livet af hans alter ego, en pendant til Bowies oplevelse med Ziggy Stardust. Stuart er homoseksuel, og en stor del af filmen handler mere om hans oplevelse af glam-kulturen som seksuelt frisættende. Det er noget af det mest fantastiske i filmen, hvordan den spiller med seksualitet og performativitet. Til tider virker det som om Arthur Stuart er den eneste som forstår det. Han forlader hjemmet med en stor frakke på, og med det samme han kommer væk fra forældrenes blikke smider han den og har det feminine og flagrede glam-tøj på inden under. En herlig sekvens viser et interview med en ung glam-fan om hans biseksualitet, han har armen om en pige og udtaler ‘I like boys, I like girls, they’re all great. No difference is there.’ Så holder han en lille pause, og det er som om han indser han ikke har været queer nok, og tilfører et flirtende ‘Mr BBC’ Han performer en queerness. Bandet Flaming Creatures spiller T Rex hittet 20 Century Boy, med teksten 20 Century Boy / I wanna be your toy og Arthur Stuart går helt amok i glam tøj og makeup, så meget at en bouncer beder ham tage det ned et notch, og kameraet panorerer til venstre, hvor en masse mandlige fans i beige tøj står og danser typisk hvid rock mandedans. Der er ikke kun blik for det frisættende i en performativ queerness, men også i hvor høj grad det bliver approprieret af et heteroseksuelt publikum, og af en penge og trend elskende musik-industri.

velvet-goldmine-costumes-sandy-powell-01

Performativitet er centralt hos Todd Haynes. Hans første film, Poison, vandt Grand Jury prisen på Sundance film festivalen i 1991, og den var en central del af B. Ruby Rich’s vigtige artikel om ‘New Queer Cinema’, en bølge af amerikanske indie-film fra starthalvfemserne. Af andre navne kan nævnes Gregg Araki, Gus van Sant, Derek Jarman, selvom han ikke blev nævnt havde Terence Davies såmænd også nogenlunde passet ind. Den nye bølge bar præg af at være ‘queer’ snarere end homoseksuel (hvilket dog ikke betød den var mindre domineret af homoseksuelle mænd end tidligere LGBT-bølger), ofte inspireret af megen ny teori fra firserne. Todd Haynes’ film synes i høj grad inspireret af køns-performativitets-teorier, som de kendes fra Kristeva og især Judith Butler, hvis Gender Trouble blev udgivet i 1990. Ingen andre af Haynes’ film har plotmæssigt været så opmærksom på performativitet som Velvet Goldmine, men paradoksalt nok er den samtidig også en af dem der stilmæssigt lider mindst af et andet gentagent problem for Haynes: At han kommer til så at sige at ‘performe’ andre film, hvilket kan forfladige sig til blot at efterligne. Far From Heaven, f.eks., performer tydeligvis gamle Douglas Sirk film, og selvom den både kommenterer på sine inspirationskilder, og adskiller sig fra det meste andet i sin samtid, så føles dele af filmen stadig som pastiche. Jeg føler det samme med Safe fra 1995, ellers en af hans mest anerkendte, der dog for mig kan føles for opsat på at ‘performe’ tressernes ennui-film i stil med Antonioni. Måske kommer Velvet Goldmine‘s performative løssluppenhed ved et held i uheld, at David Bowie ikke gav tilladelse til at blive brugt i filmen, hvorfor alt bliver et miskmask af glam-mytologi, hvor Iggy Pop og Lou Reed forenes i figuren Curt Wild, og filmens mytologi yderlige kompliceret af et subplot om Oscar Wilde, som muligvis er efterladt af rumvæsener? Selvom Velvet Goldmine således også kopierer gamle film – især Citizen Kane mimes i opbygningen, hvor Arthur Stuart interviewer Slade’s manager og ekskone, og flashbacks opruller historien lige så stille – så er den nødt til at blive til noget helt for sig selv.

skaermbillede-2016-10-23-kl-181314

Nu vandt Bob Dylan jo netop en Nobelpris i litteratur, så I’m Not There er kommet frem igen. Og jeg kan sagtens overbevises om, at den film er mere ‘vellykket’ end Velvet Goldmine, den er mere klar i sin stilistiske opdeling i seks personaer, og den kommer tættere på at være et portræt af Bob Dylan. Velvet Goldmine er noget rod. Men Todd Haynes har godt af at rode, hans film kan lide under at være for kontrollerede. Derfor er Velvet Goldmine en af mine favoritter blandt hans film. Dog ikke hans aller bedste. Den udgav han for ganske nylig, og den vil jeg skrive om lige om lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *