Palmesøndag del 5
(Bertrand Bonello, Frankrig
Cannes 2003)
Bertrand Bonello. Født 1968. Oprindelig komponist og musiker. Tiresia er hans tredje film efter Something Organic fra 98 – som jeg ikke har set – og The Pornographer fra 01. Jeg tror stadig han mangler sit helt store internationale gennembrud, hvilket jeg baserer på det faktum, at jeg har svært ved at finde engelsksproget info om ham. Han er ikke så gennemtærsket, idéerne om ham er ikke ‘faldet på plads’ så at sige. Så jeg er lidt nød til selv at finde på det. Det jeg kommer frem til: Jeg ser en tidlig Bonello og en senere Bonello og en lang overgangsperiode. Tiresia er kulminationen på hans første periode, hvilket ikke kun er godt. Det var første gang Bonello var i Cannes, og måske er det sigende, at der skulle gå 8 år herefter før han blev inviteret tilbage igen.
Bonello’s film The Pornographer anses for at høre til den bølge der kaldes ‘New French Extremeity’ – måske ikke så overraskende, navnet taget i betragtning. Den er et af de få tegn på, at bølgen kunne have haft nødvendighed. Jean-Pierre Léaud spiller en gammel instruktør af pornofilm, og filmen skildrer optagelserne af sexscener som arbejde, som teknik og proces, og formår at sige meget om både sex og film generelt. Det er også en befriende åben film, der vender tilbage til porno igen og igen, men ellers triller rundt af den ene omvej efter den anden, både med Léaud og hans søn, en dybt forelsket pseudo-intellektuel. Det er denne åbenhed en film som Paul Thomas Anderson’s Boogie Nights mangler i dens skematiske udvikling fra storhed til fald og 70’erne til 80’erne. Det er desværre også en åbenhed der er fraværende i Tiresia.
Tiresia bygger på sagnet om Tiresias, en blind profet fra det antikke Grækenland. Eller rettere sagt ‘sagnene’, for der findes et væld af historier om Tiresias. En af historierne siger, at Tiresias en overgang blev forvandlet til kvinde, og derfor vidste besked om hvordan det var at leve som begge køn. Hera blindede ham fordi han sagde kvinder fik mere nydelse af sex, mens Zeus gav ham profetiske evner som et plaster på såret. Filmen inkorporerer dele af den fortælling ved at omdanne Tiresias til Tiresia (Clara Choveaux), en brasiliansk trans-kvinde, der arbejder som prostitueret i Frankrig. Hun bortføres af en mand ved navn Terranova (Laurent Lucas), der holder hende fanget, men uden adgang til hendes hormoner kommer de mandlige træk tilbage, og da Terranova indser han ikke kan hjælpe hende blinder han hende og efterlader hende i en skov. Her samles Tiresia – nu spillet af mandlige Thiago Telés – op af Anna, og afslører snart profetiske evner. Det er meget plot, og filmen kan ikke rigtig komme ud over dette, så den kan ikke leve på samme måde som The Pornographer med bipersoner, sidehistorier og subtekst. Og så kommer de ekstreme ting, den grænseoverskridende sex og vold, der optræder i glimt, til at fylde for meget. Ekstremiteterne bliver en bagdel.
Der er elementer der taler til mig, især fordi jeg har set det meste andet Bonello har lavet. Terranova går på museum og ser på skulpturelle mesterværker, de fleste af dem af nøgne kvinder. KLIP til Terranova i bil om natten, og et langt og flot trackingshot glider langs de halvnøgne prostituerede på en rasteplads. Der er historisk sus og udsagn om brugen af kvindekroppen i den sammenstilning. Salget af kvindekroppen er også central i The Pornographer og dets historie er essentiel i House of Tolerance, der foregår på et bordel år 1899-1900, og såmænd også i Saint Laurent, hvor designeren finder nye måder at fremstille kvinders udseende på. Tiresia begynder også at kalde sig selv et ‘monster’ når hendes mandlige træk kommer tilbage, når hun på grund af mishandlingen falder tilbage i transitionen. Folks angst for det andet som monstrøs, især mænds angst for kvinden, er også ofte til stede hos Bonello, og Portrait of the Artist, som jeg anmeldte fra PIX, hvor Bonello spiller hovedrollen, går for alvor i dybden med dette tema, som var det en bonus-Bonello. Terranova er fascineret af det monstrøse, hvortil han tydeligvis henregner transkønnede, men han har også en plakat hængende med vi danskeres nationale monsterpige: Den Lille Havfrue. Der er en dobbelthed i Bonello’s kønssyn: På samme tid iagttager han med mandeblikket, og udstiller mandeblikkets svagheder. Terranova udstiller det dybt problematiske ved enhver kristen anklage mod transkønnede for at ændre på deres gudsgivne kroppe: Han hader sig selv for at kunne lide roser, som jo skylder deres skønhed menneskelig avling, og dermed heller ikke er ‘naturlige’. Trans-kønnet som et rosens-køn, det er da meget smukt. De ultra-androgyne ansigter er også meget smukke: Der er noget ved den måde skægget står til øjenskyggen.
Tiresia har bestemt subtekst, men ikke helt nok. Den lever nu som del af Bonello’s filmografi, men det er nu den eneste af hans film som jeg har set, der ikke føles som et skridt fremad. Det er en instruktør der gentager sig selv. Det var lidt synd det var hans første Cannes-film, jeg tror det kostede nogle point. Det tog i hvert fald fem år før Bonello lavede sin næste langfilm, men den bragte ham bestemt tilbage på sporet.
Serien om Bertrand Bonello fortsætter med House of Tolerance