Palmesøndag del 374
(La Passion de Dodin Bouffant, Tran Anh Hung, Frankrig
Cannes 2023, Bedste Instruktør)

Jeg var parat til at hade Pot-au-Feu – Vejen til hjertet, allerede da den blev offentliggjort som film i Cannes. Et periodedrama om glæden ved mad, med Juliette Binoche i hovedrollen, og så instrueret af Tran Anh Hung, der engang i halvfemserne var noget, hvor Cannes naturligvis holdt ham ude af det sjove selskab, og som så nu, hvor han ikke har lavet en god film i årtier, er blevet kedelig nok til Hovedkonkurrence? Kristus altså. Jeg følte mig ganske bekræftet, da filmen fik 1 stjerne i Politiken, der kalder den ’til at brække sig over’ og skriver ‘denne slags film [burde] være forbudt’.

Det er også blevet en af årets hadefilm af en anden grund: Selvom Justine Triet med Frit fald blev den blot tredje kvinde til at vinde Guldpalmen, så valgte Frankrigs Oscar-kommité alligevel at sende den her gang altmodisch mad-nostalgi som bud på en pris. Det blev ret hurtigt udlagt som typisk fransk misogyni overfor Triet, og der blev grint, da det endte med, at Frit fald alligevel fik hele fem nomineringer inkl. Bedste Film, mens Pot-au-Feu blev helt forbigået. Jeg griner sådan set også med.

Men jeg er ikke helt med på nedgørelsen af Tran Anh Hungs film. For godt nok er det på mange planer noget forfærdeligt vrøvl, usammenhængende, klægt og umanerlig gammeldags. Men den her film har altså et helt særligt kamera. Det er ikke bare det, at der laves meget mad. Det er det, at kameraet selv synes at gå så meget op i maden, hele tiden skal se til det, til tider virker som om, det nærmest vil dufte til røgen. Det bliver nærmest til at kameraet virker lækkersultent. Og når en film har noget helt særligt, så kan jeg godt tage med, at helheden er så dum, som tilfældet er her.

Det er ikke så overraskende, at Tran Anh Hung laver madfilm. Han brød massivt igennem i 1993 med debuten Duften af den grønne papaya, der dyrkede en nostalgi om det tabte Vietnam – Hung emigrerede fra Vietnam til Frankrig som 12-årig efter Saigons fald, og har base i det franske – og opnåede en nominering til Bedste Internationale Film ved Oscar i 1994. Opfølgeren Rickshaw vandt derefter Guldløven i Venedig i 1995, hvorefter hans ‘Vietnam-trilogi’ blev afrundet med Midt om sommeren fra 2000.

Det er nok de tre film Hung vil blive husket for. De er meget forskellige. Duften af den grønne papaya er en coming-of-age fortælling i et gammelt Vietnam, der er ved at forvitre. Rickshaw er en knudret og punket film om fattigdom og kriminalitet i nutidens Ho Chi Minh City. Og Midt om sommeren er en nænsom skildring af tre søstres liv en sommer i Hanoi. Fælles for dem er, at de er æstetisk ambitiøse og fortællemæssigt skæve. De er til sammen klart det mest ambitiøse filmiske værk, der nogensinde er lavet om og i Vietnam, der ikke handler om Vietnamkrigen. Men de er altså også alle tre lidt uselvstændige og upersonlige.

Måske var det derfor, Hungs karriere aldrig rigtigt kom helt op, hvor det er rigtig sjovt at være. Der gik ni år efter Midt om sommeren, før han fik lavet en ny film, og I Come With The Rain (2009) var så et forsøg på en art postmoderne actionfilm, med Josh Hartnett i hovedrollen, der fik så dårlige anmeldelser, at man tror det er løgn. Murakami-filmatiseringen Norwegian Wood fra året efter fik forudsigeligt nok en langt bedre modtagelse, men det er ikke ligefrem en film, der er blevet husket som en Tran Anh Hung-film, det er mest bare en fin udgave af Murakamis elskede bog. Eternité fra 2016 var et fransk periode-drama med Audrey Tatou, Bérénice Bejo og Mélanie Laurent, og således lykkedes det Hung at lave mainstream-film på både engelsk, japansk og fransk, som ingen syntes var lige så gode som de personlige film han lavede på vietnamesisk to årtier før. Så nu var han da klar til Cannes!

