Palmesøndag del 292
(Paul Verhoeven, USA
Cannes 1992)
Filmkunsten kan mange ting, men sjældent alt på en gang. Instruktører har derfor forskellige styrker. Nogle er socialrealister, og deres film skulle gerne gøre verden bedre. Andre er tankevækkende provokatører, eller filosofiske æstetikere. Paul Verhoeven er, siden ihf Robocop (1987), noget lidt særligt: En art subversiv satiriker. Han har lavet store mainstream-film, men på en måde, så man aldrig rigtig er sikker på hvor man har ham. Hans film er for meget, for voldelige, for eksplicitte, med for mange og for mærkelige twists. Og hele tiden mærker man, at han i høj grad trækker på genrekoder og filmteknikker, for i lige så høj grad at kommentere på dem. Men samtidig er det aldrig så åbenlyst genbrug, som f.eks når Brian de Palma i Blow Out genbruger plottet fra Antonionis Blow Up. Måske derfor er Verhoeven sjældent medtaget som en af sin tids store postmodernister.
Det er et mere diffust projekt Verhoeven har haft gang i. Derfor er der også stadig heftig debat om ganske mange af hans film. Jeg er ikke altid lige stor fan, og jeg mener særligt at flere af de heftigst debatterede film som Showgirls mest af alt kan debatteres så meget fordi det er en usammenhængende og selvmodsigende film. Der er også virkelig dumme ting i Iskoldt begær. Men den er stadigvæk så gennemført, at den forbliver svært interessant.
Paul Verhoeven startede sin karriere i Holland, hvor han først brød igennem med det erotiske drama Turkish Delight i 1973. Hans hollandske karriere er ret typisk for en national auteur, filmatiseringer af national litteratur som Keetje Tippel (1975) og et Anden Verdenskrigs drama med Soldier of Orange (1977). Man mærker dog også til tider den senere drillepind når f.eks i Soldier of Orange den mistænksomme lyd viser sig ikke at være en tysk soldat, men et par der har sex i en høstak. I midtfirserne rejste han til USA, ligesom så mange nationale auteurs af hans type. Men hvor rigtig mange europæiske instruktører bliver opslugt af Hollywood og mister al særpræg, så fandt Verhoeven i stedet sin helt egen stil. Robocop er et mesterværk, en af de bedste action film fra firserne, og Total Recall (1990) er også virkelig gennemført science fiction. Her giver Verhoevens projekt virkelig mening: Han ville aldrig kunne finde ressourcerne til at lave så gennemførte scifi-verdener i Europa, og som med den bedste scifi, så er de verdener skabt så de selv bliver udsagn og kommentarer om den virkelige verden.
Med Iskoldt begær forsøgte Verhoeven sig med en anden form for verdensbygning: En noir. Noir-filmen har sit navn fra den måde den blev filmet på, hvordan alt var mørkt og dunkelt og holdt i skygger. Det er ikke bare et kriminalplot, det er også en film der kreerer en helt særlig verden, og selvom det ikke er spekulativt som en scifi-film, så fungerer det ofte på samme måde: Der skal være en grad af genkendelighed, mens andre træk gerne må tages ud i det absurde. I Iskoldt begær er San Francisco en absurd mudderpøl af sex og stoffer, hvor politibetjente myrder turister i en kokainrus, og stadigvæk er skildret som heltene. Det er her at Nick Curran skal opklare mordet på en gammel rock’n’roll sanger myrdet med en issyl, hvor mistanken rettes mod sangerens bolleveninde Catherine Trammell, der flere år tidligere har skrevet en bog hvor en sanger blev myrdet på præcis samme måde. Er hun psykopat? Eller har hun en psykopat-stalker, der myrder for at få hende anklaget for mord?
