The Lorry

Palmesøndag del 140
(Le Camion, Marguerite Duras, Frankrig
Cannes 1977)

Der udvikler sig et lille mini-tema i de seneste tekster på den her blog: Filmen efter 68. Olivier Assayas er konstant vendt tilbage til tiden efter den fejlslagne revolution, og – teaser! – næste uges fokus omhandler også en instruktør, der virkelig havde svært ved at komme videre. Og også The Lorry, Marguerite Duras’ eksperimenterende mesterværk, der var i konkurrence i 1977 uden at vinde noget som helst, virker som et ret godt eksempel på det helt store problem: Det var nødvendigt at gøre status og finde et nyt sted at starte. Duras’ film er et minimalistisk storværk, der nærmest skræller alt væk og bare forsøger at komme ind til kernen af det som filmkunsten kan.

I 1977 var Duras blevet færdig med et værk der bestemt ikke var minimalistisk, tværtom. Jeg kan ikke helt finde ud af hvor mange der samler en stor del af hendes værker sammen som en India Cycle, men i hvert fald to forskere, Lucy Stone McNeece og Sirkka Knuuttila gør dette. Ifølge Knuuttila inkluderer det ni værker: Romanerne Lol V Steins Henførelse (64), Le Vice-consul (66, ikke oversat til dansk så vidt jeg kan se) og Elskeren fra Nordkina (71), teaterstykket India Song (73) og filmene La Femme du Gange (72), India Song (74) og Son Nom de Venise dans Calcutta Désert (76). Hvilket er syv værker, men på en eller anden måde indgår to manuskripter også deri, hvilket får det til at blive ni alt i alt. Personer går igen fra bog til film, Lol V Stein er en af hovedpersonerne i La Femme du Gange, og India Song er nærmest en filmatisering af Le Vice-Consul (har jeg hørt).

Hele værket er også ladet med mening af den aller vigtigste slags. Det er den kolonialistiske historie der tages livtag med, arrene fra eventyrerne i fjernøsten, og de mange traumer det har skabt i eftertiden (Knuuttila kalder decideret sin phd om værkerne Fictionalising Trauma) Blandet op med en god del om feminisme, racisme, klassisme. Alt sammen mens ihf filmene rent æstetisk er ret små og billige. Duras havde en helt særlig stil i de her film: Et hyperkomponeret lydspor fyldt med voiceover, lydlandskaber og klassisk musik, koblet til et billedspor der ikke rigtig passede til. Alle tre film foregår hovedsagligt på én lokation, og kun India Song ser ud til at gøre et forsøg på i det mindste at illudere at foregå på et konsulat i Indien. De to andre foregår tydeligvis i ruiner, en gedigen symbolsk fremstilling af traumatisk eftertid, og for at understrege det eksperimentielle, så er lydsporet til Son Nom de Venise dans Calcutta Désert såmænd det samme som det til India Song. Det er stort tænkt, det er mange lag, der er virkelig megen smerte og historisk pondus i de her værker. Og især India Song var en ret stor succes, og har fået noget nær en lille klassiker-status i eftertiden.

Det er store værker, som fortjener mere opmærksomhed, og jeg har også tænkt mig selv at få læst bøgerne og (gen)set filmene, men det er også hård kost. Det er svært at lokalisere meningen som den stykkes sammen parallelt i lyd og billede, og svært at følge med filmplots der er klarere forklaret i gamle bogværker. Det er komplekst, og jeg kan ikke lade være med at se The Lorry som Duras’ forsøg på at træde et skridt tilbage, fjerne nogle lag, og se på hvad der egentlig sker når hun arbejder på den måde hun gør. Der er helt tydeligt skrællet et lag af. Der er stadig voiceover, stadigvæk klassisk musik (Beethovens Diabelli-variationer), men billedsproget er forenklet, hvilket betyder at i stedet for at gribe ud i alle retninger, fortælle om køn, race, kolonialisme, så ender det altid med at handle om det samme: Om lastbiler.

Åbningen er så stærk, og så sær. Et bybillede, og så en panorering, og så ender vi ved det her billede af Lastbilen. En imposant, knejsende, men samtidig også mærkværdigt blå lastbil. Og så et klip til endnu et skud af en lastbil, samme lastbil formentlig, der først triller hen mod kameraet, så drejer ud af billedet. Men så kommer tilbage igen i baggrunden af billedet, for den triller bare rundt i en rundkørsel. Det er her jeg fornemmer en god del humor, for der er også noget komisk og noget lidt patetisk over den her gigantiske vogn der kører rundt og rundt. Den her lastbil, den er… tom? Den er ikke ladet med betydning, ikke symbolsk, ikke noget som helst. Det er bare en blå lastbil. Men Duras bruger den mesterligt, lidt ligesom Beethoven brugte Diabellis vals, der er blevet beskrevet som ‘banal’ ‘værtshusmusik’, men som udgangspunkt for Beethovens variationer blev til et hovedværk i klavermusikken.

