Woman Is The Future Of Man

Palmesøndag del 338
(여자는 남자의 미래다, Yeojaneun namjaui miraeda, Hong Sang-soo, Sydkorea
Cannes 2004)

Det er en ret vanvittig samling instruktører, der var i hovedkonkurrence i Cannes første gang i 2004. Bl.a. Paolo Sorrentino, Lucrecia Martel, Park Chan-wook, Apichatpong Weerasethakul, og så sydkoreanske Hong Sang-soo. I modsætning til flere af de andre blev hans første deltagelse ikke en succes, han måtte gå tomhændet hjem, og anmelderen fra Hollywood Reporter kaldte hans film ‘amatøristisk’ og skrev: ‘Compositionally, it’s also a dud. Sangsoo’s inarticulate visualization reveals no sense of layered meaning or viewpoint, while cinematographer Kim Hyungkoo’s same-framed compositions are straight-on deadening, illuminating neither character nor theme.

Sådan går det ofte, første gang folk stifter bekendtskab med Hong Sang-soo. Jeg har moret mig over mangen en anmelder, der bliver udsat for den sydkoreanske auteur for første gang, og går fuldstændig i baglås over den ekstremt egensindige stil. Har det især sjovt over det, fordi min egen reaktion var nogenlunde magen til. Hong Sang-soo har med sine snart 30 film efterhånden fået det meste af cineast-verdenen med sig, for med den minimalistiske og ved første øjekast sløsede stil skaber han nogle helt særlige effekter.

Men man skal lige vende sig til det. Det er lidt sløset, boomstangen ryger f.eks ind i billedet i flere af hans film. Og Woman Is The Future Of Man var nok ikke den bedste introduktion til hans særlige stil, den er ikke helt blandt hans bedste. Men den er, selv i en så omfattende filmografi, helt unik, og den særlige stil får for mig løftet emnet op til det nærmest metafysiske.

Hong Sang-soo er del af den generation af koreanske filmskabere – Park Chan-wook, Lee Chang-dong – der sparkede gang i den nationale filmkultur efter landet blev et demokrati i halvfemserne. Han læste film i USA, og debuterede i 1996 med The Day a Pig Fell Down a Well, der flettede fire menneskers skæbne sammen frem mod en tragisk slutning. Ret så halvfemser. Allerede med The Power of Kangwon Province (1998) ramte han dog noget helt særligt. Den film er helt simpelt todelt, den handler om et par, der går fra hinanden, og derefter hver især, og uden at vide den anden også gør det, tager til Kangwon for at komme sig. Filmen fortæller først den enes historie, så den andens, og de to er flere gange lige i nærheden af hinanden, men opdager aldrig den anden. Den dualistiske struktur, hvor to historier spejler sig i hinanden, eller flettes sammen, gentog Hong Sang-soo mange gange frem til hovedværket Right Now, Wrong Then (2015).

Der er noget af den samme dualisme i Woman Is The Future Of Man. Den handler om de to mænd Mun-ho, der underviser i kunsthistorie, og Hyeon-gon, en håbefuld filminstruktør, der netop er vendt hjem fra USA. De to har begge haft et forhold til den unge kvinde Seon-hwa, hvilket vises i to lange flashbacks, der indeholder flere scener der spejler sig i hinanden. Efter at have fået en del at drikke tager de sammen ud for at besøge Seon-hwa, og så kan de efter tur forsøge at genskabe den tidligere gnist.

Det lyder måske meget velopbygget, men Woman Is The Future Of Man gør en aktiv indsats for at forvirre publikum. Tag det første flashback: Vi ser Hyeon-gon sidde på en bar, og så klippes der til et vejkryds. Her kommer Hyeon-gon ud af en bil, og går sin vej, og herefter følger en scene med to mennesker der skændes, en mand og en kvinde, som vi ikke aner hvem er. Det er først i næste scene, da kvinden spiser med Hyeon-gon, at vi kan regne ud hun må være hans kæreste, hvilket vil sige Seon-hwa, men vi har ikke rigtig tid til at tænke over det, for på samme tid får vi chokerende at vide, at ham manden vi så i den tidligere scene voldtog hende. Det er en meget voldsom oplysning, som ligger meget langt fra stemningen i filmen hidtil, og det bliver ikke mindre ubehageligt af at Hyeon-gon herefter tager Seon-hwa med hjem, vasker hendes nøgne krop grundigt, og derefter har sex med hende, mens han forklarer at det her vil gøre hende ‘ren’ igen. Woman Is The Future Of Man er et ret kritisk mandeportræt.