For tredje gang i træk er en film af Tran Anh Hung baseret på en bog. Denne gang er det La Vie et la passion de Dodin-Bouffant, gourmet fra 1924 af den schweiziske forfatter Marcel Rouff. Måske er der ændret i handlingen, og det er derfor, den franske titel ikke nævner hans liv, jeg ved det ikke, men det er i hvert fald et ret kort plot. Benoît Magimel spiller Dodin-Bouffant, der tilsyneladende bare har sit eget slot og bruger al sin tid på at lave mad til sine venner, hjulpet af sin ekstremt dygtige kokkepige Eugénie, spillet af Juliette Binoche. Den første halve time, som også er klart den bedste halve time, viser vitterligt blot, hvordan der bliver lavet en kæmpe middag, som så derefter bliver konsumeret med stor fornøjelse, hvorefter Dodin-Bouffant og Eugénie deler en afslappende midnatsstund sammen i måneskin med en enkelt aperitif. Og snakker om deres liv. Det er desværre her det begynder at gå helt galt.

Det viser sig, at de to mennesker også danner par. Det er egentlig ikke den store overraskelse, for de har en virkelig god kemi, som om de kender hinanden ud og ind – Binoche og Magimel var kærester i flere år for tyve år siden, og har også et barn sammen, så måske det hjælper. Men Dodin-Bouffant er ikke tilfreds, han vil gerne have, de bliver gift, selvom Eugénie ikke er meget for det. Da hun bliver henvist til sygesengen for en kort bemærkning, forsøger han derfor at bevise, hvor meget han elsker hende ved at lave mad til hende. Vil det virke? Og hvad fejler hun egentlig? Vil de blive gift?

Hvorfor er det egentlig, at vi skal gå op i, om de bliver gift eller ej? De lader til at have det helt vidunderligt sammen, så går vi virkelig op i, om der kommer en ring på? Eugénies forklaring er, at hun frygter, han derefter vil have sex hver nat, om hun vil det eller ej, hvilket ville være en ekstremt negativ ting ved hans personlighed – det burde de kunne se selv i Frankrig. Men Dodin-Bouffant virker alt for rar til at opføre sig sådan, og samtidig er han også tydeligvis ekstremt rig og kunne give Eugénie ekstremt meget mere sikkerhed i hendes liv, og Eugénie holder tydeligvis virkelig meget af ham, og sover i forvejen med ham på ret fast basis, så hvad er problemet? Der er så god kemi mellem de to hovedrolleindehavere, at filmen fungerer fint som romantisk situation, men som romantisk fortælling er den helt ude at skide.

Men hvordan fungerer den så som mad-film? Langt bedre! Egentlig er jeg ikke den store fan af fransk mad, og synes f.eks maden så mere appetitlig ud i Duften af den grønne papaya. Men her er det filmet så vidunderligt, at det er svært ikke at glædes over. I åbningsscenen bevæger kameraet sig igen og igen indover en gryde, når noget nyt er kommet ned i, som en lige dele lækkersulten og nysgerrig tilskuer vil det have alt med af processen. Køkkenet er smukt, der er altid et varmt sommerlys i rummet, men det er det bevægelige kamera, og dets fokus på ingredienserne og processerne, som får filmen til at løfte sig.

Det er et umanerlig fysisk kamera. Der er en scene, hvor det følger i hælene på Dodin-Bouffant, lige indtil han går ned af en trappe, så må det stoppe op. Da der blev klippet til Dodin-Bouffant forfra, blev jeg helt overrasket over ikke at se en kameramand ved trappen, så meget var kameraet blevet til en fysisk medspiller i filmen. Det virker virkelig som om, det er en ekstra person i rummet, som kigger med over skulderen, indsnuser duftene, er en hemmelig del af fællesskabet, som kokkene har skabt via deres fælles arbejde.

Dette madglade kamera er ret unikt. Det er faktisk muligvis første gang, jeg har set en film af Tran Anh Hung, og følt der var noget unikt over hans æstetik. Og det løfter filmen langt op over lignende film som f.eks Chocolat (2000), ligeledes med Binoche. Det formidler glæden ved mad eminent, og hvis man er gladere for fransk mad, end jeg er, så er det sikkert en endnu bedre oplevelse. Ligesom varmen i forholdet mellem Dodin-Bouffant og Eugénie også er en uomtvistelig kvalitet ved filmen. Men plottet er altså noget hø. Det gør kun det hele sjovere i min kritiker-hjerne, der værdsætter film, det er sjovt at tænke og skrive om. Men for normale filmgængere skal vrøvlet selvfølgelig vejes op imod, hvor glad man er for bare at se på god mad og hengiven kærlighed. For det er dér hvor filmens styrker er.