Palmesøndag del 141
(Jean-Luc Godard, Frankrig
Cannes 1980)
Jeg har som sagt, ret tilfældigt, lavet et lille tema på den her blog de sidste par uger: Fransk film efter 68. Først Olivier Assayas, der gentagne gange har kredset om hvad det vil sige at være fra generationen der var for ung til at være med i 68 / Nouvelle Vague. Derefter Margeurite Duras og hendes eksperimenterende billedsprog, der anviste en vej frem, der dog ikke blev taget. Men ingen instruktør er så forbundet med problemet 68 som Jean-Luc Godard. Der er endda lavet en hel spillefilm om det, Michel Hazanavicius’ Redoubtable, der var i Cannes i 2017. Den gængse fortælling er, at Godard blev så radikaliseret af den fejlslagne revolution at han helt mistede plottet. Så i stedet for at fortsætte sin karriere med nouvelle vague agtige film, der både var innovative, men samtidig havde stor folkelig opbakning, valgte han at radikalisere sit filmsprog, og endte med at lave film der kun var interessante for rettroende maoister / cineaster. Hvilket i og for sig var det samme i en tid hvor selv det hæderkronede filmmagasin Cahiers du Cinema mest var et maoistisk parti-magasin. (Jeg har selv tidligere skrevet mere om det for POV)
Men i den gængse fortælling er der også et intermezzo, en lille periode hvor Godard igen forsøgte at lave ‘rigtige’ film. Nogle år i firserne, fra Sauve qui Peut (la vie) fra 80 og indtil enten Détective og Hail Mary (begge fra 85), eller måske indtil King Lear og Keep Your Right Up (begge 87). I denne periode var Godard i Cannes-konkurrence hele tre gange, foruden med den her og Détective også med Passion i 82. Men så gik det ‘galt’ igen, efter han begyndte at lave mastodont-værket Histoire(s) du Cinema i 88, der mest bestod af manipulerede filmklip med voiceover om filmhistorien. Herefter har den mest stået på essay-værker, eller stærkt eksperimenterende hybrid-film med ret obskure narrativer. Hans publikum er skrumpet ret meget ind. Men omvendt også blevet meget entusiastisk. Jeg elsker det for eksempel meget højt, en del mere end de her mere ‘mainstream’ firser-værker.
Jeg havde faktisk indtil nu aldrig set de her værker, desuagtet at jeg elsker Godard og har kastet mig over stort set alt hvad jeg har kunnet finde – selv de forhadte ‘Dziga Vertov gruppe’ film fra halvfjerdserne, hvor Godard ikke engang ville stå som instruktør på dem, så kollektivistisk skulle det være. Men nu blev Sauve qui Peut (la Vie) vist i Cinemateket, og så tænkte jeg, at nu skulle det være. Og hvad var det så jeg så? For at være helt ærlig, så ser jeg en film der er mindst lige så famlende og usikker som hans halvfjerdserfilm, tilsat en god portion selvhad. Og hvad jeg ellers har kunnet snuse mig frem til af firserfilmene er ikke anderledes. Set her på snart fyrre års afstand er det lidt sjovt. Jeg kan læse mig til det i høj grad blev set som et ‘comeback’ fordi Godard selv insisterede at det var således, at det var hans ‘anden debut-film’, og det var første gang i lang tid han arbejdede med normal celluloid-film og rigtige skuespillere. Men derudover er det stadigvæk ret eksperimenterende, ret politisk, ret uigennemtænkt. Jeg ser langt mere selvsikkerhed i filmene fra Histoire(s) du Cinema og frem, især i mesterværket Nouvelle Vague fra 1990, der så ironisk nok blev taget som bevis for at Godard nu igen var gået fra snøvsen. Sådan kan film-kritikken tage gevaldig meget fejl.
