Palmesøndag del 6
(L’apollonide (Souvenirs de la maison close), Bertrand Bonello, Frankrig
Cannes 2011)
Jeg tror Tiresia blev en fiasko for Bonello. Det bygger jeg på to ting: 1) den er ikke så forfærdelig god og 2) der gik fem år før Bertrand Bonello fik lavet en ny langfilm. On War (2008) er også en ret typisk ‘krisefilm’. Mathieu Amalric spiller en filminstruktør ved navn Bertrand, der er i krise. Lidt er det den samme film som The Pornographer, den starter med at handle om film, og så langsomt handler den om alt andet. Bertrand scouter en bedemandsforretning til brug i en scene, og bliver låst inde i en kiste natten over. Han finder en sublim følelse i det mørke rum, i jagten på det fortsat sublime optages han i en kult -> riter, dans, træning -> en lang surrealistisk slutning, hvor der går helt krig i den.
Det er en modig film fra Bonello, næsten helt uden ekstremerne, der efterhånden holdt ham lidt tilbage (og dog, alle Bonello jeg har set har både bare bryster og tissemænd) Det er også meget abstrakt, meget selvkritisk, meget ironisk. Det virker som en instruktør, der leder efter noget. 3 år efter fandt Bonello en ny metode, og så kom gennembruddet.
Alle tidlige Bonello-film handler om krop, om køn, om nydelse. Med House of Tolerance fandt han en acceptabel måde at grave yderligere i dette problemkompleks: En historisk afdækning af et miljø hvor temaerne var sat på spidsen. En fremstilling af et bordel omrking århundrede-skiftet, en genopførsel af den skjulte verden på et parisisk luksus ‘maison de plaisir’ år 1899-1900. Det er liv, der bestemmes af de temaer, Bonello er så optaget af, og derved bliver det en film hvor tematikkerne kan behandles ved at skildre liv, det bliver derfor en umanerligt levende film.
Det er rart, afslappet, godt tænkt. Alt det tekniske ved denne film er en triumf. Kostumer, kulisser, lys, det er det som former filmen. Fra salonerne, hvor piger og gamle mænd slænger sig hver aften med champagne, til værelserne ovenpå med dobbeltsengene, fællesværelserne yderligere oppe hvor pigerne sover uden mænd, trapper og gange imellem dem. I en film som den her skal det store hus være et eget kosmos, og det lykkes til fulde.
Som i Tiresia og The Pornographer er den ‘monstrøse’ kvindelige seksualitet i centrum, og den skal tæmmes og kontrolleres, ja uha da, ellers kunne det gå helt galt. Mændene elsker de prostituerede som ‘monstre’, som udtryk for det anderledes, den ene skal lege japansk geisha, den anden ‘unheimlich‘ automaton som Freud ville kunne skrive en afhandling om, en tredje skamferes af en kunde, og kan nu kun udlejes som ‘monster’, men det er der så også kunder til. Mændene køber kvinderne, men ikke ‘dem’, snarere en tom skal af dem de selv kan omforme og udfylde. Men vi følger også pigerne i dagtimerne, hvor de er sig selv og hinanden i et fællesskab.
Filmen er et stort skridt frem, men den har sine svage sider. F.eks. er det lidt set før, i Hou Hsaio-hsien’s mesterværk Flowers of Shanghai (der efter min mening blev snydt for Palmen i 98) Der er også dele der går igen fra Tiresia: Igen får en prostitueret skamferet ansigtet mens hun er bundet til en seng. Igen er der en konstrast mellem kvindesalg før og nu (som skulpturer vs prostitution i Tiresia), her i filmens slutning, hvor vi springer til en kort scene med gadeprostitution i vore dage. Der er også en vis skematisme over fortællingen, hvor mange tragedier falder fint på række i filmens sidste del.
På den anden side kunne man kalde gentagelserne for en do-over, et nyt forsøg på at sætte tematikker i en bedre ramme. Og man kunne kalde sammenfaldenee i sidste del for del af den nærmest surreelle tone, der hersker i filmens sidste del. Det her er en helt ny Bonello, en Bonello med stort B. En filmkunstner der finder en hel rigtig form. Bonello har altid været optaget af proces – optagelsen af en pornofilm, transitionen fra mand til kvinde, den kultiske selvforbedring – og nu fandt han en form hvor han kan bruge næsten en hel film på at skildre en proces: Prostitutions-processen, med tøj, sminke, gæld, lægebesøg, afvask, forspil, døgnrytme. Og med det liv og den humor de unge piger bruger for at komme gennem dagene i deres hårde tilværelse.
For det er et hårdt liv, det er filmen meget ærlig omkring. Det er svært at komme ud af miljøet igen, der er ikke ret gode pensionsmuligheder. Der er kun en enkelt voldelig kunde, men hans overgreb vender filmen tilbage til igen og igen. Der er opium og frygten for syfilis. Men det er ikke blot ‘den stakkels luder’, pigerne har selv valgt det, og det er ikke fordi andre valg var så meget bedre. En kvinde siger hun stadig har ammoniak i lungerne fra da hun var vaskekone. Det er en hård tid de lever i, kvinderne vælger det liv de helst vil have, af dem der var mulige.
En instruktør-karriere hvirvler frem og tilbage. Kort efter House of Tolerance skiftede Bonello helt stil, over til noget nutidigt, noget billigere, til film som Nocturama, Zombi Child og Coma. Måske laver han aldrig igen et historisk drama. Men alligevel føles House of Tolerance også som et gennembrud for Bonello i forhold til at finde sin egen tematik, og han sikrede sig nok også et par chancer til i Cannes. Det er ikke den bedste Bonello i min bog, men den er sikkert den vigtigste.