Palmesøndag del 422
(Andrea Arnold, UK
Cannes 2009, Jury Pris)
Andrea Arnold har lavet for mange slags film til at man kan tale om en ‘arketypisk’ Arnold-film, men Fish Tank er nok det tætteste man kommer på den Arnold-stil, som man kunne se blive skabt i hendes første anerkendte kortfilm som Dog og Oscar-vinderen Wasp. Det er bestemt britisk socialrealisme, a la Mike Leigh og Ken Loach, men på mange måder anderledes. Arnold og fotograf Robbie Ryan dyrker det æstetiserede – som i de mange trackingshot der følger unge Mia Williams som var det en Dardenne-film – og det mildt surrealistiske – som når pludselig der står en hest inde blandt højhusene – men aldrig så meget at den socialrealistiske kerne bliver glemt.
Og så mest af alt er der én helt særlig ting, som Arnold får frem i sin film: Hun fortæller det socialrealistiske drama fra en ung kvindes synspunkt, og i modsætning til når mange mænd forsøger det samme, så har hun blik for de specifikke kønnede farer, som en ung fattig kvinde støder på i sin omverden.
Hvilket først og fremmest handler om kroppen. Hele den verden 15-årige Mia (Katie Jarvis) bevæger sig i gør forskellige krav på Mias krop: Den seksualiseres, begæres, kommercialiseres, kontrolleres, udskammes, etc. Og hvad Arnold husker på er, at en film hvor kroppen spiller så stor en rolle, den skal have en anden æstetik end hvis det f.eks kun handler om arbejdsforhold. Ellers bliver det bare en moral-fortælling. Men Fish Tank er en socialrealisme med bevægelse, følelser, sanselighed. Energi.
Klamme mænd er dog ikke Mias eneste problem. Hun har også problemer i skolen – hendes mor snakker om at sende hende på en anden skole, som ikke lyder rar – og er kommet op at toppes med hendes veninde Keeley. Men når f.eks Mia konfronterer Keeley, så sker det udenfor og offenligt, mens Keeley og andre veninder øver sig i at danse, og en gruppe af unge mænd sidder og åbenlyst bedømmer dem. Mia har et antropologisk blik for dynamikken mellem pigernes bevægelser og drengenes reaktioner.
Mia danser i stedet mest for sig selv på en balkon oppe under taget. Men det her er ikke Billy Elliot. Mia er ikke et åbenlyst dansetalent, der vil kunne bruge det som måde at komme væk fra hendes miljø på, ej heller er hun nogen stor kunstner, hvis bevægelser synes at fortælle noget synderligt dybt om hendes liv. Kameraet forsøger heller ikke at gøre et stort nummer ud af det, når hun danser. Hun er bare ret god til det, og det kunne egentlig være fedt, hvis man kunne få lov til bare at være god til noget. Mia går til danseaudition på en klub, men de virker til at være interesserede i at hun skal bruge sin krop på en helt anden måde…
Den første som lader til at rose hende er morens nye kæreste Connor (Michael Fassbender i en af hans første store roller). Filmens kerne er forholdet mellem Mia, Connor og Mias mor. Moren priser sig lykkelig for endelig at have fundet en ordentlig mand, og Mia er dels glad for endelig at finde noget opbakning, dels tydeligvis tiltrukket af den alt for flirtende mand, og forvirret over hvad det egentlig er som foregår. Hvem Connor er, og hvordan han pludselig er dukket op i den her verden, det finder vi først ud af sent i filmen, og det leder til et nærmest surrealistisk skifte i filmen. Egentlig blot fordi vi forlader betonverdenen Mia bebor for i stedet at besøge forstads-England, men kontrasten er så stor at vi nærmest kunne være på en anden planet.
Samtlige af Andrea Arnolds film er fotograferet af Robbie Ryan. Det er med samarbejdet med Andrea Arnold at Ryan slog igennem, og han er sidenhen blevet fotograf for Ken Loach fra The Angel’s Share og frem, samt for Yorgos Lanthimos‘ tre seneste. Han kan med andre ord både socialrealisme og surrealisme. De to poler forenes nærmest hos Andrea Arnold. Der er scener i The Fish Tank – som i alle Arnolds film – der trækker på æstetiske idéer fra andre instruktører. Visse scener ligner f.eks noget fra en Dardenne-film som Rosetta, men Mia piler aldrig rundt som en Dardenne-karakter, så der er ikke den samme energi. Omvendt har Dardenne-brødrene aldrig skabt et kvindeportræt som Arnold er i stand til, og den gang de forsøgte at fokusere på kvinders kropslige virkelighed med graviditets-plottet i Lorna’s Silence var resultatet pinligt og gammelmandsagtigt.
Graviditet er et unævnt spøgelse i Fish Tank. Mias mor er så ung, at hun nærmest må have været på Mias alder da hun fik hende, og det er ret nemt at tænke sig, at den sikre vej til at Mia for altid kommer til at hænge fast i hendes mors betonverden, ville være hvis hun selv blev tidligt gravid. Selvom Mia virker fuldstændig lost omkring hvad hun vil med sit liv, så viser filmen også, at hun stadigvæk har tonsvis af muligheder, så længe hun ikke har andre forpligtelser. I slutningen af filmen har vi faktisk set Mia have ubeskyttet sex, så selvom hun virker som om hun måske har fundet en vej til en fremtid med flere muligheder, så ved vi ikke om det er for sent. Som en ret mørk ironi, så blev skuespiller Katie Jarvis selv gravid kort efter optagelserne, 17 år gammel, og kunne ikke være til premieren i Cannes ca 9 måneder efter. Hun fik enorm ros for sin rolle, vandt en BAFTA for Most Promising Newcomer, og snakkede i et interview med The Guardian om de spændende roller hun håbede at få, selvom hun havde et lille barn. Hun skulle bare ikke have barn nummer to. Men det fik hun, som 19-årig. Og hendes næste store rolle kom først ti år efter, i sæbeoperaen Eastenders.
Andrea Arnold, derimod, kom godt videre. Bare to år efter havde hun premiere på en filmatisering Wuthering Heights i Venedig, en fortælling, der egentlig minder rigtig meget om Fish Tank. Realistisk skildring af fattigdom i England, med fokus på en ung person, der vil væk derfra, og så med strejf af surrealisme. Heathcliff lykkes med at komme væk, og vender hjem igen som en rig mand. Lidt den drømme-fortælling, som man håber Mia måske også opnår. Vejen væk. Arnolds næste, og sammen med Fish Tank nok bedste, film fokuserede i to en halv time på den slags rejse. Det er heller ikke altid lykken.