Palmesøndag del 375
(Anatomie d’une chute, Justine Triet, Frankrig
Cannes 2023, Guldpalmen + Palm Dog (Messi))
For et par år siden satte jeg mig ned og så alt, hvad jeg kunne få fingre i af den franske instruktør Justine Triet. Hun havde været i Cannes i 2019 med den fine Sibyl, og hendes film lå på streaming-tjenesten MUBI, så jeg brugte et par aftener på at se hendes tre film. Jeg noterede mig mest af alt, at der var en særlig kvindetype, der gik igen i alle hendes ellers meget forskellige film. Filmene var fine, og jeg tænkte, at hun var en af den slags mindre auteurs, som gør filmverdenen lidt sjovere, men som måske ikke vælter filmverden omkuld.
Sidste år væltede hun så filmverden omkuld. Med Frit fald blev hun den blot tredje kvinde, der hjemtog Guldpalmen, og i indeværende pris-sæson er filmen nomineret til syv britiske BAFTA’er, syv franske César’er, og fem amerikanske Oscar’er. Det er da også med afstand hendes bedste film, en fremragende idé lige så fremragende udført, og med Sandra Hüller i hovedrollen, der spiller nærmest endnu bedre end hun plejer.
Men Frit fald fungerer også som en ret interessant indgangsvinkel til Triets filmografi. For det er igen lidt den samme kvindetype, men for første gang eksplicit en kunstner, hvilket gør det nemt at drage paralleller til Triet selv. Det er en film, der som altid hos Triet i høj grad handler om en ambitiøs kvindes kamp mod at blive sat i bås af det omkringstående samfund. Men denne gang med ekstra fokus på fortællinger, iscenesættelse, kunstnerisk frihed. Det sætter i høj grad også hendes gamle film ind i en helt ny forståelsesramme.
Frit fald er en langt mere fængende film end Triets tidligere, eftersom der denne gang er noget så spændende som et dødsfald i centrum! Da den frustrerede forfatter Samuel (Samuel Theis) bliver fundet død i sneen ud for sit hjem, er der tvivl om, hvordan han er død. Er han faldet ud af et vindue? Er han måske sprunget selv? Eller har hans kone Sandra (Sandra Hüller) slået ham i hovedet og derefter skubbet ham? Det fører til en retssag, hvor Sandra med hjælp fra sin advokat-ven Vincent (Swann Arlaud) må forsøge at forsvare sig mod et par tekniske beviser, samt en hulens masse indicier og anklager baseret på parrets tidligere historie.
Det er Triets første krimi-agtige film, men det er hendes andet retssals-drama, efter In Bed With Victoria (2016). Som titlen antyder, fokuserede den film også på, hvordan advokaten Victoria (Virginie Efira) forsøgte at få privatliv og arbejdsliv til at balancere, alt imens hun blev involveret i en skandalesag om sexchikane, der blev taget en del mindre seriøst en retssagen i Frit fald. Den involverede f.eks en trænet abe. Forholdet mellem privatliv og arbejdsliv var tegnet endnu mere hårdt op i debuten Age of Panic (2013), der foregik på valgaftenen i 2012, og hvor journalisten Laetitia (Lætitia Dosch) kom på ekstra meget arbejde, da hendes ustabile eksmand valgte præcis den aften til at møde op og kræve ekstra samvær med deres børn. I Sibyl (2019) måtte Sibyl (Virginie Efira igen) forsøge at få sin advokatpraksis tilbage på rette spor, efter en periode med alkoholmisbrug og et voldsomt forhold til en nu afdød mand.
Fire film, fire kvinder. En journalist, en advokat, en psykolog, en forfatter. Alle sammen hyper-kompetente og ambitiøse kvinder, der må kæmpe for at blive taget seriøst af deres omverden, hvor nogle er meget hurtige til at reducere dem til mødre eller kærester. En pudsig detalje var, at alle tre kvinder i Triets første film var mor til to døtre, og at disse to døtre blev ældre og ældre i de tre film. Det fik mig til at tænke over, om Triet muligvis selv var mor til to døtre, men det lader ikke til at være tilfældet. Ligesom hun ikke lader til at have helt de samme frustrationer med en mand, der ikke vil lade hende være kunstner, tværtom har gemalen Arthur Harari været med til at skrive både Sibyl og Frit fald. Så det er altså ikke bare direkte kopier fra liv til kunst.