Sauve qui Peut (la Vie) består af tre dele og en epilog, og de tre dele skildrer hver især en ny person. Først følger vi Denise, en ung kvinde, der forsøger at stable et nyt liv på benene efter et brud med en filminstruktør ved navn Paul Godard. Anden del følger Paul Godard mens han vandrer vrissen rundt og mødes med eks-kæreste, eks-kone, datter, og på et tidspunkt tager Marguerite Duras med til en film-klasse hvor de ser et uddrag fra The Lorry. Tredje del følger en ung kvinde, Isabelle, der arbejder som prostitueret, og som bliver spillet af Isabelle Huppert. Det er, så vidt jeg kan se, den længste sektion, det er den sektion der har mest af hvad der kunne kaldes et plot, og var så vidt jeg kan se også langt den mest kontroversielle del. Til sidst, i epilogen, støder alle tre karakterer på hinanden igen.
Paul Godard. Det er ikke en én-til-én kopi af Jean-Luc, dertil er Paul dels alt for ung, og sådan noget som at han har en datter passer overhovedet ikke til Jean-Lucs liv, men det er svært ikke at se det som en eller anden form for selvhad at navngive en så usympatisk karakter efter sig selv. Paul er i krise, han behandler alle sine eks’er elendigt, og så fantaserer han åbent om at gramse på sin egen datter. Læg dertil en lang sekvens i tredje del af filmen, hvor Isabelle bliver hyret af en rigmand, der decideret instruerer hende, en anden kvinde, og en ung mand, i et avanceret sex-skuespil, som også virker som en ret vrængende version af det at instruere. Hvis det her skulle forestille en art triumferende tilbagevenden til fiktions-filmen, så er den ret bemærkelsesværdigt vrængende, sur og melankolsk over selve det at lave film. Paul læser også op fra en tekst af Duras, hvor hun skriver at hun kun laver film fordi hun ikke kan finde ud af ikke at lave noget. Måske følte Godard lidt det samme i 1980? Det virker i hvert fald ikke som om han helt har fundet ud af hvad han egentlig ville med det hele.
Nogen decideret dårlig film er det nu ikke, for som altid med Godard betyder den her konstante søgen og famlen at han har en eller anden mærkelig idé, eller noget nyt legetøj, som han skal se hvad kan gøre. I England hedder filmen Slow Motion, og det gør den fordi Godard ganske enkelt leger med slow motion sekvenser undervejs, en ting han også eksperimenterede med i det eksperimenterende tv-værk France/tour/detour/deux/enfants fra 1977. Den her slow motion stemning bruges både når karaktererne bevæger sig frit, eller når der sker noget voldsomt, det er som om tid krakelerer omkring dem, som om de lever i nuet, som om de fanges i nuet. Nogen gange er det bare sært og mærkeligt, som det også ofte er med Godard. Men det betyder at Sauve qui Peut (la vie) som så mange andre af Godards film, ikke rigtig ligner noget som helst andet.
Godard er en fantastisk instruktør. En helt igennem fremragende håndværker. Selv de simpleste scener, hvor det bare er to karakterer der snakker, der hos de fleste andre instruktører ville blive håndteret med et simpelt shot/reverse shot, kan blive umanerlig mærkelige hos Godard. Han er nok reelt set mindre imponerende som ‘filosof’, man skal passe på med at tage hans budskaber for gode varer. Men efter at han havde bevist han mestrede det gængse filmsprog i tresserne, så holdt han aldrig op med at søge efter hvad filmen ellers var i stand til. Selv de her firser-film, der efter min mening ellers står ret meget i stampe rent indholdsmæssigt, indeholder virkelig mange gode rent filmiske sekvenser. Men jeg er ikke ked af at han droppede ‘mainstream’-filmen igen, for det virker ikke som om han havde så meget mere at sige med det sprog. Sauve qui Peut (la Vie) er ikke dårlig, men den er kynisk, lidt ugennemført, og uden så meget på hjerte. Stadigvæk, filmisk set er den bedre end det meste andet fra sin samtid.