Palmesøndag del 205
(Ken Loach, UK
Cannes 2010)
Jeg mener det virkelig, når jeg kalder årene 2009-2014 for Loachs kriseår. Dels er filmene ikke vanvittig gode, dels er der en tvivl i tematikken, en forvirring, et mismod, som ellers ikke altid er der. Loach er indigneret, han er sørgmodig, han kan til tider være decideret deprimerende. Men han er sjældent mismodig. Tag f.eks Route Irish. Det var Loachs tiende gang i konkurrence, hvormed han satte rekord for flest deltagelser. Det burde have været en triumf. Men Route Irish er mest bare trist, en film Loach har lavet flere gange før, og mestendels bedre.
‘Route Irish’ er navnet på en vej i Irak, på et tidspunkt kendt som den farligste vej i hele verden. Her har lejesoldaten Frankie mistet livet. Hans ven Fergus tror dog, at der er ugler i mosen. Han har fået nogle desperate telefonopkald fra vennen kort før han døde, og får pludselig også tilsendt en mobiltelefon, der viser sig at indeholde en blodig video. Filmede Frankie mord på civile? Og var det derfor han blev slået ihjel?
Loach har lavet den her film før. Det var rent faktisk den type film, der gav ham det store Cannes-gennembrud med Hidden Agenda i 1990. Den lidt Oliver Stone agtige konspirations-thriller. Der er bare det, at Loach faktisk ikke er skide god til det her. Konspirations-thrilleren lever i høj grad af den uro vi har inden i os, fordi der er ting der strider imod hinanden. Informationer, som ikke går op. JFK var verdens mægtigste mand, men han blev skudt af en tilfældig galning? I Route Irish har Fergus et godt eksempel: Han får at vide at Frankie var ‘wrong place, wrong time’ men hans ven var jo jordens heldigste menneske? Problemet er så bare, at Loachs måske største styrke er hans evne til at beskrive debatter, diskussioner, ofte også skænderier, til at vise hvordan flere ting kan være sande på samme tid, uden at verden går under. Det var sådan set også styrken i Hidden Agenda, i de mange scener der bare skildrede irere der taler sammen. Der er meget få irakere med i Route Irish, og de siger ikke så meget, så diskussionen bliver ensformig. Så skal paranoiaen leveres via æstetikken, men det er altså sjældent noget Loach gør så vanvittigt meget ud af.
Læg hertil også alle genrens klichéer, som at Fergus selvfølgelig indleder en art forsøg på et forhold til Frankies enke Rachel, et forhold der naturligvis er skadet og fuld af sorg og raseri. Og at oprulningen af konspirationen går præcis så meget slag i slag som man kan forvente, indtil mænd i elefanthuer begynder at bryde ind i lejligheder og den slags. Og at musikken er kedelig, lejlighederne anonyme, etc. Der er ikke noget som helst af de ‘gifts’ som Eric Cantona snakkede om i Loachs film fra året før, her er alting bare funktionelt. Det er især skuffende eftersom filmen er fotograferet af Chris Menges, den legendariske fotograf Loach gentagne gange arbejdede med indtil Looks and Smiles fra 81, og som siden filmede smukke prestigeproduktioner som The Mission og Michael Collins. Det er mest af alt bare lidt kedeligt at se på…
Men. Til sidst, så løfter filmen sig dog alligevel en smule. Og hermed en lille SPOILER-advarsel. Fergus beslutter sig nemlig for at waterboarde en af de mistænkte lejesoldater, og udspørge ham om vennens død, og pludselig falder alle brikkerne på plads. Det er vitterlig så slemt som man kunne have forestillet sig. Det viser sig dog selvfølgelig, at man ikke kan stole på hvad en person man waterboarder siger til en, de vil jo sige hvad som helst for at stoppe torturen. Det er i sig selv en ret smuk pointe som vi sjældent ser, men smukkere er hvad det gør ved Fergus. De ting som hans offer fortæller ham gør ham nærmest vanvittig, han kan overhovedet ikke acceptere at hans fjender er så onde og morderiske, og han begynder at gå i stykker. Og så begynder tingene tidligere i filmen at falde på plads, den måde han beskrev de militante i Irak – han lyder i øvrigt her som mange soldater lyder på film. Soldaterne frygter hvad de militante kan finde på, de ved ikke noget endnu, men de er bange, så de torturerer dem indtil de militante indrømmer de værste planer man kan forestille sig, og så bliver soldaterne nærmest forbløffede over hvor onde deres fjender er, og så torturerer og dræber de endnu mere. Det er skruen uden ende.
Det er samme skrue som de engelske soldater i film som Looks and Smiles og Vinden som Ryster Kornet er havnet i, og det er helt ærligt måske en af Loachs største styrker, den måde han gør krigsforbrydelser til et strukturelt problem, og dermed får peget fingeren op på de øverste i systemet. Det er muligt at være en god soldat som Frankie. Men det er svært, og konsekvenserne heraf er fatale. Den pointe er serveret vanligt godt.
Det er dog igen også en pointe Loach har serveret før, og jeg kan ikke lade være med at føle metaltræthed. 2010 var også et skelsættende år i britisk politik, det var året hvor New Labour mistede magten og David Cameron kom til. Arbejder-regeringens projekt var gået itu, og jeg tror da de fleste vil mene krigen i Irak var stærkt medvirkende hertil. Der er en rådvildhed i Loach-filmene i de her år, en uvished om hvad man nu skal forsøge. Noget nyt, det virker helt bestemt som om Loach fornemmer det er tid til noget nyt. Men han fandt det i mine øjne helt ærligt aldrig. Resultatet blev i den her periode når det var bedst – og Route Irish er vel som helhed den bedste af de fire film, omend Looking for Eric har højere højdepunkter – mest bare kompetent.