Palmesøndag del 290
(Arnaud des Pallières, Frankrig
Cannes 2013)

Der er nogle instruktørers filmografier der giver mere mening end andre. Grunden til at jeg skriver om Arnaud des Pallières denne uge er, at hans seneste film har premiere på Berlinalen – jeg ser den faktisk i aften. Men den nye film er altså en eksperimenterende dokumentar om Amerika, og den er en efterfølger til en tidligere dokumentar instruktøren lavede for snart ti år siden, som er vældig velanset i visse kredse. Det er egentlig det Pallières er mest kendt for i filmfestival-verden: Eksperimenterende dokumentarer, gerne om den moderne amerikaniserede verden. Nævnes kan f.eks også Disneyland, mon vieux pays natal.

Og så er der lige den her ene højdramatiske film med Mads Mikkelsen i hovedrollen som oprører. Den eneste gang Arnaud des Pallières har været i hovedkonkurrence i Cannes, den eneste af hans film der er kommet bare tilnærmelsesvist bredt ud – den kan i Danmark streames gratis på Filmstriben! Men hænger den sammen med resten af instruktørens film? Tjo, lidt. Men på en lidt tynd måde.

Michael Kohlhaas baserer sig på Heinrich von Kleists stykke af samme navn, der igen baserer sig på en historisk figur. Michael Kohlhaas sælger heste, men en dag på vej til marked har den lokale baron indført told på en bro, så Kohlhaas er nødt til at efterlade to heste i pant for at komme forbi. Da han vender hjem, efter at have fået bekræftet at Prinsessen har forbudt adelige at opkræve lokal told, så opdager han at baronen i mellemtiden har anvendt hestene til at slæbe ting, hvilket de ikke er beregnet til, hvorfor de har mistet meget i værdi. Og desuden har Kohlhaas’ tjener fået tæv da han klagede over udnyttelsen af hestene. Kohlhaas insisterer på at få erstatning, men det lokale retsvæsen er dybt korrupt og holder hænderne over adelsmanden, hvorfor tvisten langsomt eskalerer til et orgie af vold og oprør. Det er kombinationen af den åbenlyse og dog alligevel ikke ret store uretfærdighed, med de voldsomme og ubehagelige konsekvenser, der gør at historien ræsonnerer så meget. Den ligger f.eks også til grund for E. L. Doctorows store roman Ragtime, hvor hovedpersonen hedder Coalhouse, som en hilsen til den tyske oprørs-forgænger.

Det er en nærmest mytologisk fortælling, der eskalerer støt og roligt fra petitesse til blodbad, så den passer ret godt til Arnaud des Pallières’ nøgterne stil. Han gør også noget særligt, for at understrege hvor meget eskaleringen er uundgåelig, hvor meget tingene er ude af personernes egen kontrol: Han fokuserer på alt muligt andet. Filmen er virkelig langsom og omhyggelig, men sjældent omkring sit plot. I stedet er der meget nøgterne og detaljerede beskrivelser af f.eks hvordan Kohlhaas’ oprørere lader deres armbrøste under et angreb, eller af diskussionerne personerne imellem, ligesom der bruges lang tid på en diskussion Kohlhaas har med Martin Luther under oprøret. Det nøgterne kulminerer tidligt, da Kohlhaas er kommet hjem, og der er en meget lang sex-scene med hans kone. Det er egentlig ikke nogen speciel erotisk scene, overhovedet ikke eksplicit, men nøgternheden formidler samhørigheden og kærligheden mellem de to mennesker. Det virker rutinepræget, hvilket jo nok ikke er hvad særligt mange filmselskaber sigter efter når de laver sexscener, men her er det jo bare fordi de elsker hinanden og kender hinanden ud og ind, så det fungerer til at etablere forholdet mellem dem, der så senere udfordres af de dramatiske omstændigheder.

Det er med andre ord egentlig ok dokumentarisk lavet. Pallières er ikke så vanvittig interesseret i dramaet – som også er en smule udramatisk eftersom baronen aldrig har nogen personlighed, og flere af de vigtigste begivenheder sker ude af syne, ligesom det ofte er tilfældet på teater – men forsøger i stedet at portrættere en verden og et system. Filmens vidunderlige første klip viser en skrænt, hvor efterhånden Kohlhaas og hans heste kommer til syne, helt små og vindblæste mod den store natur. Der er noget større på spil i den her fortælling. Egentlig kunne Kohlhaas bare acceptere uretfærdigheden, men så ville en anden måske lede et oprør i stedet (ikke at hverken stykke eller film er sådan 100% historisk korrekte, men der var ganske rigtigt et væld af bondeoprør i den her periode, foruden Luthers nærmest endnu mere betydningsfulde teologiske oprør) Uretfærdighed og korruption avler oprør, der dog i stedet for retfærdighed først og fremmest blot bringer mere vold. Det er den paradoksale verden Kohlhaas lever i. Som i øvrigt også minder en del om Kleists verden, der var flået i stykker af den franske revolution og Napoleons-krigene.

Minder den verden også om vores verden? MInder den om Disneyland? Ja, det er jo så spørgsmålet. Jeg tror ikke des Pallières som sådan mener en moderne revolution er uundgåelig – omend Fedtmule er aktiv i fagforeningskampen i hans Disneyland-film – men han skildrer det amerikanske system, den amerikanske uvirkelighed, hvor det virker nærmest ligeså altomfattende som middelalderens feudale og katolske virkelighed. Jeg ved ikke om det decideret virker som en krudttønde, men det virker da heller ikke som noget stabilt og fremtidssikret land som han skildrer med Disney-figurer og mærkværdige forstadsritualer. Men nej, jeg kan ikke finde nogle geniale indsigter ved at sætte Disneyland op mod Kohlhaas’ tyske middelalder.

Michael Kohlhaas er ikke et mesterværk. Mads Mikkelsen taler heller ikke verdens bedste fransk, og det er en lille smule mærkeligt at han skal tale fransk, når nu Kohlhaas var tysk, og Kleist skrev på tysk. Det er en lidt mærkelig film. Men den er også ret unik, og den er altså virkelig godt fotograferet. Særligt førnævnte armbrøstescene er foruroligende fantastisk. Der er noget særligt uhyggeligt over det når vold sættes i system på den måde, så den ene mand lader armbrøstens, så den anden mand kan slå børnene ihjel uden for meget besvær. Her gør nøgternheden og detaljegraden noget ganske særligt. Det gør Michael Kohlhaas til en virkelig fascinerende film alt i alt. Som dog alligevel først og fremmest forbliver en kuriositet.