Samtidig er der så den her historie, som Duras fortæller, fra et manuskript hun læser op af. Hun fortæller den til Gerard Depardieu, af en eller anden grund, måske skal han spille med i filmen? Om en kvinde, der bliver samlet op af en lastbil, der kører rundt i et poetisk landskab, ude ved kysten. De, kvinde og chauffør, sidder samlet, i et lille rum, isoleret fra resten af verden, og diskuterer liv og politik og alskens andre ting. Det lyder som en ret fascinerende film. Men det har ikke meget med lastbilsekvenserne at gøre, som bliver ved med at køre rundt i trøstesløse industrilandskaber, eller langs skove og bakker, ikke ret meget ved kyster. Der er en dynamisk kontrast i de to ting.

Men det rammer ind i præcis hvad det er film kan. For ved kontrasten med den smukke tekst bliver det klart og tydeligt, hvor lidt ‘poesi’ der er i de mange lastbil-billeder. Og så alligevel, for de har en helt anden sær skønhed, i al deres overskyede tristesse. Der er intet af det som er traditionelt skønhedssøgende, men samtidig er det så ualmindeligt skønt, på en måde som nærmest kun film er det. Især de mange nattebilleder er flotte, med neonlysene mod den dybblå farve, og hele den tomme stemning rundt omkring. Film taler via noget virkeligt, via noget konkret, og det er som om det bliver så meget tydeligere i den her film, hvor det kontrasteres med litteraturens poetik.

Der var andre film i halvfjerdserne, der undersøgte samme problemfelt. Først og fremmest minder The Lorry mig om Chantal Akermans film som News From Home, eller senere værker som D’Est og Là-Bas. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på eksperimenterende Nordamerikanere som Michael Snow, Hollis Frampton og James Benning. Der er noget strukturalistisk over det. Ingen af de folk kom selvfølgelig nogensinde i hovedkonkurrence i Cannes. Men selv vinderen i 1977, det år Duras var med, havde lidt af den samme søgen. Vittorio og Paolo Tavianis Padre Padrone er mest blevet kendt som en art neo-neo-realisme, et eksempel på italiensk films regelmæssige tilbagevenden til amatør-skuespil og rurale emner, men det er rent faktisk en historie om en semiotikers opvækst, og dens undersøgelse af sprog trænger helt ind i titlen. Det er også et forsøg på en art grundlæggende film-semiotik, der i halvfjerdserne også udsprang fra Pier Paolo Pasolinis filmteori, samt teoretikeren Christian Metz.

I starten af halvfjerdserne buldrede det derudaf med politiske film, men snart blev man nødt til at spørge sig selv hvorfor det ikke virkede. Hvad var filmkunstens potentiale? Halvfjerdserne er et af eksperimental-filmens helt store årtier, men det er ikke overraskende i nogen grad forblevet i undergrunden. De seneste par år er der sket lidt, Jacques Rivettes magnum opus Out 1 blev restaureret, Chantal Akerman har fået langt mere ros. The Lorry blev vist i Cinemateket på 35 mm, men den er også blevet digitalt restaureret, og har fået god respons rundt omkring i verden. Det fortjener den også. Det er faktisk en af årtiets bedste film efter min mening, et eksperimenterende storværk, der stadig har en humoristisk lethed, samtidig med den tager noget så simpelt som en lastbil og gør det så umanerlig smukt. En glemt klassiker, ganske enkelt.

The Lorry kan faktisk ses i sin helhed på Youtube.

Næste Uge: Jeg så to film i Cinemateket i onsdags, og begge var i Cannes, og den anden indeholdt pudsigt nok en hilsen til The Lorry. I Godards Sauve qui Peut (la vie) ser en filmklasse Duras’ film, og karakteren Paul Godard siger om den: Hver gang i ser en lastbil, så se det som om det er en kvindes ord der kører forbi. Sådan kan man også se på det. Jeg griber tilfældet og vil skrive om de tre Godard-film der var i Cannes i firserne. Vi får se hvor mange uger det tager.