Det er ikke bare manus, der med sine spring og ubehagelige/ulogiske plotudviklinger, skaber en let forvirrende stemning. Hong Sang-soo har også sin helt egen visuelle stil, som er ret så vidunderlig, men som også nemt kan forvirre. Hans film består for det meste af meget lange takes, filmet på afstand så alle karakterer kan ses på samme tid. Der klippes ikke ret meget, og der er ikke mange closeups. Særligt det med de meget få klip gør en forskel, for hvert klip kommer så også til at have en helt enorm betydning. Hver gang der kommer et klip i Woman Is The Future Of Man, så kan vi være sprunget flere år i tid, eller vi kan pludselig være i en drøm, eller vi kan være i en helt anden by. Eller også er vi præcis samme sted lidt senere, f.eks på en café, men Hong begynder lige det næste klip med at filme et træ, inden han drejer kameraet tilbage til caféen, så det virkede et øjeblik som om vi var i en skov. Hong Sang-soos film hænger sammen på helt unik vis, fra manuskripterne med de mange gentagelser og dualismer, og til den helt særlige måde hans klip virker på.

Teknisk set arbejder Hong Sang-soo inden for hvad man kan kalde ‘long take-æstetik’. Hans takes varer lang tid, og han filmer gerne det hele på afstand, ligesom mange andre inden for f.eks slow cinema. Men hans film virker meget anderledes end f.eks instruktører, der arbejder med kontemplation og smukt opstillede tableauer. Hong Sang-soos film er ikke traditionelt smukke. Der kan være noget lidt sløset over hans kompositioner – omend jeg vil mene han har et fantastisk blik for skæve opstillinger – og der er ikke meget koreografi over hændelserne. Og hans ganske forvirrende og destabiliserende måde at klippe gør det sværere at kontemplere for meget over det der sker.

Det minder mig om, at den amerikanske filosof Karen Barad forsøger at udfordre idéen om at vi skal kontemplere når vi skal tænke godt. Altså, at vi tager en ting, og rigtig funderer over den. I stedet kalder hun den gode tænkning for at ‘diffraktere’, efter den måde som bølger skaber diffraktions-mønstre når de rammer forhindringer. Den gode tænkning handler om at lade vores idéer og teorier rammer nye ting, ligesom bølger rammer forhindringer, og så se hvad der kommer ud af det. Sådan fungerer mange Hong Sang-soo film. Man er nødt til at være aktiv, forholde sig til måden hvert klip sender os et nyt sted hen, forholde sig til hvordan personernes opførsel står i modsætning til dels samfundets normer, dels også ofte ting som de selv påstår. Mun-ho siger han mener koreanere går for meget op i sex, men opfører sig derefter først som en opportunist, derefter mere problematisk i forhold til hans elever.

Man skal med andre ord arbejde for det med Hong Sang-soo, det gælder ikke mindst som cineast, hvor man er så meget desto mere vant til at kunstfilm følger visse regler, som Hong Sang-soo sjældent gør. Jeg vil igen godt fremhæve, at det også tog tid for mig, men fascinationen var der fra start af. Woman Is The Future Of Man er ikke af mine favoritter fra hans hånd, men den har en helt særlig stemning. Fordi den så fint blander tidsplaner samt drøm og virkelighed, fordi klipningen mellem dem er så abrupt, så er det også som om dens emne, mænds misogyni, nærmest synes at transcendere tid og rum. I virkeligheden er det en ganske lille fortælling, om to mandlige røvhuller der dater den samme kvinde, men fremstillingen af det får det til at virke som et evigt grundvilkår, behandlingen af Seon-hwa bliver emblematisk for behandlingen af kvinder til alle tider.

Der er flere af Hong Sang-soos film, gerne dem hvor han virkelig eksperimenterer med plot-struktur, hvor jeg har siddet med en fornemmelse af, at de foregik på et metafysisk plan uden for tid og rum. Woman Is The Future Of Man har aspekter af det samme, selvom det er en simplere opbygget film. Det er ikke en film, der vælter tilskueren bagover, det var ikke en succes på en travl festival. Men hvis man tager den ind, så er det en film der bliver hos en.

Serien om Hong Sang-soo fortsætter med Tale of Cinema