Hvem er den virkelige psykopat? I sidste ende lader samtlige karakterer til at have mere eller mindre psykopatiske træk. Catherine omgiver sig med mordere, efter sigende fordi de giver inspiration til hendes bøger, men selv med den mest positive fortolkning af hendes karakter, så udviser hun en voldsom kulde overfor de mange voldsomme dødsfald i hendes omgangskreds. Nick er tidligere kokain-vrag, der ifølge Catherine har skudt fire mennesker på fem år. Den tredje centrale karakter, psykologen Beth Garner, er også muligvis massemorder, og har ihf hjulpet Nick til at blive i jobbet på trods af hans tendens til at tage stoffer og skyde civilister. På engelsk hedder filmen Basic Instinct, hvilket er en langt bedre titel end Iskoldt begær, for den hentyder til at plottet udspiller sig i en verden hvor noget dyrisk morderisk lurer under overfladen. De her mennesker er umenneskeligt voldelige.
De er så også umenneskeligt seksuelle, og her virker filmen lidt mere gammeldags. Det var selvfølgelig de erotiske elementer der chokerede i 1992, og der er stadigvæk også en imponerende mængde nøgenhed i den her film, men ved gensyn slog det mig hvor meget det i filmen virker som om, at de her mennesker er de eneste mennesker i den her verden der knalder. Der er et vidunderligt klip i filmens centrale sexscene, hvor kameraet tilter op i spejlloftet mens Catherine bevæger sig ned ad Nicks krop, så det nærmest virker religiøst, og lidt senere virker hans ansigtsudtryk som om han aldrig nogensinde før har oplevet at en kvinde tog hans penis i munden. ‘The fuck of the century’ kalder Nick det, mens Catherine siger det var en udmærket begyndelse, og begge dele virker lidt fjollede. Her er det heldigt for Verhoeven at stort set ingen andre inkluderer så direkte sexscener i deres mainstream-film, for han behøver ikke bevise det visuelt. Alene det at vi ser Catherine få en orgasme får Nick til at virke som filmhistoriens hidtil bedste mandlige elsker.
Men med andre ord, så er Iskoldt begær også en film, der i høj grad fungerer fordi den spiller op imod film-, genre- og samfundskoder. Det første mord er 90% af tiden klippet fragmenteret og voldsomt som f.eks brusescenen i Psycho, men så er der lige pludselig et kort klip hvor vi ser sylen hakke direkte ned i offerets ansigt, hvor det hele er for tæt på, for blodigt, for ægte. Det klip ville ikke virke så voldsomt, hvis ikke vi på grund af koderne forventede det hele ville være som et typisk filmmord. Mere problematisk, så trækker filmen også tydeligt på fordomme om seksualitet og vold. Alle kvinder i filmen er biseksuelle, og alle lader de til at være morderiske psykopater. Filmen sætter ikke eksplicit sammenhæng mellem de to ting, men det har populærkultur gjort i så høj grad, at det er en velkendt trope der udnyttes. Da Nick til sidst konfronterer Beth råber han ‘knalder du stadig kvinder?’ efter hende, hvilket til nøds kan forklares med at det er én af flere ting hun i så fald har løjet om, men det er reelt set en dybt bizar ting at råbe.
Iskoldt begær kunne absolut ikke laves i dag. Omend først og fremmest nok på grund af dens fremstilling af politivold. Igen til sidst skyder Nick en ubevæbnet civilist, og igen fejes det bare ind under gulvtæppet, uden at det tilsyneladende vækker opsigt i offentligheden. Det er også det film som Iskoldt begær er gode til: De fortæller mere afslørende om deres samtid, eftersom de borer sig ind i fordomme og troper. Ikke fordi filmen virker særligt reflekteret, men i dens opkørte coke-psykopatiske kropsfiksering er den stadig et mere rammende udsagn om USA anno 1992 end nogen af de Oscar-nominerede film fra det år. Det er dog en balancegang. Verhoeven fortsatte med at fokusere på sex i Showgirls, som på trods af mere direkte at handle om det amerikanske samfund i mine øjne er en komplet tom og dum film, fordi den i modsætning til Iskoldt begær ikke fungerer på genrepræmisser, og er for stupid til at tages seriøst i sig selv. Starship Troopers var en tilbagevenden til sci-fi genren, og er en vidunderlig film i min bog, men den er også for tydeligt satirisk til at ramme den samme blanding som de tidlige mainstream-værker. Omkring årtusindskiftet vendte Verhoeven hjem til Europa, og hans film har siden da haft mere tydelige euro-arthouse karakter. Hvilket dog ikke udelukkende er en positivt.