Personal Shopper

Palmesøndag del 139
(Olivier Assayas, Frankrig
Cannes 2016, Bedste Instruktør)

Efterhånden begynder Olivier Assayas lidt at gentage sig selv. I Skyerne Over Sils Maria spillede Kristen Stewart en personlig assistent, og det koncept var hverken Assayas eller Stewart færdige med at skildre, så to år senere vendte de tilbage med en film hvor Stewart spiller personlig shopper. I en film der indeholder genre og thriller elementer ligesom Demonlover og Boarding Gate, og som involverer en anden kunstners værker som en central del af den tematiske sammenfletning, ligesom med Bach i Skyerne Over Sils Maria, eller som i Late August, Early September, hvor en tegning af kunstneren Joseph Beuys har en hovedrolle. Men lad mig sige det med det samme: Jeg elsker den her slags film. Hvor det lidt føles som om en hel masse kører på rutinen, men hvor der så samtidig er tilsat nogle nye små elementer, pointer, spørgsmål, der sætter alt i et nyt lys. Den slags vender det hele på hovedet, for ligesom genbrug af velkendte elementer kan få en ny film til at virke lidt kedelig, så kan tilsætningen af helt nye elementer få de gamle elementer til at virke friske, og dermed også få brugen af gamle elementer i instruktørens gamle film til at fremstå i et nyt lys. Det er for mig det, der gør Personal Shopper til en auteur-film af højeste karat.

Stewart spiller Maureen, en ung kvinde der som så mange andre af Assayas’ hovedpersoner tilhører den globale kulturelle klasse. Måske ikke overklasse, hun arbejder trods alt som assistent, og lader ikke til at have så forfærdelig mange penge, men hun er tilknyttet modebranchen, er personlig shopper for modellen Kyra, og rejser rundt i hele Europa, mens hun skyper med sin kæreste, der for tiden laver IT-systemer i Oman. Som så mange andre Assayas-film skal hun navigere tiden efter et dødsfald, for hendes bror Lewis er for nylig død af en hjertesygdom, som hun også selv er genetisk disponeret for. Så langt, så godt, det er ret meget Assayas som vi kender ham. Men. At Maureen samtidig mener hun kan kommunikere med Lewis’ spøgelse, og at både hun og broren var hvad hun kalder et spiritistisk ‘medium’, det er dog alligevel ret nyt. I filmens mest uvante scener forsøger hun at kommunikere med de her ånder, vandrer alene rundt i tomme huse, eller kommunikerer via moderne teknologi med… et eller andet… Men der er også mange andre forklaringsmodeller på hvad der foregår, og andre dele af filmen nærmer sig det krimiagtige.

Personal Shopper udløste prisen som Bedste Instruktør til Assayas, hans blot anden personlige festival-pris, efter at Efter Revolutionen vandt Bedste Manuskript i Venedig. På sin vis lidt synd, eftersom så meget af filmen lever af samarbejdet mellem Assayas og Stewart, men sådan er det nogle gange. De bedste sekvenser er dem hvor Stewart bare er alene med ‘ånderne’, dvs hvor ting foregår mellem skuespiller og kamera. Åbningsscenen hvor Maureen vandrer rundt i Lewis’ tidligere hjem er f.eks. bare fotografering og ordløst skuespil, ret vidunderligt. Senere er der flere scener hvor Maureen bare prøver tøj – hvilket Kyra ellers eksplicit har forbudt hende, og hvilket igen antyder en tematik om dobbeltgængere som også var i Skyerne Over Sils Maria. Og i en af de bedste scener ser vi en sekvens to gange: Først glider kameraet bare ordløst gennem et hotel, som om vi fulgte et spøgelse, og siden følger vi Kyras eks-kæreste Ingo mens han går samme vej. Er han spøgelset, er han blevet på en eller anden måde overtaget af spøgelset? Det ved vi faktisk ikke, vi får bare etableret en forbindelse via fotografering ud over det sædvanlige.

Min yndlings-del af Personal Shopper starter tidligt i filmen, og ligger konstant som en lille tematisk understrøm. Maureen får anbefalet den spiritistiske svenske maler Hilma af Klint, der i øvrigt også er blevet et stort navn herhjemme. Så hun ser en række youtube-videoer, der fortæller historien om hvordan den kvindelige maler begyndte at male abstrakte billeder fordi hun følte ånder talte til hende, og hvordan hun bestemte de ikke måtte vises fordi hun ikke troede de på nogen måde ville blive forstået. Jeg elsker det tema: Kunsten som en eller anden kommunikation med noget spirituelt er meget velkendt, men det er ikke bare det som er så smukt i Personal Shopper, det er frustrationen over hvorvidt nogen andre nogensinde vil kunne forstå det. Og så koblingen til den utrolig smukke slutning, hvor Maureen, efter at være rejst til Oman, igen kommunikerer med en ånd. Den banker én gang når den vil sige ja. Hun spørger om det er Lewis. Stilhed. ‘Er det hele bare mig?’ Et enkelt bank.

Noget jeg meget gerne skulle have fået kommunikeret i den her lille blogserie: Olivier Assayas er idealist. På filmens vejne. Det er noget af det mest vidunderlige ved ham, at han virkelig lader til at tro på filmkunstens potentiale, asiatisk films potentiale, muligheden for at vække en svunden epoke til live, til at snakke med publikum, til at skabe noget varigt, noget forandrende, til at komme videre efter nybølgen. Omvendt er det også derfor det kan virke så hårdt når han som i Demonlover i stedet synes kynisk og desillusioneret. I Personal Shopper er han noget andet, her er han bare oprigtigt tvivlende. Er der virkelig noget i hans kunst? Eller er det bare noget vi alle sammen forestiller os? Det rammer også mig som anmelder og Assayas-fan, alle de ting jeg ser i hans filmografi, tankerne om død, om aldring, om film, om politik, er de der egentlig, eller sidder jeg bare og forestiller mig det hele? Bevæger jeg mig i hans filmografi ligesom Stewart bevæger sig i det tomme hus, mens jeg ser ting der ikke er der og har min egen imaginære kommunikation med ting, som egentlig bare er i mit eget hoved?

Det er ganske enkelt et af filmhistoriens bedste slut-klip, efter min mening. Flere minutter, bare med Kristen Stewarts i halvnær, uden noget som helst klip. Det er en tour de force af en skuespiller-præstation, ikke nogen nem opgave at få det til ikke bare at virke fjollet. Men der er hele den underliggende ladning, over tredive års filmkarriere, har det virkelig nyttet noget? Eller har Assayas bare snakket med sig selv? Og samtidig er det jo sit eget beskedne svar, fordi scenen er så åbentlyst smuk og skøn i sig selv, så selvfølgelig har det én eller anden værdi. Men er det nok? Det må være op til den enkelte at vurdere. Det er et spørgsmål jeg som kritiker også altid stiller mig selv. Og i sidste ende er der ikke andet at gøre end at skrive videre…

Serien om Olivier Assayas begyndte med Sentimental Destinies