Palmesøndag del 291
(Julia Leigh, Australien
Cannes 2011)
2011 var et særdeles vellykket år i Cannes. Det skyldes især at flere store mestre imponerede – Lars von Trier, Nuri Bilge Ceylan, Terence Malick – men derudover var der inviteret særskilt mange nye stemmer med. Det gav store successer som Drive af Nicolas Winding Refn og The Artist af Michel Hazanavicius, instruktører der sidenhen flere gange er blevet inviteret med igen. Der var endda plads til noget så sjældent som debutanter i hovedkonkurrencen, endda hele to af slagsen: Østrigske Markus Schleinzer med Michael og australske Julia Leigh med Sleeping Beauty. Ingen af de to har fået lov til at komme tilbage, omend Scheinzers opfølger Angelo var mere end god nok. Julia Leigh har her ti år efter stadigvæk ikke lavet en opfølger, på trods af den fornemme hæder hun fik for debuten.
Det forstår jeg lidt godt. Sleeping Beauty er bestemt en helt særlig film, der præsenterer en ny stemme. Men den føles i høj grad anderledes, fordi den bærer tydeligt præg af at være skabt af en forfatter og ikke en uddannet instruktør. Det er en slående film, men ikke en der åbner nye veje for filmkunsten.
Den unge studerende Lucy har et væld af jobs for at kunne betale sine studier, hun er bartender og kontorarbejder, forsøgskanin på universitetet og arbejder om natten som prostitueret. Alligevel lader hun ikke til at have nogen penge tilbage, nok en kombination af dyre uddannelser og et komplet fravær af støttende bagland. Derfor slår hun til da hun bliver tilbudt en langt mere lukrativ stilling på et mærkeligt gods. Her skal hun i første omgange opvarte halvnøgen, men efter kort tid bliver hun forfremmet til ‘Sleeping Beauty’, hvor hun bliver bedøvet, og ligger nøgen i en seng, mens rige mænd betaler for at gøre næsten lige hvad de vil med hende – dog ingen penetration, som hendes chef gentagne gange slår fast. Pengene betyder at Lucy kan komme videre med sit liv, men en dramatisk udvikling i hendes privatliv sætter gang i en psykisk udvikling, der i kombination med det nye job er ved at blive fatal.
Manuskriptet til Sleeping Beauty er fremragende. Manus, ikke plot. Plotmæssigt har filmen sine mangler, dramaturgien er meget lavmælt, slutningen halter, en sidefortælling om Lucys ven ‘Birdman’ passer aldrig rigtig ind. Men der er et stort fortællemæssigt overskud i manuskriptet, hvor jeg ved gensyn lægger mærke til en hel masse skarpe replikker, og små spidsfindigheder. F.eks siger Lucy på et tidspunkt til bordel-mutter, at hun aldrig tager stoffer, fordi hendes mor er en vred alkoholiker, der arbejder som astrolog. Hvor vidunderlig er astrolog-detaljen ikke lige? Men endnu mere vidunderligt er det, at vi tidligere har set Lucy sniffe kokain med stor fornøjelse, så hun lyver altså stærkere end en hest kan rende. Er hendes mor alkoholiker? Eller er det noget hun finder på, fordi det passer ind i en kliché om hvorfor hun vil være sex-arbejder, og hun derfor kan slippe for flere nærgående spørgsmål?
Den slags er der en masse af i filmen. Mange ting spejler sig også, som når f.eks Lucys arbejde som forsøgskanin består i at få stukket en slange dybt ned i halsen, en tydelig form for penetration, mens penetration og kropslig autonomi netop fremhæves som helligt på hendes nye sove-arbejde. Og selvom de her ting bærer præg af at være skabt af en forfatter, det er detaljer som ville fungere fantastisk i en roman, så får Julia Leigh dem også afviklet med filmisk overskud, som måske særligt ses i klipningen, når f.eks en vild nat i byen skildres i nogle hurtige fragmenter, indtil vi ser Lucy ligge i sin seng næste morgen med en kollega ved siden af sig. Sleeping Beauty er først og fremmest en velskrevet film, men ikke på den måde, at det er en god fortælling, hvor æstetikken først og fremmest ikke må gå i vejen. Nej, det er en god forfatter, der har skabt en film som en eksperimenterende roman, fyldt med gentagelser, digressioner og ting der bevidst udelades, og som gør brug af anderledes filmiske virkemidler for at lykkes med det.
Det er dog ikke alle virkemidler, der er anderledes. Fotograferingen vil nok ikke udfordre de fleste der har set en arthouse-film eller to. Det er køligt, langsomt, med små afmålte kamerabevægelser. Fotografen er rutinerede Geoffrey Simpson, der har fotograferet for nærmest alt og alle i australsk film, både på tidligere Cannes-film såvel som mainstream a la Peter Weirs Green Card (1990). Det er med andre ord virkelig godt lavet, men det er ikke så overraskende. Det føles ikke som en film der er lavet, fordi instruktøren havde lyst til at lave noget filmisk nyt.
I stedet er det lidt ligesom et digt. Virkemidlerne er nøje udvalgt, og stykket sammen så det er åbent for fortolkning. Vi lærer aldrig rigtig Lucy at kende, og får derfor ikke udpenslet hvad der kunne være ‘skyld’ i hendes deroute – udover at man som dansker tænker gratis uddannelse og SU er nogle rigtig gode ting. Ej heller er der nogle tydelige politiske pointer der bliver banket ind i hovedet på os. Filmen handler klart om objektificering af kvinder, og hvordan de her rige mænds hedeste ønske er at bruge tid sammen med en nøgen kvindekrop, der er helt uden egen agens. Vi ser aldrig nogen gøre noget de ikke må – men omvendt understreges det hvor farlig en leg det er, når f.eks den ellers flinkeste af af mændene ikke lægger mærke til han har fået Lucy vendt sådan så hun ikke kan trække vejret. Det er på én og samme tid en mere grum og klam udgave af prostitution end virkeligheden, og så alligevel klart et forskønnet billede uden f.eks vold og voldtægt.
Det er kunst som debatindlæg, ikke hvor vi får hivet en holdning ned over hovedet, men hvor kunstnerisk frihed til at fiktionalisere og sætte ting på spidsen, koblet med æstetiske virkemidler, skaber et udsagn med samfundsmæssig bund. Det er også en ting som film er rigtig god til. Men alligevel. Sammenlignet med f.eks Once Upon A Time In Anatolia, der også har meget samfundstematik, så forbliver Sleeping Beauty en ret intellektuel affære. Det er afmålt, man bliver ikke overvældet på samme måde som man ofte gør med erfarne instruktører, der måske har mere styr på deres virkemidler. Det er en lovende debut, men også en man ikke håber ville blive instruktørens bedste. Julia Leigh er dog fortsat med at skrive – efter sigende fremragende – litteratur, så det er ganske sandsynligt, at det filmisk aldrig bliver bedre. Og det er da lidt synd.