Men så alligevel. Et af de spændende spor i Frit fald handler om, at Sandra lige netop har kopieret fra liv og over til sine bøger. Hun har skrevet ‘fiktion’ om forholdet til sine forældre, samt om den ulykke der gjorde deres søn Daniel (Milo Machado Graner) blind, og skabte enormt seriøse problemer i Samuel og Sandras parforhold. På et tidspunkt i retssagen begynder anklageren (Antoine Reinartz) at læse højt fra Sandras bog om en person, der overvejer at slå sin mand ihjel, selvom forsvarerne indvender, at der er tale om en fiktiv karakter, og at man ikke kan konkludere, Sandra havde de samme tanker. Retssagen bliver også til en kamp om fortællingen om Sandra og Samuel, hvor anklageren påstår, hun har været kontrollerende og manipulativ, mens forsvarerne efterhånden indser, den bedste mod-fortælling er, at Samuel var deprimeret, ikke kunne komme tilbage til sit skriveri efter år som universitetslærer, og selv kastede sig i døden. Men som det siges af en gæst i et tv-program, Sandra ser: ‘Fortællingen om en forfatter, der myrder sin mand, er bare bedre end fortællingen om en deprimeret underviser, der begår selvmord.’
Sandra tog kontrol over sin fortælling ved som forfatter at omdanne den til fiktion. Nu er hun i fare for alligevel at blive puttet i bås af samfundet. Det er måske den bedste måde jeg kan formulere Triets gennemgående tematik: Kvinders kamp for ikke at blive sat i bås. Hendes hovedpersoner har højt profilerede karrierer, og vil gerne have familie oveni, men det kræver, at man kæmper for sin egen plads, måske særligt i Frankrig. Egentlig føler jeg ikke det burde virke så originalt som det gør, men filmbranchen har nok været så sexistisk op igennem historien, at Triet nu står som en ganske original auteur, og med et kæmpe storværk på cv’et.
Det ekstra sjove ved Frit fald er jo så også, at der alligevel er én bås, som Sandra meget gerne vil puttes i: Den uskyldige kvinde, med kæresten der begik selvmord. Man begynder også at mærke ubehaget hos Sandra ved så skarpt at skulle fortælle, om den mand hun elskede. Men uvished er jo bare umulig. Samfundet er nødt til at vælge: Skyldig eller ikke skyldig, og det er vi som seere vel også. Hvorvidt det var mord, ulykke eller selvmord, er også op til den enkelte, ligesom mange andre små mysterier aldrig rigtig bliver opklaret.
Der er også en hel masse ting på det tematiske plan, som vi selv er nødt til at tænke over. Hvor meget skal Sandra f.eks ligne Justine Triet? Og hvor meget har alle hendes karakterer spejlet instruktørens eget liv? Det er i hvert fald et fascinerende spørgsmål for mig. Og det kommer i høj grad af, at Triet er brudt så massivt igennem, på så kort tid. Der har ikke været år med interviews i aviser og filmmagasiner, lange forklaringer om alle detaljer i hendes film. Folk var ikke rigtig interesserede. Og pludselig er hun nok årets største gennembrud. Arbejdet med at putte hende i bås som kunstner er derfor stadigvæk i gang.
Den slags analyse-arbejde er min form for favorit krimi-arbejde. At finde tegn, gentagelser, særpræg i en instruktørs film. Den italienske historiker Carlo Ginzburg forklarede i essayet Spor – Indicie-paradigmets rødder hvordan moderne medicin, kriminal-teknik og kunsthistorie i høj grad udsprang af det samme paradigme: Om hvordan man kan drage sikre konklusioner ud af bitte små beviser/symptomer. Det er en besættelse vi alle sammen har i større eller mindre grad. Hvis der måske ikke er mange andre, som sætter den løs på ukendte franske instruktører, så er der til gengæld en konstant social debat om ting som FE-sager, politiske skandaler, kendisser der strides, eller kriminal-sager som den Sandra bliver blandet ind i.
Det er almenmenneskeligt. Vi vil have de gode fortællinger, vi vil fordrive uvished og mystik. Det er præcis de to ingredienser, som Triet har tilført sin kunst i Frit fald, og pludselig ramt en nerve hos det globale arthouse-publikum. Det er også det, som er så sjovt ved at være fan af kultur. Man tror, man har fået stykket en fortælling sammen om en kunstner, men så kommer der en ny ingrediens, og så ændrer billedet sig totalt. Få film i år har føltes så meget som en helt ny ingrediens til filmverden som Frit fald.